Menu
Forrige artikel

Jeppe Tang - Historiens Aktører nr. 27

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1026

 

På Indre Nørrebro i København ligger Blågårds Plads. Blågård var oprindelig en stor kongelig lystejendom ved Peblingesøen uden for byens volde. Navnet Blågård kom af, at hovedbygningen var tækket med blå tegl. Her startede kongerigets første seminarium i 1791, men det fik en kort levetid på Blågård. Under det engelske angreb og bombardement i 1807 blev Blågård nemlig ødelagt, og det kongelige danske skolelærerseminarium måtte flyttes til Jonstrup Klædefabrik. Statens initiativ til drift af flere seminarier blev på grund af den økonomiske krise efter statsbankerotten forringet. Uddannelsen af lærere blev derfor organiseret på lokalt niveau på de såkaldte præstegårdsseminarier, som dukkede op rundt omkring i landet, hvor en initiativrig præst støtte af sin menighed tog affære for at uddanne landsbylærere. Skaarup og Ranum var blandt de første. Mange præstegårdsseminarier lukkede efter en kortere årrække og staten trådte til for at hjælpe de overlevende, men der herskede omkring 1850 utilfredshed med seminarieforholdene, blandt andet fraværet af kvindelige lærere.

Netop i årene efter treårskrigen voksede interessen for folkeoplysning. Den nationale bølge og reformkræfterne krævede handling og en af udløberne af denne stemning var højskolebevægelsen, som i al enkelthed gik ud på, at karle og piger skulle uddannes bedre, så de kunne føre Danmark videre ad fremskridtets vej. Den nationale samlingsfigur og højskolebevægelsens pioner var Grundtvig, og efter krigen i 1864 tog højskolebevægelsen fart. Men andre kræfter gik også i gang med at reformere undervisningssystemet. Først og fremmest gik man igang med at forbedre læreruddannelsen. Det skete ikke fra oven men ved initiativringe mænd og kvinder. Nathalie Zahle og Jeppe Tang er to navne, som skriver sig ind i den historie. Lad os se nærmere på den sidstnævnte og måske mindst kendte.

Langt mod vest i landsbyen Staby tæt på Vesterhavet voksede en ung mand ved navn Jeppe Tang Andersen op. Han var gårdmandssøn, født 1828, men familien måtte afstå gården og klare sig, som den bedst kunne. Jeppe blev sendt ud at tjene, først som gåsedreng og siden som fårehyrde. Som hyrdedreng gik han ikke regelmæssigt i skole, men hans far underviste ham. Jeppe var en lærenem dreng. Allerede som 12-årig hjalp han med undervisning ved landsbyskolen, og senere arbejdede den opvakte knægt som engvandingsmester og omgangsskolelærer på egnen. Herfra gik vejen til Ranum Seminarium i Thy, hvor han var elev sammen med Chresten Berg fra Fjaltring, den senere leder af Venstre. I 1850 rejste han til hovedstaden for at blive frivillig i ingeniørkorpset, men freden kom. Han blev i København og fik ansættelse som skolelærer. Den unge mand gik til forelæsninger om litteratur, dogmatik og pædagogik på universitetet, og han blev grebet af tidens nye tanker om undervisning og indlæring. Han blev bekendt med Grundtvig, og i 1856 lærer på Grundtvigs nye højskole på Marielyst, som imidlertid efter tre år måtte lukke pga økonomiske problemer. I 1859 vovede Jeppe Tang så springet som skolegrundlægger. Han åbnede Tangs lærerseminarium eller Det fri Lærerseminarium på Nørrebro i København i lejede lokaler.

Byen havde fået vokseværk, voldene blev sløjfet og på Nørrebro var Blågårds jord blevet opkøbt for at blive bebygget med boliger og små virksomheder. De første lejekaserner blev opført allerede i 1847. Det blev en tæt bebyggelse med baghuse, hvor den voksende arbejderbefolkning fik boliger. Men i dette spekulationsbyggeri voksede en skole frem. Skoler havde man ellers ikke tænkt på, da kvarteret blev bebygget. De fulgte først senere. En ny skole blev det alligevel til i kvarteret, et lærerseminarium.

Jeppe Tang viste sig som en dygtig og entreprenant privat skoleleder, og han havde en mission, nemlig at gøre læreruddannelsen mere fri og folkelig. Til det benyttede han den nye tids folk som lærere og foredragsholdere og seminaristerne blev del af et debatterende og progressivt miljø, hvor viden og politik gik hånd i hånd. Det vakte opmærksomhed i de dannede og lærde kredse, blandt de nationalliberale, som styrede landet, og da Jeppe Tang ønskede at bygge et nyt seminarium for at skaffe plads til de mange elever, fik han støtte fra bl.a. minister D.G. Monrad.

 Blågård Seminarium, kbvn.billeder

I 1863 rejste skolebygningen sig, et solidt murstensbyggeri med forhus og baghus i fire etager og med fem store undervisningssale og 60 elevværelser foruden lejlighed til forstander Tangs familie og til nogle af skolens lærere. Seminariet havde to etårige klasser og fik efterhånden over 200 elever. Skolen oplevede i 1860-erne og 70-erne stor succes. De fleste af seminaristerne var tilhængere af reformkræfterne, og forstander Tang valgte selv at gå den politiske vej. Han blev valgt som folketingsmand for Venstre i Svendborgkredsen. Fra talerstolen kom han i en årrække til at sætte præg på debatterne i folketinget ved sin livlige og jordnære argumentation. Han fulgte ikke takt og tone, men gik lige til sagen uden omsvøb, og til folkemøder sparede han ikke på krudtet, men kom med krasse udtalelser om modstandere.

 Jeppe Tang, Det kgl. Bibbliotek

For Tang var skolereformarbejdet dog langt fra udtømt. Hans skoleinitiativ voksede videre. Seminariet blev suppleret med et kursus til examinum artium, studentereksamen, og med den grundtvigianske Blågårds Folkehøjskole. Han skrev og udgav adskillige skolebøger. I 1872 købte han den anseelige ejendom Emdrupgård, i dag Danmarks Pædagogiske Universitet, og flyttede højskole dertil. Hans søn overtog senere ledelsen af højskolen, og han koncentrerede sig om seminariet og folketingsarbejdet. Jeppe Tang døde i 1904 og på hans grav på Assistens Kirkegård satte venner året efter en sten med hans relief i bronze.

Seminariebygningen fra 1863 ligger den dag i dag, hvor den blev bygget, men nu gemt bag etageejendomme. Man skal igennem en port i Blågårdsgade for at se dette gamle tempel for viden og lærdom på Nørrebro. I dag rummer bygningen forskellige kommunale aktiviteter.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "HIstoriens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 1. juni 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Alexandra Kollontaj - Historiens Aktører nr. 21
Bernhard Olsen - Historiens Aktører nr. 5
Historiens Aktører