Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 10, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 562

 

I ugens tips til flow-tv støder vi denne gang på DK4 – en lille tv-station med mange gode programmer, bl.a. gode gammeldags magasinprogrammer om fx teater og litteratur. Men ellers drejer det sig om Marie Antoinette, rent vand i Californien, den spanske syge, svensk arkæologi, det danske mindretal i Sydslesvig – og en serie om Europa i krise. Og så gør vi igen opmærksom på en af Liv Thomsens udsendelsesrækker. Serien om dansk kultur i 100 år har naturligvis været vist før – men den er ret god, så…

God fornøjelse!

 

Marie-Antoinettes hemmelige Versailles

Fransk dokudrama fra 2017.

DR2, 4. marts, kl. 16:50

Dronning Marie-Antoinettes (1755-93) havde et lille palads forklædt som et bondehus i haverne omkring kongeslottet i Versailles. Det var et romantisk skjulested, der mindede dronningen om sin ubekymrede barndom i Wien. Efter Den Franske Revolution i 1789 forfaldt huset, men er nu blevet restaureret i al sin pragt og åbnet for offenligheden. Et intimt portræt af en lidt for moderne kvinde fanget i historiens malstrøm.

 

Europa i krise

DK4, 4. marts, kl. 22:15

I 2009 blev eurolandene ramt af en gældskrise, der truede valutaunionen med sammenbrud. Men hvad var baggrunden for krisen? Hvad har EU gjort for at forhindre fremtidige kriser? Og har EU overhovedet overvundet eurokrisen, eller lurer den fortsat under overfladen?
Det diskuterer Christian Foldager i programmet med Helge Pedersen, cheføkonom, Nordea og Ulrik Bie, økonomisk redaktør, Berlingske.

"Europa i krise" er dk4s nye programserie, der i 70-året for etableringen af kul- og stålunionen mellem Tyskland og Frankrig, ser nærmere på drømmen om et forenet Europa og på den Europæiske Union. En drøm, der de seneste år har udviklet sig til et mareridt efter et årti med et utal af politiske kriser, der har splittet medlemslandene og truet unionens sammenhold.

 

Kampen om det rene vand (1:3)

Amerikansk dokumentar fra 2016.

DR2, 5. marts, kl. 10:55

Vandmanglen i Californien har været nyhedsstof. Men hvor forsvinder vandet hen? Midt i en historisk tørke, der har efterladt mange af statens indbyggere uden adgang til rent drikkevand, graver instruktøren Marina Zenovich sig ned gennem lagene af Californiens vandhistorie for at pege på de væsentlige begivenheder, som nu truer ikke alene statens grundvandsreserver, men også den frugtbare landbrugsjord, der leverer næsten halvdelen af USA's friske råvarer.

Del to i dokumentaren følger umiddelbart efter, kl. 11:40, og del tre fredag den 6. marts kl. 11:45

 

Den spanske syge - en virus der dræbte 50 millioner

Britisk dokumentar fra 2018.

DR2, 5. marts, kl. 19:00

Vi er i 1918, første verdenskrig er netop slut. Millioner er døde, men hele verden glæder sig over en lys fremtid. Men lige dér venter en ny rædsel - en virus, der vil dræbe mere end 50 millioner mennesker. En influenza, der har fået navnet Den spanske Syge. Med breve, dagbøger og øjenvidneberetninger fra læger, soldater, civile og politikere fortæller vi historien om pandemien - og vi undersøger, om erfaringerne fra dengang kan bruges, hvis en ny global influenza-pandemi skulle bryde ud.

 

De første svenskere (1:2)

Svensk dokumentarserie.

DR2, 6. marts, kl. 15:45

Arkæologen Jonathan Lindström rejser rundt i Sverige i sporene på de mennesker, som befolkede landet efter istiden. Han møder forskere, som fortæller om bølge efter bølge af mennesker, der strømmede ind i Skandinavien i tusindvis af år. Arven efter sten- og bronzealderen lever stadig. Den kan ikke alene spores i menneskers gener, men også i sprog, skikke og sagn.

 

Karl Otto Meyer

DK4, 6. marts, kl. 19:00

Dokumentarfilm om den legendariske frontfigur for det danske mindretal i Sydslesvig, Karl Otto Meyer. I filmen, der følger ham i de sene leveår, fortæller han sin fascinerende og dramatiske historie om at vokse op som dansker under tysk herredømme, og hvordan det prægede hans kamp for danskheden syd for grænsen.

 

Bagtanken med Hans Hauge

DK4, 7. marts, kl. 13:30

I denne udgave af "Bagtanken" handler det især om fænomenet det nationale, og om hvordan der gennem historien er blevet set på begrebet fra såvel højre- som venstrefløjen. Morten Hesseldahl er derfor taget til Aarhus for at tale med lektor emeritus og forfatter Hans Hauge om det nationale. Første spørgsmål til Hauge lyder meget passende, om han er stolt af at være dansk? Svaret og mange andre aspekter af det nationale foldes efterfølgende ud i den 25 minutter lange samtale.
Programserien "Bagtanken" produceres i samarbejde med forlaget Gyldendal. Programmet er optaget på forlaget Systime i Aarhus.

 

Digtere, divaer og dogmebrødre (1:8)

- Dansk kultur i 100 år.

DR2, 8. marts, kl. 11:50

Vi er i starten af det tyvende århundrede. Der hersker en stemning af jubeloptimisme og opbrud. Teknikkens nye vidundere - automobiler, telefoner, flyvemaskiner - bliver hyldet af tidens store kunstnere og intellektuelle. Johannes V. Jensen, Georg Brandes og Agnes Henningsen er med på noderne og lever det søde boheme-liv i København. Asta Nielsen chokerer til gengæld hele verden med sin vovede dans i filmen "Afgrunden". Men frigjorthed, fremskridtstro og demokrati er forbeholdt de få. Arbejderklassens elendige forhold bliver skildret af forfatteren Martin Andersen Nexø og maleren Aksel
Jørgensen. Kvinder har stadig ikke valgret eller kunstnerisk respekt, og Johannes V.
Jensens søster Thit Jensen kæmper indædt for ligeberettigelse. Da 1.Verdenskrig
bryder ud, drukner enhver optimisme i gru og rædsel.
Tilrettelæggelse: Liv Thomsen.

 

Fra landsbyer til verdensbyer (1:4)

Fransk dokumentar fra 2017.

DR2, 9. marts, kl. 15:15

I slutningen af 1500-tallet begynder den lille by Amsterdam at vokse sig stor og får i løbet af få år en voksende dominans på verdenshandlen takket være opfindelser som den geniale krumtap, der gør det muligt at masseproducere varer og åbner vejen for den hollandske handelsflåde. På den anden side af kanalen er London stadig ikke en udfordring for Amsterdam, men den begynder at vokse i betydning, især inden for handel og finans.

Originaltitel: The Magnificent Three - Amsterdam, London, New York

 

Årstidens bøger med Anne-Marie Mai (1)

DK4, 10. marts, kl. 15:00

dk4's litteraturprogram "Årstiden bøger", har litteraturprofessor Anne-Marie Mai som vært. Her inspirerer Anne-Marie Mai til læsning, når hun - fire gange om året - orienterer om en lang række nye udgivelser, går på opdagelse i de mange, dejlige klassikere og at giver tips om gode, nye børne- og ungdomsbøger.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 39, 2019
TV-tips, uge 07, 2019
TV-tips, uge 44, 2019