Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 02, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 585

 

Af Jakob Skibsted

Vi starter denne uge med et blik på efterretningstjenesterne i Hitlers inderkreds. Torsdag skal det handle om mordet på såkaldte Smukke Carola. Dengang i 1916 var politiet overbevist om, at mordet på Carola, der arbejde som prostitueret, var blevet begået af hendes kæreste og alfons. I dag er der dog meget, der tyder på, at den virkelige gerningsmand var en helt anden, der formåede at gå helt fri. Fredag kigger vi på Sveriges nok største spionskandale. Den svenske oberst Stig Wennerstrøm var ikke blot først spion for nazisterne, men også siden dobbeltspion for Øst og Vest under Den kolde Krig. Lørdag kigger vi nærmere på den kendte skuespiller Helle Virkner, der bl.a. spillede rollen som fru Olsen i Huset på Christianshavn og som Elisabeth Friis i Matador. Historien om Helle Virkner er historien om en af Danmarks smukkeste kvinder, der lever et liv på forsiderne af billedbladene… men som også ender med at blive en velanset statsministerfrue. Søndag kigger kunstkritikeren Alastair Cooke et tæt blik på den græske oldtids kunstskatte, myter og unikke historier. Mandag følger et portræt er den verdenskendte Elvis Presley, der var med til at sætte gang i rockmusikken. Vi slutter tirsdag med et oscar-belønnet drama, i fortællingen om Karen Blixens kamp for kærligheden og den afrikanske farm.

Rigtig god fornøjelse

 

 

Jeg forrådte Hitler

Onsdag d. 09. januar 17:40 på DR K - Fransk dokumentar fra 2016.

Fra 1931 og næsten ti år frem havde de allierede efterretningstjenester en spion placeret i Hitlers inderkreds. Spionen videregav oplysninger om tyske koder, men også strategiske informationer som datoerne for invasionerne af Sudeterland, Tjekkoslovakiet og Polen og Frankrig. Den franske politiske og militære ledelse reagerede ikke på oplysningerne, men det gjorde Churchill heldigvis!

Originaltitel: I Betrayed Hitler

 

Danske mord: Smukke Carola

Torsdag d. 10. januar 14:50 på DR K

Mere end 90 år efter mordet fandt sted er det stadig uopklaret.

Hun var en af de mange prostituerede som ved århundredeskiftet trak i Nyhavn i København. Smukke Carola, som hun blev kaldt, fik skåret halsen over og politiet var overbevist om, at det var hendes kæreste, der også var hendes alfons, som stod bag drabet. Men meget tyder på, at den skyldige var en helt anden.

 

Sveriges største spionskandale

Fredag d. 11. januar 17:40 på DR K - Svensk dramadokumentarserie fra 2018 – Episode 1:3

Det var Sveriges største spionskandale. Hvordan kunne den svenske oberst Stig Wennerstrøm fungere som spion først for nazisterne og siden som dobbeltspion for Øst og Vest under Den kolde Krig? Hemmelige optagelser af hans afhøringer er først for nyligt blevet frigivet og viser hans syn på historien. I 1931 drømmer den unge Stig om at være pilot, men er for frygtsom. I stedet studerer han russisk til langt ud på natten. De efterfølgende to afsnit følger lige efter.

 

Store danskere - Helle Virkner

Lørdag d. 12. januar 13:20 på DR K

Historien om Helle Virkner er historien om en af Danmarks smukkeste kvinder, der lever et liv på forsiderne af billedbladene og bliver statsministerfrue... Men det er også historien om en stærk kvinde der med talent, viljestyrke og glimrende overtalelsesevner formår at holde fast i sig selv, sine børn og sit eget job, samtidig med at hun hjælper Danmark på vej ude i verden, ved at charmere både sovjetiske og amerikanske statsledere.

 

Skatte og mysterier i antikkens Grækenland

Søndag d. 13. januar 08:25 på DR K - BBC-dokumentarserie fra 2015 – Episode 1:3

Kunstkritikeren Alastair Sooke kaster et nyt blik på den græske oldtids kunstskatte, myter og unikke historie. Græsk kunst er ikke bare elegante statuer. Det er en multikulturel blanding af forskellige stilarter, teknikker og materialer. Det er erotik og hedonisme. Med Homer i hånden følger han i mytologiens fodspor til Kreta og Santorini, og afslører grækernes fascination af menneskekroppen. De efterfølgende to afsnit følger lige efter.

 

Legenden Elvis Presley

Mandag d. 14. januar 15:25 - Britisk dokumentar fra 2017.

Portræt af rocklegenden og sangeren Elvis Presley (1935-77), som havde enorm betydning for udviklingen af pop- og rockmusikken. Uden Elvis, ingen Beatles, har ingen ringere end John Lennon udtalt. Elvis voksede op i et fattigt arbejderhjem i Tupelo og Memphis, og det var i den lokale kirke, at han stiftede bekendtskab med gospelmusikken. Efter sin død som 42-årig er han et næsten endnu større fænomen, end da han var i live, som årligt indbringer mere end Michael Jackson, Frank Sinatra og David Bowie - tilsammen!

 

Mit Afrika

Tirsdag d. 15. januar 20:00 - Amerikansk Oscar-belønnet drama fra 1985.

Den eventyrlystne Karen flygter fra Danmarks smålige borgerlighed og gifter sig i Kenya med Bror Blixen - en charmør, der ikke er hende til stor hjælp på deres afrikanske farm. Karen forelsker sig i vovehalsen Denys Finch Hatton, der til gengæld betages af Karens fortælletalent, men han lader sig ikke sådan holde fast. Den storslåede fortælling om Karen Blixens kamp for kærligheden og den afrikanske farm modtog syv Oscars.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 20, 2019
TV-tips, uge 40, 2018
TV-tips, uge 06, 2019