Menu
Forrige artikel

TIRPITZ har vundet pris for bedste udstillingsdesign

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 4614

FX International Interior Design Awards blev offentliggjort ved en storslået gallafest den 29. november på Grosvenor House ved Hyde Park i London. Udstillingsdesignet i TIRPITZ vandt den eftertragtede, internationale designpris i kategorien ”Museum or Exhibition Space”. Blandt de nominerede i kategorien var blandt andet det britiske National Army Museum, museumsoplevelsen La Cité du Vin i Bordeaux, Lino Tagliapietra Glass Studio i Seattle og Yaokai Anluan Court & Exhibition Center i Kina. Endnu en nyåbnet, dansk attraktion var shortlistet til prisen, nemlig Vadehavscentret med en installation af Jason Bruges.

Som begrundelse for at udpege TIRPITZ og det hollandske designfirma Tinker Imagineers som vinder har juryen offentliggjort følgende udtalelse: ”De spændende og fængslende oplevelser er vævet ind i rå betongallerier, der refererer til stedets krigshistorie uden at blive for dominerende – det giver et design som jeg kan se at børn helt igennem befinder sig godt i. Styrken i Tinkers design og koncept er mere end et match til den omgivende arkitektur og stedets natur.”

FX prisen gives til det ypperste indenfor verdensklasse-design i forskellige designkategorier. Foruden prisen for bedste museumsdesign uddeleles også priser til blandt andet godt design i offentlige rum samt i hotelbranchen. Op mod ti dommere har siddet i hver jury. Dommerne er alle eksperter fra forskellige dele af branchen, inklusive arkitekter, ingeniører og klienter, og alle er udvalgt ud fra deres integritet, meninger og erfaringer. Hver især har de listet de bedste projekter før de vidste, hvem de andre dommere var.

Historie-online.dk, den 5. december 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Overløberen på ARD
Historiske Dages program
TV-tips, uge 13, 2024