Menu
Forrige artikel Næste artikel

Marxismen efter Marx

Kategori: Bøger
Visninger: 457

Af Preben Etwil

Formålet med denne antologi er helt åbenlyst at revitalisere den marxistisk inspirerede universitetsundervisning, som med brask og bram blev smidt på porten engang i slutfirserne, da det neo-liberalistiske samfundssyn fuldstændigt havde taget over med sovjetsystemets totale sammenbrud. På bagsideflabben kan man læse: ”Denne antologi reintroducerer den marxistiske tradition, som er forsvundet ud af læseplanerne og den offentlige bevidsthed, men som har været en afgørende basis og et grundlag for diskussionen af udviklingen inden for de human- og samfunds-videnskabelige teorier, der benyttes og diskuteres i dag”.

Bogens oplæg er en række forelæsninger, der blev afholdt i forbindelse med et kandidatseminar ved Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet i 2009. Trods redaktørernes bearbejdning er bidragene i det hele taget svære at kapere, hvis man ikke i forvejen har knækket koden til den marxistisk filosofiske verden, der fokuserer på temaer som økonomikritik, dialektisk materialisme, tingsliggørelse, fremmedgjorthed og hegelianisme på et højt intellektuelt abstraktionsniveau.

Man kan faktisk ikke sætte en finger på indlæggenes faglige habitus, men hold da op hvor har de fleste af indlæggende det svært ved at komme ud til læseren, da det stærkt filosofiske sprogbrug givetvis kun gør teksterne interessante for en lille gruppe elitestuderende.  

Dermed er det svært at se, at denne antologi skulle kunne være startskuddet til en ny og mere dogmefri tilgang til udviklingen af en brugbar marxistisk teori i fremtiden. Den er alt for tilbageskuende og alt for elitær.

Der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise, der internationalt satte ind omkring 2008, har bidraget til en fornyet interesse i marxistisk politik og teori, da det er åbenbart for enhver, at kapitalismen dengang som nu har indbygget en række modsætninger i dens måde at handle og organisere sig på. Der ophobes stadig enorme rigdomme på få hænder, samtidig med at meget store befolkningsgrupper lades tilbage i et stigende økonomisk, kulturelt og socialt armod. Det var lige præcis disse forhold, som Marx beskæftigede sig med gennem en bred vifte af videnskabsteoretiske tilgange. Marx var den første (og måske også den eneste), der i rigt mål inddrog filosofiske, sociologiske, politologiske og især økonomiske analyser i sin kapitalismekritik. Da han i realiteten ikke var ret klar i mælet, når man gik hans tekster efter i sømmene, har eftertidens marxister hovedsageligt været beskæftiget med at udrede og fortolke, hvad der kunne, eller skulle, forstås som den ”rigtige” Marx. Det er det, denne antologi handler om. Om det er lykkedes er yderst tvivlsomt. Der er nemlig tale om tilfældige nedslag, der primært kører ad to spor:

Den politiske udvikling af marxismen
Nyfortolkninger af den marxistiske filosofi
Det ene spor er, hvor antologiens bidrag mest af alt handler om den politiske udvikling af marxismen fra en ren teoretisk konstruktion til en politisk massebevægelse med heraf følgende diskussioner om fredelige eller mere voldelige overgange mellem forskellige samfundssystemer.

Denne del af antologien kan varmt anbefales til historieinteresserede. Især er diskussionen om retning og udvikling af det tyske socialdemokrati mellem henholdsvis Eduard Bernstein, Karl Kautsky og Rosa Luxemburg om partiets revolutionære eller reformistiske retning af stor interesse for en nutidig læser. Denne diskussion mellem de forskellige politiske opfattelser vidner om den store mangfoldighed som marxismen i realiteten dækker over. Det er nemlig svært med baggrund i det, Marx selv skrev, at udlægge en helt rigtig autoritativ forståelse af hans arbejde. Disse mange fortolkninger, der også florerede i Marx’ egen levetid, resulterede sjovt nok også i, at han kort før sin død udbrød: ”Én ting ved jeg med sikkerhed, og det er, at jeg ikke er marxist”. 

De marxistiske-leninistiske diskussioner op til og under den russiske revolution er også af stor interesse for den historisk interesserede. Her får man et godt indblik i kampen mellem mensjevikkernes og bolsjevikkernes demokrati- og statsopfattelse, men også i hvordan Lenin hele tiden tilpassede sine såkaldte ”marxistiske analyser”, så de passede - som fod i hose - til den aktuelle revolutionære situation, og hans fanatiske målsætning om at fastholde magten hos en lille inderkreds omkring ham selv.   

Det andet spor i antologien er af mere intellektuel karakter, hvor Marx’ filosofiske værker er genstand for en række nyfortolkninger i det tyvende århundrede – typisk i opposition – til den mere ortodokse og partipolitiske marxisme. Hvorom alting er, så er der tale om meget stramt strukturerede diskussioner blandt en meget lille gruppe af intellektuelle filosofer, der ikke havde meget forbindelse til den virkelige politiske verden. Når man læser bidragene i dag, har man mest af alt indtryk af, at godt nok var det interessant, men de havnede alle som en i både en politisk og filosofisk blindgyde – totalt afsondret fra den politiske praksis i arbejderbevægelsen og dets politiske forgreninger. De blev glemt af historien, da deres analyser var uanvendelige som vejledning til praktisk politik. Det at de er blevet draget frem i denne antologi, ændrer ikke på dette forhold. De var uanvendelige dengang – og det er de også nu. De har kun idehistorisk interesse.

En undtagelse fra denne filosofiske tomgang er Mihail Larsens lille essay om den franske filosof Marcuse. Først og fremmest fordi Hr. Larsen er en formidabel god formidler, der kan forklare komplicerede sammenhænge på en forståelig måde, men i lige så høj grad fordi  Herbert Marcuse om nogen var eksponent for en ny og anderledes universitetsmarxisme i ungdomsoprørets dage. Det, som måske kan bruges i en fremtidig marxistisk reformulering af analyserne, er individets rolle i forhold til masserne. Det er ikke kun de samfundsmæssige strukturer, der formulerer folks bevidsthed og handlemuligheder. Individets rolle er kraftigt blevet undertrykt i de tidligere marxistiske analysemodeller. Her udgjorde Marcuse en dejlig undtagelse, da han konstaterede, at mange af dem der støttede nazismen, var mere interesseret i at få fast arbejde og mad på bordet frem for vidtløftige utopier om det klasseløse samfund. Derfor var en af Marcuse anbefalinger at inddrage psykoanalysen som et supplement til den klassiske marxisme. Dertil skal lægges, at der under socialismen skal være udvidede demokratiske rettigheder, der modvirker socialismens almindelige tendens til totalitarisme. Det er også en illusion at tro, at den revolutionære energi udelukkende kom fra arbejderklassen. Dette strider direkte mod historiske erfaringer.

Hvor ville det have været befriende, hvis antologien i større grad havde turde tage indsigtsfulde marxistiske kritikere så som fx Karl Popper (Det åbne samfund og dets fjender) og Albert Camus (Oprøreren) under grundig behandling. For hvis marxismen skal kunne bestå fremtidens lakmusprøve, er det mere vigtigt, at den kan forholde sig til de teoretiske og empiriske indsigelser, som bl.a. disse forfattere har stillet til marxismen. Dette ville have givet antologien kant, frem for udelukkende at fremdrage stærkt overbeviste marxister, som på forskellig vis forsøger at vride deres hjerner for at kunne forklare det åbenlyst forkerte og absurde i nogle af Marx’ profetier. Det er ikke tilstrækkeligt kun at kunne opstille en falsk adskillelse mellem ”teori” og ”realanalyser” for at forsvare Marx’ renommé for eftertiden.

Der skal trods alt lyde en stor ros til både forlag, redaktører og forfattere for at udgive denne antologi. De har nemlig fuldstændig ret i, at der er et stort behov for at genindføre marxistiske videnskabsdiscipliner på de højere læreranstalter. Det første resultat i form af denne antologi er dog en pose blandende bolcher, men processen er immervæk sat i gang. Til lykke med det, og husk, at en enkelt bog ikke udgør et helt nyt bogmarked. Men lad os håbe, at det ikke er det sidste forsøg, der bliver taget i denne retning. For skal vi dybere ind i den økonomiske kriseforståelse som hersker i hele verden, kommer vi ikke uden om, at Marx og marxismen også har noget at bidrage med.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Politikere og prædikanter - Folketingets åbningsgudstjeneste fra begyndelsen til nutiden (1850-2013) Baggrund. Historie. Vurdering
Skjulte magter?
Kampen om livsanskuelse