Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kold krig i Højesteret

Kategori: Bøger
Visninger: 1879

Af Thomas Petersen

Bogen er advokat René Offersens (født 1964) personlige beretning om journalist Jørgen Dragsdahls injuriesag mod professor Bent Jensen. En sag, der var startet for en halv snes år siden med en stort opsat artikel i Jyllands-Posten, hvori Jensen havde beskyldt Dragsdahl for at have været KGB-agent under den såkaldte fodnotepolitik i 1980erne. Offersen repræsenterede Dragsdahl i Højesteret, som med dommen over Bent Jensen satte det endelige (danske) punktum for en sag, der havde varet næsten ti år. Dragsdahl havde vundet injuriesagen ved byretten i Svendborg, tabt den i landsretten og endelig vundet sagen ved den ultimative danske instans, Højesteret.

Offersen kalder selv sin bog et partsindlæg. Og det er den naturligvis også i udgangspunktet. Til gengæld er den et af de væsentlige af slagsen – i og med, at bogen sideløbende indeholder så meget andet. Om retsmaskineriet, specielt i forhold til Højesteret, om Offersens egen karriere, hans tabte og vundne sager, hans præferencer. Og i særdeleshed om den helt særlige atmosfære, der ligger omkring højesteretsdommerne og omkring Højesteret. Oprettet 1661 af Frederik 3. i forlængelse af enevældens gennemførelse året før. I dag beliggende i Prins Jørgens Gård ved siden af den lovgivende og udøvende magt på Christiansborg.

En lille pudsig detalje. Bogen er udgivet på Forlaget Vandkunsten, hvis direktør Søren Møller Christensen også var formand for støttekomiteen for Dragsdahl. Man hjælper vel sine egne. Til gengæld var valget af Offersen som journalistens advokat ved Højesteret overraskende. Både for ham selv og offentligheden. Dragsdahls  advokat ved byret og landsret - den legendariske og farverige Henrik Holm-Nielsen - var gået på pension, men indvilligede nødtvunget i at være behjælpelig fra kulissen. Offersen havde som privatperson været aktiv hos de konservative samt stadig aktivt medlem i Ronald Reagan Selskabet. Men man er vel professionel. Han beretter i bogen om et selskabeligt arrangement før domsafsigelsen i Højesteret. Et sammenstød mellem to kulturer i selskabslivet. Og et arrangement, der ikke helt svarede til, hvad advokaten var vant til i sine konservative cirkler:

”Det var nok her, jeg under sagen oplevede den største kulturforskel mellem det udprægede socialistiske miljø fra 1970´erne, der udgjorde tyngden omkring Jørgen Dragsdahl, og så middagene hos Højesteretsskranken og De Konservative. Det var ikke kun det, at der var buffet, ingen dug på bordene og vine fra den nye verden. Det var det hele”, (side 127).

Offersen fortæller i bogen – ved siden af at berette om sagens forløb – løbende om sagens mere bizarre sideeffekter. Som da Bent Jensens russisk-fødte ægtefælle på vej ud efter domsafsigelsen, men stadig i Højesterets højfornemme og højloftede korridorgang, skreg ”svin” efter Jørgen Dragsdahl. Et sprog, der var ganske ukendt i Højesteret. På hovedtrappen foran Højesteret lod såvel advokat som sejrherre sig fotografere med hver sit sovjetflag med hammer og segl i hånden. Flag, som fotografen Jacob Holdt – efter advokatens mening en kende upassende - havde medbragt til lejligheden. Og som hurtigt og forventeligt endte på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside og i Den Korte Avis. Det er ikke et optrin, som den ellers altid korrekte advokat mindes med stolthed. 

Samtidig med dommens offentliggørelse dukkede der kronikker og klummer op i aviserne, der søgte at forklare, at Højesteret helt havde misforstået sagen, og hvad der var gældende ret. Og der blev ikke lagt fingre imellem. Den ellers borgerligt orienterede Offersen undrer sig højlydt over ”hvor mange borgerlige der i deres ellers højstemte respekt for retsstaten og lov er lov, og lov skal holdes, alligevel ikke mente, at det kunne gælde i dette tilfælde. Endda i en overordentlig faktumtung og kompleks sag, som de dybest set ikke vidste noget om, men blot ud fra generelle synspunkter om den sikkerhedspolitiske debat i 1980´erne havde stærke meninger om”, (side 137).

Hele denne mudrede sag, dommen samt ikke mindst debatten om begge dele bringer denne anmelder tilbage til sin specialevejleder i historie fra midten af 196erne, professor C.O. Bøggild-Andersen. Denne hædersmand havde den faste overbevisning, at der ikke skulle være noget, der hed samtidshistorie. Dette fænomen var en anomali, fordi samtidshistoriens mennesker stadig var i live, og der derfor uvægerligt ville komme historien uvedkommende faktorer i spil. Problemet opstod konkret for Bøggild, da Københavns Universitet i begyndelsen af 1950erne opslog et professorat i den nyeste historie. Et embede, der i øvrigt blev besat af Sven Henningsen. Forskning i samtidshistorie må i et retssamfund nødvendigvis være underlagt de retspolitiske principper, der er gældende i samfundet. Alt andet risikerer at åbne Helvedes porte og en Pandoras æske.

Offersen ønsker med bogen for det første at dokumentere, hvordan Jensen med konsorter i kølvandet på Højesterets dom iværksatte en desinformationskampagne, tilsyneladende med den hensigt at så tvivl om dømmekraften hos landets øverste retsinstans. Med det formål at fastholde mistænkeliggørelsen af Dragsdahl for KGB- agentvirksomhed under den kolde krig i 1980erne. Endvidere ønsker bogen at dokumentere, at sagen i Højesteret i realiteten slet ikke drejede sig om, hvorvidt Dragsdahl havde været agent for KGB. Men derimod om, hvor groft urigtige udsagn, Bent Jensen i sin egenskab af forsker kunne fremsætte uden derved at overskride den udvidede ytringsfrihed, han som forsker havde fået ved sin adgang til PET´s arkiver.

Jensen var blevet leder af det koldkrigs-center, hvis finansiering angiveligt havde været VK-regeringens pris for at opnå Dansk Folkepartis accept af finansloven for 2007. Bogen vil derfor for det tredje dokumentere Jensens brud på den tavshedspligt, han overfor statsministeren havde accepteret for at få adgang til arkiverne. Endelig ønsker bogen at dokumentere, hvordan Jensen i tobindsværket Ulve, Får og Vogtere ikke tager højde for domstolenes afgørelse i sin beskrivelse af Dragsdahl. Værket blev som bekendt af flere af Jensens faghistoriske kolleger voldsomt kritiseret for brud på elementære metodiske læresætninger inden for historievidenskaben. I det førende danske Historisk Tidsskrift skrev en norsk koldkrigsekspert i sin anmeldelse af værket blandt andet følgende svada: ”Som vejleder for en master- eller doktorgradsstudent ville jeg ha sagt, slik bør du ikke skrive om du vil bli historiker”. I sandhed eine grausame Salbe fra en faghistorisk kollega.

Ovenstående nøgterne beskrivelse af bogens indhold skal imidlertid ikke forklejne, at forfatteren også har andre hensigter med den. Undervejs inviterer han på en sjælden visit ind bag Højesterets tykke mure. Vi får som læsere et velkomment indblik i arbejdet ved landets øverste domstol. Baseret på dens historie og på regelsættet for dens arbejde. Men vi får som læsere også forfatterens fornøjelige beskrivelse af egne oplevelser, bommerter og triumfer. Offersen afslører sig i disse afsnit som en overmåde lun fætter – i besiddelse af udpræget fortællesans, med en god portion humor samt ikke mindst med en sund og befriende selvironi.

Forfatteren kommer undervejs fortjenstfuldt også ind på sine principelle betragtninger vedrørende den konkrete højesteretsdom samt på vigtige tids-aktuelle retspolitiske spørgsmål. Herunder forholdet til internationale konventioner. Samt konventionernes vigtighed i en tid, hvor en bedaget Grundlov ikke længere altid slår til, og hvor de internationale konventioner er kommet under pres. Ikke mindst, fordi det er blevet politisk god tone at stille spørgsmålstegn ved dem – i visse kredse endog at ringeagte dem.

Højesterets-dommen havde – til forskel fra de tidligere instanser - understreget, at Bent Jensen i sin egenskab af historieprofessor burde have iagttaget noget så fint som due diligence, der bedst kan oversættes som behørig omhu. Offersen vier emnet et helt kapitel.

”Jeg ramte --- lige midt i bulls eye, da jeg i Højesteret kritiserede landsretten for at have bedømt Bent Jensen efter normen for en gymnasieelev i stedet for en historieprofessor”, (side 173).

Som en bonus pater familias burde Jensen i sin journalistiske virksomhed have udvist en adfærd, der gav Dragsdahl kredit for, at hans ganske omfattende journalistik ikke på noget tidspunkt havde vist tegn på KGB-aftryk. For det andet, at dobbeltagenten Gordijevskij kun havde haft andenhåndsviden, da han karakteriserede Dragsdahl som agent. Samt at PET offentligt havde afvist, at Dragsdahl havde været agent. For det tredje, at KGB-officerers indberetninger om agenthvervning ofte var behæftet med fejl. Og endelig som det fjerde, at der aldrig havde været rejst blot sigtelse mod Dragsdahl for at være agent. Alt det burde Jensen i sin position som forsker og professor have taget med i sine forhåndsovervejelser.    

I hovedtrækkene lever bogen helt op til de mål, som forfatteren har opstillet. Den er yderst velskrevet, den er fuld af lune og personlige indfaldsvinkler. Som partsindlæg er den noget så sjældent som alsidig. Som læser bliver man både gjort klogere og samtidig underholdt. Når det er sagt, tilgiver man næsten, men også kun næsten, at Offersen konsekvent staver sit lærested Aarhus Universitet med bolle-å.

 Anmeldelsen er oprettet den 08/02 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bombeterror i København
Ulve, får og vogtere
Cuba Krisen