Menu
Forrige artikel Næste artikel

Paradokset: 4. division

Kategori: Bøger
Visninger: 757

Af Sebastian Lang-Jensen  

Myten om 1864-krigen er, i følge de to forfattere, som følger: Først trak den danske hær under general de Mezas kommando sig tilbage fra Dannevirke, hvilket afstedkom den første vredesbølge fra pøbel, boulevardpresse og politikere i København. Herefter drog den betragtelige hær-enhed, 4. division (ca. 9000 mand) under generalløjtnant Cai Ditlev Hegermann-Lindencrones ledelse, på ét langt tilbagetog, først op gennem det østlige Jylland, så nord på til Mors, hvortil divisionen trak sig tilbage to gange uden mellemliggende kamp. Endelig blev 4. division evakueret til Fyn uden at have gennemført den offensiv mod fjenden, som man havde forventet. Denne konstante march væk fra fjenden og med kampen rettet bagud dannede baggrund for udtrykket ”Røven af 4. Division” og medførte for generalen de lidet flatterende kaldenavne ”Bangebuks” og general ”Langsom”.  Det er denne myte, forfatterne har sat sig for at gøre op med, og det er der kommet en ganske spændende bog ud af.

Bogens primære formål er altså at genskabe respekten om general Hegermann-Lindencrone, dennes taktiske evner og – ikke mindst – mod. At vise, at han var alt andet end end uduelig bangebuks, men at han derimod besad en masse ”operationel virilitet” som det så fint hedder på det officersprog, der gennemtrænger bogen qua forfatternes officerbaggrund. Netop denne baggrund udnyttes fuldt ud i de meget fængende afsnit, der analyserer generalens beslutninger i forhold til fjendens bevægelser og den vedtagne slagplan. For selv om det kan forekomme uovervejet at kaste sine styrker ud i en krig med så ulige styrkemæssige forudsætninger, så forelå der naturligvis en slagplan. Den var udarbejdet i generalstaben i efteråret 1863 og efterfølgende godkendt af rigsdag og regering, og gik i korte træk ud på følgende: I planens første fase skulle styrkerne mobiliseres og fæstningerne klargøres. Den overordnede målsætning var at vinde tid, ikke mindst for at begunstige brugen af den danske flåde der var modstanderne overlegen. Optimalt set skulle man udsætte de alvorligste kamphandlinger til maj måned, for at skabe de bedste vejrmæssige forudsætninger for denne taktik. I anden fase skulle flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia befæstes, for at sprede de overlegne fjendtlige styrker mest muligt op gennem det, der i dag er Sønderjylland. De ville dermed være mere sårbare for et modangreb fra flere sider med støttet fra marinen i de omkringliggende sunde og bælter. 

Planen var, som forfatteren til afsnittet køligt bemærker, god nok. Den havde dog som en vigtig forudsætning, at krigen ikke brød ud på det tidspunkt, som den gjorde, i starten af februar 1864, og for det andet, og helt vitalt, at der blev opretholdt en betydelig slagstyrke. Det, der var mobiliseret i regionen på det tidspunkt, var alt, hvad vi havde. Modstanderne havde derimod, forudsat at ingen øvrige europæiske magter greb ind, flere reserver at trække på. Alt dette, som modstanderne udmærket var klar over, dannede baggrund for overgeneral de Mezas rømning af Dannevirke natten til d. 5. februar, og for Hegermann-Lindencrones ”henholdende” kamp op gennem Jylland. Dannevirke-stillingen var umulig at holde under vinterforholdene, og der ventede den danske hovedstyrke et blodbad, om man havde forblevet på skansen. Hæren blev trukket tilbage til Dybbøl, undtagen 4. division der drog længere nordpå, og modstandernes militære ledere følte sig grundigt snydt. Fuglen var fløjet, og det gjorde den flere gange siden. Skridt for skridt følger vi Hegermann-Lindencrones beslutninger og opfindsomme handlinger, idet han gang på gang snød de østrigske og preussiske styrker, alt i mens han ventede på, at tiden skulle gå, så modangrebet kunne sættes ind. Det lykkedes i det omfang, at stormen på Dybbøl ”først” fandt sted i april, men modoffensiven kom som bekendt aldrig. De lovede forstærkninger udeblev, og krigen blev overhalet af de politiske forhandlinger.

Stormen på Dybbøl markerede en ændring. Fra politisk hold hed det nemlig, at Dybbøl-stillingen skulle holdes, stik mod hærledelsens anbefalinger. Det medførte et tab af danske styrker på ca. 4800 mand og en ringe udsigt til at kunne opretholde slagplanen. Generalerne var rasende, og det er de to forfattere sandelig også. For i lige så høj grad som bogen er et forsvar for generalerne i almindelighed, og Hegeremann-Lindencrone i særdeleshed, er det et angreb på politikerne. Ikke mindst den nationalliberale præst og konseilspræsident D.G. Monrad, der, ifølge bogen, i dagens Danmark ville være blevet stillet for en rigsret for landskadelig virksomhed. Monrad var, sammen med krigsministeriets direktør Ankjær, de ansvarlige for krigens katastrofe: ”..Af dårlig politik kommer dårlig krig” som bogen postulerer flere gange. På det strukturelle plan bliver skurken udråbt til at være det spæde danske demokrati, hvorefter den politiske ledelse traf beslutninger på usaglige grundlag. Mest markant fremhæves beslutningen om at kalde general de Meza til København blot otte dage inde i krigen og blot tre dage efter rømningen af Dannevirke. Et ganske ubelejligt tidspunkt for en mand på hans post. Årsagen var naturligvis befolkningens, pressens og (dermed) politikernes vrede over tilbagetoget, hvortil der blev krævet en forklaring. Oven i denne uovervejede disposition, skiftevis støttede og svigtede konseilspræsident Monrad generalen, der endte med at blive afskediget kort tid efter. En interessant omstændighed, der eksempelvis ikke er nævnt i det ellers meget solide bd. 3 af Dansk Udenrigs Politiks historie, der dækker perioden 1814-1914.

Til gengæld er det muligt, at perspektivet fra København er lige lovligt underspillet, i forhold til hvor hårde angreb Monrad udsættes for. Dybbøls stilling var vigtig i de internationale forhandlinger, der startede kort før stormen på stillingen, hvorfor Monrad holdt fast i, at de skulle holdes. Nå ja, så var der jo demokratiet, ”den værste af alle styreformer – bortset fra alle de andre former” som Churchill sagde.

I beskrivelserne af de politiske beslutninger fremstår bogen desværre lidt uheldigt struktureret. Monrads ”syv svigt” analyseres, før læseren er blevet præsenteret for selve krigsforløbet. Da det bliver nævnt, at visse kræfter var interesseret i at få de Meza tilbage (s. 25), ved man endnu ikke hvorfra. Der henvises til en slagplan (s. 31) man først senere henne i bogen bliver bekendt med (i kap. 3). Desuden virker det lidt malplaceret, at et afsnit om ”Tilbagegangens succes” beskrives i kapitlet om den politiske og militære ledelse, i stedet for i et selvstændigt kapitel, der beskriver krigens udvikling. Mere overordnet kunne det indledende kapitel, der beskriver optakten til krigen, sagtens have været mere omfattende. En af de afgørende årsager til krigsudbruddet var uenigheden om London-protokollen fra 1852, men det fremgår ikke, i hvilket omfang de danske handlinger var i uoverensstemmelse med denne protokol. Endelig ville det rent fremstillingsmæssigt have fungeret bedre, hvis forfatterne havde skåret ned på antallet af afsnit. Mange af disse er (al militær præcision til trods) for korte på bekostning af den sammenhængende læsning.

Da general Michael Clemmesen i sommeren 2005 rettede hårde angreb på de ansvarlige forskere på DIIS-rapporten, var en af hans påstande, at det var umuligt at beskæftige sig med militærhistorie uden at have en militær baggrund. Lad dette være et par gode råd fra historisk hold, til et par historisk interesserede militærfolk, uden ligefrem at vende kanonen af den grund. For det er jo en fin bog.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det venskabelige bombardement
Da Danmark blev Danmark - Fortællinger af forhistorien til 1864
1864