Vi talte ikke om det, men vi vidste det
Menu
Forrige artikel

Vi talte ikke om det, men vi vidste det

Kategori: Bøger
Visninger: 959

”De var der.  De gjorde det, der skulle gøres, og gled så stille ud igen”

 

Af Birthe Korsbæk

Bogen indeholder en række interviews og erindringsfortællinger med danske sygeplejersker og deres virke under besættelsen 1940-45. ”Med Florence Nightingale som uselvisk forbillede.”

Det var et ”kald” at være sygeplejerske. Man skulle selv udrede betaling for de 5 måneders forskole. Det udelukkede nogle, så der var stor mangel på uddannede sygeplejersker. Desuden var uddannelsesstandarden meget forskellig fra sted til sted.

En stor del af elevtiden gik med rengøring. Desuden var forstanderinderne ofte meget barske mod eleverne. En af dem havde specialiseret sig i at tage hårdt fat i elevernes overarme og dreje rundt, når hun gik forbi. Desuden var der jo en erhvervsrisiko, - f. eks. smitsomme sygdomme som tuberkulose.

Først i 1957 blev uddannelse lagt i ens og strukturerede rammer, da der kom en ”anordning om sygeplejerskeuddannelsen”.

I 1933 havde sygeplejerskerne fået statsautorisation. Verdenssituationen i 30erne og 40erne fik mange læger og sygeplejersker til at rejse ud for at bistå ofre for krigshandlinger på feltlazaretter. Dansk sygeplejeråd udbød kurser i luftværnsforanstaltninger. Der blev holdt mange instruktørkurser i luftværnsbeskyttelse, mørklægning og kunstigt åndedræt, samt i håndtering af krigs- og katastrofesituationer.

Her hjemme skulle der opsættes mørklægningsgardiner og indøves nye rutiner angående evakueringer. Man måtte klare sig med erstatningsvarer, - også til sengetøj og linned. Tøj af kradsuld eller af omsyede gamle klude og forbindinger af kradsuld - mangel på bleer. Alt måtte genbruges. Der berettes om stor opfindsomhed.

Injektionssprøjter måtte koges og genbruges, og det var en katastrofe, hvis et termometer gik itu. Kaffe blev brygget på rugkerner, the på solbærblade – likør blev lavet af hospitalssprit og papillotter af toiletpapir.

Strømper var svære at skaffe, og man måtte ikke være barbenet. Det er tankevækkende at læse om den store opfindsomhed, de unge sygeplejersker udviste. På Kalundborg sygehus oplevede man endda en ”strømpekonflikt”.

Fnat og lus huserede, og det var sygeplejeelevernes opgave at bekæmpe utøjet. Den ustabile kollektive trafik gav problemer – ja, ambulancerne blev hestetrukne. Der var mistillid mellem mennesker – man vidste jo ikke, hvem der var ”tyskervenlig”. En patient fik kroppen overmalet med hagekors, mens hun var bedøvet.

Luftalarmer var en del af hverdagen – og natten. Det sled på kræfterne. Alle sygeplejerskeelever skulle trænes i brug af gasmasker. Patienter skulle transporteres til beskyttelsesrum, somme tider flere gange på en nat. De fik vaskefade over hovedet som beskyttelse. Bombningen af den franske skole beskrives meget gribende af en sygeplejerske på diakonissestiftelsen.

De københavnske sygeplejerskers store indsats for at få jøder sendt til Sverige er rørende læsning De mange flygtninge skulle plejes og bespises, indtil man kunne få dem over Øresund. En sygeplejerske beskriver samværet med de mange angste mennesker.

Læger og sygeplejersker var særdeles værdifulde samarbejdspartnere for modstandsfolk. De sjællandske sygehuses og sygeplejerskers rolle kan ikke overvurderes.

Stemningen var underlig: ”Ingen sagde noget, - ingen vidste noget”. Man hjalp, hvor man kunne, - uden at stille spørgsmål. Behandlingen af torturofre beskrives hjertegribende. En sygeplejerske sagde: ”Vi vidste ikke noget, - vi spurgte ikke, men vi var altid bange”. Det var nok det værste.

Så kom Folkestrejken i 1944 – og henrettelsen af Hvidstengruppen – situationen tilspidsedes. Stemningen blev meget anspændt i København. Tyskernes straffeaktioner gjorde det værre, men styrkede sammenholdet og gav næring til folkelig opstand. Illegale blade udkom og bredte sig på sygehusene, men en del sygeplejersker tog arbejde i Tyskland, da der opstod arbejdsløshed i DK. Nogle sygeplejersker fik tyske kærester. Det skabte mistillid mellem standens medlemmer.

I foråret 1945 kom De hvide Busser hjem med medtagne koncentrationslejrfanger, og danske sygeplejersker tog imod dem. Det er en hjerteskærende beretning!

Bogen er et fint bidrag til fortællingerne om 2. Verdenskrig, og det er hjertegribende læsning!

Der veksles mellem personlige interviews med plejepersonale og forfatterens beskrivelser. Dette giver et godt flow for beretningerne; på denne måde gøres der plads til både personlige beretninger og de mere overordnede udfordringer, som hverdagen under krigen bød på.

Bogens stil med de personlige interviews gør fortællingerne mere direkte og levende for læseren. Personskildringerne gøres især levende med beskrivelser af forholdene mellem plejepersonalet og patienterne. Også beskrivelserne af arbejdsforholdene er gribende og meget personlig læsning, som behandles med stor respekt i bogen.

Bogen indledes med en meget lang fakta-beskrivelse, som muligvis appellerer mest til læsere i plejefaget, og som kunne være kortet ned. Dog giver bogen en tankevækkende beretning af en tid, hvor arbejdsforholdene var – især for elever – meget anderledes end i dag.

Bogen appellerer ikke kun til læsere med sygepleje-baggrund, men til alle med interesse i samfundsforholdene under krigen. 

Historie-online.dk, den 9. april 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Livet i de røde barakker
Over stregen
Samarbejde/Modstand