Menu
Forrige artikel Næste artikel

Paolo il danese

Kategori: Bøger
Visninger: 655

Af Nils Arne Sørensen, lektor, Syddansk Universitet

Det er en knaldgod historie, Thomas Harder har fundet. Dansker Paolo eller Arndt Paul Lauritzen var katolsk munk, dansk soldat 9. april, præst og senere partisan i Italien, og efter krigen oven i købet (sandsynligvis) spion for danske og italienske efterretningsvæsner. Jo, som Harder skriver, hvis man havde plottet en romanfigur sådan, ville forlaget sandsynligvis have sagt, at det var for meget.

Bogens største og bedste del handler om Lauritsens tid som partisan i omegnen af Parma i 1944-45. Det var i denne periode på under et år, at Lauritzen satte fingeraftryk for en verden uden for familiens og vennernes kreds som leder af en partisanbrigade med tilknytning til de kristelige demokrater, og Harder udnytter glimrende Paolo il Danese som orienteringspunkt til at fortælle historien om den italienske modstandskamp – og fra et andet perspektiv end det kommunistiske, som vi normalt får præsenteret (og normalt får præsenteret med god grund: kommunisterne var den dominerende kraft i modstandskampen, er det værd at huske på i disse tider, hvor denne indsats søges marginaliseres af de nuværende magthavere i Italien). Modstandskampen var dramatisk i sig selv, men for Lauritzen fik dramaet en ekstra eksistentiel dimension pga. hans stærke kristne tro og hans præsteløfte. Det sidste endte han med at bryde irreversibelt, da han giftede sig med en partisankammerat; det første gav anledning til konstante anfægtelser og spændinger mellem et voldsomt had til de nazistiske og fascistiske modstandere og det kristne næstekærlighedsbudskab. Det er dette eksistentielle drama, som Harder ser som nøglen til Lauritzens liv – og som han følger gør til bogens omdrejningspunkt.

Der er tale om en af de mest originale historiske biografier, der er skrevet herhjemme i årevis. Det er den ikke på grund af sit emne, men på grund af Harders behandling af sit stof. Han nøjes nemlig ikke med at skrive om Lauritzens liv og placere det i dets historiske kontekster. Han skriver en åbenlyst diskuterende fremstilling, der synliggør historikerens tolkningsarbejde. Denne dimension har han så suppleret med et lag i bogen – synliggjort ved at være sat i en anden type – hvor han fortæller om sit arbejde og sine overvejelser (og sine frustrationer) i den proces, der blev til bogen. Det er alt i alt frydefuldt anderledes end de historiefagligt inderligt konservative biografier, som danske historikere som oftest har præsenteret os for den sidste halve snes år.

Disse valg er i nogen grad blev Harder påtvunget af kildematerialet. Hovedkilden er Lauritzens erindringsroman, der blev udgivet posthumt i Italien. Dette værks status mellem fakta og fiktion (og noget frie omgang med historiske fakta) gør det simpelthen nødvendigt for Harder at ræsonnere med materialet og konstant spørge sig om Lauritzens hovedperson ”Dan” er Lauritzen selv eller et digt over Lauritzen. Derfor har han da også søgt vidt og bredt efter supplerende kildemateriale. Han har fundet en del (og selv skabt mere via interviews), men er også mange gange løbet panden mod en mur, og det virker som om det ikke mindst er kildejagtens mange frustrationer, der har givet idéen til afsnittene, hvor Harder fortæller ikke om Lauritzen, men om sit arbejde med Lauritzen. Generelt er denne fortællestrategi prisværdig, men det må også siges, at Harder ganske tit ender med at diskutere alternative forklaringsmuligheder hinsides gængs kildekritisk fornuft. En anden svaghed ved bogen er, at mens Harder i partisanafsnittet fint placerer Lauritzen i tid og sted, så må den lange skildring af Lauritzens barndom og ungdom siges at være præget af talrige ekskurser, men bogens sidste del om tiden fra 1945 og til Lauritzens død i 1978 næsten er blevet lapidarisk. Begge forhold kan sandsynligvis forklares med, hvor sparsomt kildegrundlaget er til en tæt biografisk skildring – når der ses bort fra 1944-45, og selv her ville det have været svært at skrive i mange detaljer, hvis Lauritzen ikke havde efterladt sin erindringsroman. Biografien om Paolo il Danese er således også indirekte en kraftig påmindelse om, hvor vanskeligt det er at skrive biografier om ”almindelige mennesker”, som mange mikrohistorikere har ambitioner om. Vi efterlader os simpelthen for få spor.

Når alle disse indvendinger er blevet luftet, er det bestemt også på sin plads at holde fast i, at som helhed betragtet har Harder skrevet en biografi, der særdeles læsværdig. Den er både engageret og underholdende – og giver stof til at tænke videre over biografien som faghistorisk genre.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ikke en jordisk chance
Hitler
Ardenneroffensiven