Menu
Forrige artikel

TV-tips uge 08, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 523

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med en rejse til det nordlige Canada, nærmere bestemt det berømte Klondike i Yukon. I 1890’erne var området verdenskendt for dets guldforekomster og -miner, og mange drømte om at gøre lykken der. Dog nåede kun en ud af tre faktisk frem i live. Torsdag tager vi til Storbritannien, hvor historikeren Bettany Hughes og luftarkæologen Ben Robinson ved hjælp af moderne droneteknologi vil undersøge de Britiske Øers svar på Kongernes dal, en gravplads for en slægt af angelsaksiske krigere på en fredelig mark i Suffolk. Fredag kigger vi nærmere på den amerikanske præsident Ronald Reagan, og nogle af de svære beslutninger den tidligere skuespiller stod over for som amerikansk præsident under Den Kolde Krig. Lørdag kigger vi nærmere på Egmont Harald Petersen liv, får at se, hvordan han førte sit beskedne trykkeri til en enorm koncern med milliarder af kroner i omsætning om året. Ligeledes kigger programmet også nærmere på Egmonts sidste ønske; nemlig at overskuddet fra nu af skulle gå til velgørende formål. I 2016 var det 400-året for William Shakespeares død i 1616. Søndag skal vi derfor se programmet Arven efter William Shakespeare. Det blev lavet til jubilæumsåret, hvor den kendte Shakespeare og Barnaby skuespiller, John Nettles, tager os med på en rejse gennem digteren og skuespilforfatterens liv og tid. Mandag skal det handle om danskeren Jens Jensen, der immigrerede til Chicago i USA i 1885. Her gjorde han hastig karriere fra simpel gadefejer til byplanlægger og banebrydende miljøforkæmper i datidens Chicago. Naturområder og meget af Chicagos skønhed den dag i dag kan føres tilbage til denne danske immigrant. Tirsdag slutter vi af med det fascinerende fund af den sunkne egyptiske by, Heraklion, ud for kysten ved Alexandria i 1999. Det spændende fund er dog ikke nødvendigvis positivt nyt for beboerne i området. For hvis en hel by kunne synke i havet på grund af stigende vandstand, kunne det muligvis ske igen.  

 

Rigtig god fornøjelse

 

Operation guldfeber

Onsdag d. 21. februar 21:00 på DR K

I 1890'erne ramte guldfeberen verden, og op mod 100.000 mennesker søgte til Klondike i Yukon i det nordlige Canada i håb om at støde på en guldmine. Kun en ud af tre guldgravere nåede frem i live, færre af dem fandt guld. Historikeren Dan Snow går sammen med polarforskeren Felicity Aston og lægen Kevin Fong i fodsporene på 1800-tallets håbefulde mænd og kvinder. De starter eventyret ved foden af Coast Mountain, hvor en mur af sne og is blokerer vejen til Klondike og guldet!

 

Hemmeligheder set fra oven

Torsdag d. 22. februar 14:55 på DR K

Historikeren Bettany Hughes og luftarkæologen Ben Robinson besøger Storbritanniens historiske mindesmærker, hvor de kaster et helt nyt syn på disse fascinerende steder ved hjælp af droneoptagelser. Denne gang gælder det De Britiske Øers svar på Kongernes dal, en gravplads for en slægt af angelsaksiske krigere på en fredelig mark i Suffolk.

 

Ronald Reagans hemmelige krig

Fredag d. 23. februar 17:15 på DRK

Efter en lang karriere som skuespiller bliver republikanske Ronald Reagan valgt som amerikansk præsident i 1981 og kastet direkte ind i et våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen. Denne dokumentar tager os med tilbage til den Kolde Krig og de svære beslutninger, som den daværende præsident Ronald Reagan stod overfor i forsøget på at ende krigen.

 

Fra baggård til big business - Egmonts sidste ønske

Lørdag d. 24. februar 12:45 på DR K

Egmont Harald Petersen startede i 1878 sit beskedne trykkeri hjemme på moderens køkkenbord. I dag er det firma han grundlagde Danmarks største mediekoncern, der blandt andet udgiver Anders And-blade, Hjemmet, Euroman, bøger, og producerer TV-programmer og film.

Før han døde havde Egmont et sidste ønske: Firmaets overskud skulle fremover gå til velgørende formål. I dag har Egmont-koncernen 100 datterselskaber over hele verden og en omsætning på 8 milliarder kroner om året. Men overskuddet går stadig til at hjælpe andre mennesker

 

Arven efter William Shakespeare

Søndag d. 25. februar 12:15 på DR K

I anledning af 400 året for William Shakespeares død i 1616 tager kommisær Barnaby, alias skuespilleren John Nettles, os med på en rejse gennem digteren og skuespilforfatterens liv og tid og fortæller om skjalden, der nok forvandlede teatret i London og det engelske sprog, men til sin død forblev en Stratford-mand. John Nettles forlod netop rollen som kommisær Barnaby for at hellige sig arbejdet som Shakespeare-skuespiller.

 

Jens Jensen - danskeren der formede Chicago

Mandag d. 26. februar 15:25 på DR K

Den danskfødte Jens Jensen (1860-1951) immigrerede i 1800-tallet fra Danmark og til USA, hvor han gjorde en hastig karriere fra gadefejer til byplanlægger og banebrydende miljøforkæmper i datidens Chicago. Da Jensen ankom til Chicago i 1885, var byen historiens hurtigst voksende, og den værste at bo i. Med stor risiko for sig selv og sin familie bekæmpede Jens Jensen korruption og en utæmmet industri i vækst og kæmpede for at skaffe lys og luft til byens arbejderbefolkning i form af parker og fælles haver, hvor de kunne dyrke grøntsager.

 

Egypten - den sunkne by

Tirsdag d. 27. februar 19:20 på DR 2 - Amerikansk serie fra 2015.

Den amerikanske tv-journalist Bill Weir besøger mennesker, steder og kulturer, der af forskellige årsager står ved en korsvej. I 1999 lykkedes det den franske undervandsarkæolog at lokalisere den sunkne by, Heraklion, ud for kysten ved Alexandria. Det forbløffende fund har også været en advarsel til de fem millioner mennesker, der bor ved den egyptiske middelhavskyst. Hvis en hel by kunne synke i havet på grund af stigende vandstand, kunne det måske ske igen?

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 03, 2018
TV-tips, uge 20, 2018
TV-tips uge 32