Menu
Forrige artikel

De mange myter om Nero

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1291

 

Der skal ikke meget til, før der dukker historier op om magthaverne. Både sande og usande. Rænkesmedene kan have rigtig gode dage. Fra Danmark kender vi det blandt andet fra mordet på Erik Klipping den 22. november 1286. På den ene side skulle kongen have voldtaget Marsk Stigs hustru, på den anden side bestilte man smædesange om Marsk Stig. Sidstnævnte tabte ved danehoffet i Nyborg og blev dømt fredløs. Uden beviser. Nero blev beskyldt for mangt og meget – mordet på sin mor og som brandstifter i Rom. Myter eller realitet? Det kan være svært at afgøre.

Neros forhold til moderen blev mere og mere anstrengt. Han traf derfor den beslutning, at hun ikke længere skulle bo i kejserpaladset. På den måde mente han kunne sætte hende uden for indflydelse. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vi kan vide dette, når der ikke er samtidige kilder, der beretter om det. Drinkwater har her ledt et helt bestemt sted: samtidige romerske mønter.

Romerne var udmærket klar over, at mønter blev brugt til at sende politiske signaler.

Mens alt endnu var godt, blev der præget mønter, hvor Nero og Agreppina var sammen på møntens hovedside.

 Romersk guldmønt med Nero og Agreppina sammen på hovedsiden af mønten

Men så kom der en ny periode, hvor Agreppina var flyttet om på bagsiden af mønten. Et klart signal til alle om, at hun ikke længere havde en central betydning.

I første omgang kom Agrippa på bagsiden, til sidst forsvandt hun helt fra mønterne.

 

Tilbage står spørgsmålet, om han slog sin mor ihjel. Der er ikke afgørende beviser, men rygterne løb hurtigt, da man i Rom hørte om hendes død. John Drinkwater er ikke så sikker. Han konstaterer, at drab på modstandere var velkendt i Romerriget, men finder det usandsynligt, at moderdrab blev anvendt. Det var trods alt voldsomt grænseoverskridende.

Noget tyder måske på, at det var uden Neros vidende, at hun blev dræbt i år 59.

Brandstifteren Nero – passer det?

Det er historien om, at Nero satte ild til Rom, der går igen særdeles mange steder. Med den tilknyttede myte, at han stod og spillede til flammernes forfærdelige hærgen. Der er imidlertid et problem med dette drama: da branden brød ud, var Nero slet ikke i Rom. Han opholdt sig i Antium, hvor han var født i julianernes palads. Den julianske slægt var de kejsere, der fulgte efter Julius Cæsar: Kejser Augustus blev adopteret af Julius Cæsar, men stammede fra slægten. Han blev efterfulgt af Tiberius, Caligula, Claudius og Nero.

Paladset i Antium lå ved havet, hvor man i dag kan se ruinerne, der dog ikke syner af meget i dag.

Ruinerne af Neros palads i Antium

Da Nero hører om katastrofen i Rom, rejser han omgående tilbage. Her spiller han en ganske vigtig rolle: han lader de flygtende få adgang til en lang række ellers lukkede områder.  Historikeren Tacitus beretter: ”… og han vendte først tilbage, da ilden havde nået hans hus…). Endvidere fortæller han, at Nero også lukkede op til de private parker, samt at han sørgede for, at der blev hentet mængder af korn fra Ostia til Rom.

 William Turner malede 1834 – 1840 det brændende Rom

Nu kunne man så tro, at borgerne var glade. Men intrigemagere havde hurtigt distribueret rygtet om, at det var Nero, der personligt havde sat ild til byen.

For at bekæmpe disse rygter, placerede Nero de kristne som dem, der var årsag til katastrofen. Nero traf derfor den beslutning, at en gruppe af kristne skulle hænges op og brændes levende. Sandsynligheden for, at det fandt sted, er rimelig høj. Men det virker som en frygtelig straf. Historikere peger imidlertid på, at det var en grundregel i romersk justits, at straffen skulle svare til forbrydelsen. Det der i andre kulturer formuleres som ”Øje for øje, tand for tand”. (Som eksempel kan man se i Anden Mosebog, kapitel 21) – eller Christian V’s Danske lov.

En anden myte, der har hersket/hersker om Nero, er historien om, at han kastede de kristne for løverne i Colosseum.

I denne populære illustration ser man både løven, der kommer ind i arenaen og kristne, der er korsfæstet og klar til at blive brændt

Der er imidlertid et problem. Der var ikke noget Colosseum, mens Nero levede. Men det er tilsyneladende endnu et eksempel på de mange myter, der omgærder Nero og hans regeringsperiode.

Så gik den ikke længere

Utilfredsheden med Nero og hans måde at regere på – han brandskattede blandt andet de herskende klasser voldsomt – nåede nye højder. Derfor løb Neros timeglas ud i 69 e.Kr. Det lykkedes for ham at slippe ud af byen, hvorefter han gemte sig hos nogle venner. Mens han var i deres villa, kom der besked fra Rom om, at han var erklæret for statens fjende, samt at han skulle henrettes. Nero indså, at det nu var slut. Han begik selvmord ved at stikke sig selv i halsen. Nogle mener dog, at han fik hjælp af sine slaver.

Med Nero er det slut med det julianske dynasti, der havde siddet på magten siden Julius Cæsars arvtager, Augustus, blev Romerrigets første kejser. Nybruddet medførte blandt andet, at kejsertitlen ikke længere gik i arv. Fremover skulle det være den, der var bedst egnet, der blev udråbt til kejser.

Der var tumultariske tilstande umiddelbart efter Neros død. Galba og Vitellius sad henholdsvis 1 uge og Vitellius i 4 måneder.

Først da Vespasian kommer til, falder der ro over Romerriget, som han regerede frem til år 79.

Kejser Vespasian blev den første romerske kejser, efter julianernes magtmonopol var blevet brudt med Neros død år 69

Her slutter fortællingen om kejser Nero. Men fortællingerne om og fra Rom fortsætter. I næste uge går vi under jorden for at finde levninger fra Romerrigets imponerende historie. Og om 14 dage håber jeg at kunne skrive fra Rom.

Erik Ingemann Sørensen

Se også "Var Nero egentlig en grusom kejser" og "Kejser Neros genåbnede pragtpalads"

[Historie-online.dk, den 26. maj 2021]

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Caracallas termer
Besøget i det sidste Mithræum
Pompeius og romerske katte