Menu
Forrige artikel Næste artikel

Tyven - Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene

Kategori: Bøger
Visninger: 856

Af Erik Ingemann Sørensen

Denne anmeldelse kan kun starte i Afrika. Omkring et aftensbord. 2 mænd og en yngre kvinde har netop spist, da den ene udbryder: ”We should have a story.” Hvorefter kvinden begynder at fortælle ... Link >>

Nu må læseren jo med rette have lov til at stille spørgsmålet: ”Hvad i alverden har dette dog at gøre med Niels Heidenreich, der stjal de sagnomspundne guldhorn natten mellem den 4. og 5. maj 1802, at gøre?” Men se engang på ansigterne. Se lysene og ilden, se glæden over fortællingen i ansigterne. Det er en af de mest fascinerende scener i filmen ”Out of Africa”. Men sammenhængen?

Den ligger faktisk lige for. Netop sådan var det at læse Ulrik Langens bog. Tiden fløj af sted. Umuligt var det at slippe bogen, så fortryllet blev man af den store fortællers beretning. Så er det sagt lige ud.

Stilen lagt i forordet
Den fortryllende fortælling begynder fra første linje: ”Året er 1799. En gruppe besøgende gør sig klar til at træde ind i Det Kongelige Kunstkammer. Den hvidkalkede kunstkammerbygning er placeret ved siden af Christiansborg Slot, der siden branden i 1794 har ligget hen som en dyster og sodsværtet barokruin…”

Læseren er med gruppen – oplevende – lyttende. Men det er en anden også. ”Som så mange andre før gribes Niels Heidenreich af hornenes magtfulde fremtræden og tyngde. Første gang han ser de to horn, mærker dem i sine hænder og iagttager de forunderlige figurer, lægges kimen til en forbrydelse, der aldrig vil blive glemt.”

Det er fornem formidling – som hele bogen igennem. En formidling der bygger på et utroligt forskningsarbejde. Der er skrevet mangt og meget om selve guldhornene. Men historien om tyven har vi aldrig fået. Og det er den historie, der er Ulrik Langens anliggende. En historie hvor vi følger Niels fra fødsel, til han dør i en alder af 83 år. Nu fortælles den med følgende begrundelse: ”Derfor er historien om tyven Niels Heidenreich en del af den kulturarv, som for evigt tabte horn udgør.”

Den mørke barndom
”Historien begynder med druk, utroskab og skilsmisse i landsbyen Foulum på Viborgegnen. Her kommer Niels til verden den 8. juni 1761.” Faderen er degn. Et slidsomt og dårligt lønnet arbejde. Måske ikke så underligt, at han på et tidspunkt forsvinder i alkoholens tågelandskaber. Vel også fordi hustruen indleder et forhold til en tidligere dragon, der er tilflyttet egnen. Ægteskabet holder ikke – så forældrene går hver til sit. Og Niels flytter med moderen.  Måske er det med dagens psykologiske viden ikke så svært at forstå, at en eller anden form for moderbinding opstår. I alle fald føler den unge Niels, at det er ham, der skal tage sig af familien. Og sikre dens eksistens.

Psykologer vil givet kunne begrunde hans senere adfærd med denne form for moderbinding. Hans skæbne synes fastlagt i det traume, der er kommet ind i hans liv. Ingen tvivl om, at mangen en psykolog kan finde talrige forklaringer på hans senere adfærd i den skæbne. Måske uden at tage helt fejl.

På samme tid får Niels demonstreret, at han på ingen måde er nogen enfoldig karl. Faktisk er han ganske begavet og tilegner sig både viden og veltalenhed under opholdet. Da en aflægger af det russiske hof kommer til byen, opnår han her ansættelse – gode skudsmål – alt mens moderens gæld vokser. til sidst så meget, at hun beslutter sig for at prøve lykken i København.

Konstant i gæld

 

Men slippe for gælden kan familien ikke. Den åndes konstant i nakken. Niels, der fortsat er stærkt knyttet til moderen, gør, hvad han kan. Udnytter alle sine evner. Og havner på den gale side af loven. Som falskmøntner. Alt går tilsyneladende godt – indtil der pludselig opstår mistanke. Hvorefter fælden klapper. Niels anholdes – kommer gennem en retssag og dømmes efter loven til døden.

Han kæmper som en besat for livet – klynger sig til forklaringen om hensynet til familien. Kongen er nådig. Så i stedet for dødsdommen ender det nu med fængsel på livstid i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset. Efter Langens fantastiske beskrivelse af forholdene her, havde en dødsdom måske været bedre. Magen til nød og elendighed skal man dog lede længe efter.

Men Niels er og bliver en overlever. Han bliver – efter en eksemplarisk opførsel og nyttig indsats – benådet. Og kan efter 8 lange år vende tilbage til friheden. Sammen med sin kone, som han har truffet i fængslet. Måske den værste kombination af dem alle.

Der må findes en løsning
Længe varer det imidlertid ikke, før Niels atter er i forlegenhed. Gældsforpligtelserne hamrer på. Det virker næsten, som er han tvungen til fortvivlelsens nødhjælp. Hvorefter vi vender tilbage til Niels’ oplevelse i indledningen: de to horn ”af det pureste guld”. Hvis nu man kunne. Hvis nu – hvis nu. Hvorefter hornenes skæbne for evigt er beseglet. Natten mellem den 4. og 5. maj 1802 bryder han uden de store problemer ind i Kongens Kunstkammer, slår glasset til montre itu. Og forsvinder ubemærket ud i mørket med de 2 horn.

Først op ad dagen den 6. maj finder man ud af, at noget er frygtelig galt. Og en større undersøgelse og efterforskning sættes i gang. Uden held.

Hjemme begynder Niels ødelæggelsen og omssmeltningen af guldhornene. Men han er godt klar over – snedig som han er – at der skal passes på. Man kan ikke uden videre sætte større mængder guld i omløb. Det vil vække mistanke. Så han farer med lempe.

Men. Som bekendt betaler forbrydelse sig ikke. Og langsomt , men sikkert snøres grebet om forbryderen. Den 27. april ramler det hele. Niels bliver afhentet af politiet – kommer i forhør hos en navnebror til den senere rejseleder hos politiet: Himmelstrup. Han kæmper med bortforklaringer. Indtil det hele falder sammen som et korthus. Den endelige dom fældes – Niels må henleve resten af sine dage i fængsel. Pudsigt nok er tyveriet af guldhornene ikke så alvorligt som hans tidligere falskmøntneri.

Livstidsfangen
Niels er vendt tilbage til det tidligere fængsel. Denne gang ikke med samme held som sidst. Man er uhyre opmærksom på, hvad han laver. Og trods talrige – næsten ydmygende ansøgninger – om at vende tilbage til friheden – så er spillet definitivt slut.

Ulrik Langes fortælling om hans livsvarige ophold er fantastisk læsning.  Uhyggelig, deprimerende – og fascinerende. Det må have været det rene helvede at være dette sted. Men der var intet at gøre. Niels måtte henslæbe resten af sit liv bag murene. Til han dør den 7. august 1844. Herefter er han – som guldhornene – for evigt borte.

Adam Oehlenschläger rejser en mindestele over hornene og deres skæbne, hvormed han indleder den danske guldalder. Men. Evigt ejes kun det tabte. Og så kan man jo henfalde til at høre Poul Reumerts dramatiske oplæsning. Den går ikke så let i glemmebogen. Her et lille udsnit: Link >> 

Et utroligt arbejde
Bogen om ”Tyven” bygger på et helt utroligt forskningsarbejde, hvilket det omfattende litteratur- og kildemateriale vidner om. Men: ét er at finde historien – noget helt andet at få den formidlet til læserne. Begge dele lykkes i suveræn stil for Ulrik Langen i denne medrivende bog.

Læserne er der – fornemmer, føler, fortrylles og fascineres. Det er længe siden denne anmelder har oplevet så spændende en bog med så mange nye afsløringer og fortællinger. Noget af den fineste historieformidling vi meget længe har set. En varm tak til forfatteren for oplevelsen. ”Tyven” må ubetinget banke hårdt på til prisen: ”Årets historiske bog”. Den er utrolig.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Enevælde og skattefinansieret stat 1660-1818
I sansernes vold
Miraklernes tid