Menu
Forrige artikel

Nyt medlem af DHF

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1555

 

Dansk Vejhistorisk Selskab er stiftet i 1982 for at bevare Danmarks kulturhistoriske værdier og sprede kendskabet til infrastrukturens historie. Den omfatter alle dele af vejtransporten herunder også tunneller og broer.

 

Medlemsbladet Vejhistorie udgives to gange årligt. De seneste numre har haft emner som:

·         Ribes middelalderlige gadebelægninger

·         Ingeniør ved byggeriet af de første motorveje

·         Bevaring af stenkister

·         Romerske veje i Holland

·         Et af Danmarks ældste vejanlæg – udgravning i Borremose

·         Broulykkers historie

·         Ingeniøren bag Storebæltsbroen

 

Der afholdes flere foredrag i løbet af året. Som noget nyt har corona lært selskabet at afholde virtuelle foredrag, hvilket antagelig fortsættes fremover til glæde for deltagere fra hele landet.

Arrangementer giver lejlighed til at møde ligesindede med interesse for historie. Mange medlemmer har erfaring fra de mange praktiske sider af opbygningen af det moderne samfund. Selskabet gennemfører mindst én gang årligt ekskursioner og studieture for at besøge vejhistorisk interessante lokaliteter med bustur til vejstrækninger, broer, milesten mv., museer og samlinger. I Danmark sker turene ofte til et stort vigtigt nybyggerier f.eks. vil en kommende tur gå til byggeriet af Femern forbindelsen, hvor nærliggende museer og historiske anlæg samtidig besøges.

 

Andre europæiske landes historie får medlemmerne også lejlighed til at lære at kende. Vi har en tur til Irland i maj 2022 i støbeskeen arrangeret i samarbejde med National Transport Museum of Ireland. Det er gamle anlæg som Old Military Road, Woodenbridge og Corlea Bog Trackway, nyere anlæg som Drogheda Viaduct og Liffey Bridges Dublin og helt moderne anlæg som Samuel-Beckett Bridge og Mary McAlese Bridge. Naturligvis bliver der også lejlighed til at besøge Boann Distillery og høre folkemusik i lokale pubber.

 

Tidligere har medlemmerne besøgt Belgien, Estland, Letland, Slesvig-Holsten, Vestsverige, Skotland, Norge, Færøerne og Finland.

 

Bevaring af historiske anlæg hører til selskabets virke. Det hjælper kommuner, Kulturministeriet og privatfolk med viden om bevaring af anlæg og deres historie. Selskabets forskningsudvalg har kontakt til landets førende forskere på området og medlemmerne har selv et omfattende forfatterskab bag sig. Selskabet har således udgivet nogle hovedværker på området ligesom der arrangeres videnskabelige seminarer. Det konkrete arbejde ude i landet dyrkes bevidst. Særlig opmærksomhed er der på landets milestene, hvor et landsdækkende udvalg medvirker ved restaurering og genopstilling af milesten og andre historiske vejsten i samarbejde med kommuner, museer og andre offentlige myndigheder.

Formidling af viden foregår i stor udstrækning på selskabets hjemmeside www.vejhistorie.dk. En omfattende samling af hjælpemidler til bevaring, forskning, selvstudier og undervisning ligger klar til at blive brugt. Afdelingen om anvendelse af kort hører til de mest anvendte med de mange henvisninger og vejledninger.

 

Det nyeste initiativ er en gratis nyhedstjeneste, hvor alle interesserede kan tilmelde sig nyhedsbrev via hjemmesiden. Herigennem orienteres man en gang om måneden om nye bøger, møder, begivenheder og eksempler på god formidling.

[Historie-online.dk, den 11. maj 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nyt nr. af Skalk
'Beyond icons'
Herregårdenes Dag