Menu
Forrige artikel

Monumental skibssætning er fundet ved Gudenåen

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3195

En magtfuld elite - måske endda en konge - har i jernalderen haft hjemsted i Midtjylland. Det viser fundet af et gravmonument formet som et skib. Gravmonumentet vurderes at være et af de største i Nordeuropa.

En af Nordeuropas største monumentale skibssætninger er fundet ved Gudenåen. Eller rettere genfundet. For skibssætningen har tidligere været omtalt i ældre optegnelser under navnet Høj Stene, men er på et tidspunkt blevet sløjfet. Nu er gravmonumentet igen blevet lokaliseret af arkæologer fra Moesgaard Museum, der har foretaget undersøgelser i området.

Bemærkelsesværdige guldfund på stedet viser endvidere, at monumentet har dannet ramme om en særdeles righoldig brandgrav fra den periode af oldtiden, som kaldes yngre germansk jernalder (550-750 e.Kr.)

”Vi har fundet 21 stykker mere eller mindre smeltet guld og ca. 50 stykker bronze heraf flere stumper fra fornemme smykker. Et stykke guldblik med kunstfærdig ornamentik peger entydigt på en datering til den tidlige del af yngre germansk jernalder”, forklarer udgravningsleder Mogens Høegsberg fra Moesgaard Museum.

Den usædvanligt store skibssætning og de rige fund viser, at egnen har været hjemsted for en magtfuld elite uden samtidigt sidestykke i Midtjylland.

”Monumentets størrelse gør den til det tydeligste spor af elite i Jylland og det mest markante gravmonument i hele landet i den periode,” siger direktør Mads Kähler Holst fra Moesgaard Museum.

Skibssætninger, der fortrinsvist kendes fra det sydlige Skandinavien, har været genstand for interesse i århundreder, og der har gennem tiden været mange tolkninger af anlæggene såsom gravsteder, kultsteder, tingsteder og astrologiske observatorier. Selv i dag er anlæggene til diskussion blandt forskere.

Men nu viser fundene fra skibssætningen, der ligger ved Vejerslev i Midtjylland, for første gang med sikkerhed, at sådanne skibssætninger har fungeret som gravmonumenter. Hovedparten af de mange skibssætninger, der hidtil er fundet, har ikke kunnet dateres, og det er derfor et gennembrud, at undersøgelserne ved Høj Stene entydigt peger mod tiden omkring 600 e.Kr.

Skibssætningen i Vejerslev har indtil nu kun været kendt fra ældre optegnelser bl.a. en udateret beretning, som menes at være fra første halvdel af 1800 tallet. Den omtales som en næsten 90 meter lang skibssætning på et ikke nærmere defineret sted nær Gudenåen. Det er helt usædvanligt store dimensioner og den største overhovedet kun overgået af den langt yngre skibssætning i Kongernes Jelling. Det oplyses samtidig, at skibssætningen har ligget mellem to gravhøje. Endvidere foreligger en opmåling af skibssætningen fra midten af 1800-tallet umiddelbart før, den blev sløjfet. I stednavneoptegnelser, der går tilbage til 1600-tallet, benævnes den Høj Stene.

Med økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har Moesgaard Museum af flere omgange foretaget undersøgelser i området indenfor det seneste år. Indledningsvis blev der udført en række geofysiske undersøgelser i et forsøg på at lokalisere stedet for dette helt unikke anlæg. Herved blev der påvist en spidsoval formation, der strakte sig mellem en bevaret nordhøj og resterne af en nu helt bortgravet sydhøj, der tegnede sig som en cirkulær forsænkning. Yderligere blev der lokaliseret flere større sten i det mellemliggende område. Skånsomme arkæologiske undersøgelser styrkede formodningen om, at skibssætningen var fundet.

Delvist smeltede rester af guld- og bronzegenstande fra den rige brandgrav i skibssætningen. Blandt guldfundene ses et stykke dekoreret guldblik, der daterer graven til yngre jernalder, omkring 600 e.Kr. Foto: Rógvi N. Johansen, Foto/Medieafdelingen - Moesgaard Museum.

I forbindelse med de arkæologiske undersøgelser blev der foretaget en intensiv afsøgning med metaldetektor. Herved fremkom centralt i anlægget metalfundene, som må stamme fra en brandgrav.

Fundene daterer skibssætningen til omkring år 600. Det er på det tidspunkt, at en ny stærk elite og kongemagt dukker frem i Skandinavien med de store kongesæder i Lejre og i Uppsala i Sverige og i England med den rige skibskongegrav fra Sutton Hoo. De nye konger og stormænd ser ud til at have haft tætte forbindelser tværs over det store område. De brugte de samme symboler og havde en næsten ens udsmykning af deres genstande med rig dyreornamentik. Skibet var centralt i deres begravelser i form af rigtige skibsgrave eller skibssætninger.

”Vejerslev-graven afslører en ukendt side af den historie med den største skibssætning, vi kender fra perioden, og med guldfund, der er på højde med det, vi har set fra andre af elite-fundene, selv om ligbålet har ødelagt meget,” siger Mads Kähler Holst.

På grund af fundets enestående karakter ønskes anlægget fredet, og det arbejde er sat i gang i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og lodsejeren i området Niels Due Jensen fra Ormstrup Gods.

Det er planen, at anlægget på længere sigt skal visualiseres og formidles på stedet, og at offentligheden skal have mulighed for at se området

Forsidebillede: Rekonstruktionstegning af den mægtige skibssætning Høj Stene den dag for omkring 1400 år siden hvor kongen begynder sin rejse til det hinsidiges med et stort ligbål. Grafik: Eric Sosa, Moesgaard Museum.

Historie-online.dk, den 17. december 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Årets historiske forskningsresultat
Historisk Festival på Nordjyske Museer
Årets historiske bog 2020