Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 16, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 849

 

Uge 16-17 i flowTV har udsendelser om flykapring, vigtige fotografer, livgivende vand og livet i Berlin i slutningen af 2. verdenswkrig. Men også dokumentar om Bournonville, overlevende jødiske børn, den danske arbejderbevægelse og om den berømte og berygtede tyske by Dresden. Endelig er der romantisk Thomas Winterberg-drama. God fornøjelse!

 

Nazi-Tysklands sidste dage (1:3)

DR2, 21. april, kl. 20:05

Tysk dokumentarserie fra 2020. (Berlin 1945) Sult, frygt og en by i ruiner. I begyndelsen af 1945 tror tyskerne stadig de vil vinde krigen. Hver dag er der bombeangreb, brande, der skal slukkes, og lig, der skal begraves. Men livet går videre, mens frontlinjerne rykker tættere på. Ved hjælp af arkivklip og vidneudsagn fra almindelige tyskere, tvangsarbejdere og de allierede styrker fortælles historien om livet i Berlin i slutningen af 2. verdenskrig.

 

De jødiske børn i Windermere

DR2, 21. april, kl. 21:30

Britisk dokumentar fra 2020. (The Windermere Children: In Their Own Words) De var overlevende fra nazisternes kz-lejre. Efter 2. verdenskrigs afslutning blev 300 jødiske børn fløjet fra Prag til en afkrog i England. De havde ingen forældre eller søskende. Ingen tøj, legetøj eller ejendele. De var alle helt alene og blev del af et resocialiseringsprogram for flygtningebørn. Deres nye hjem var byen Windermere. Her fortæller de historien om projektet - og om deres overlevelse.

 

Vand - En livgivende kemisk forbindelse

DR2, 22. april, kl. 10:15

Tysk dokumentar fra 2019. (The Fascination of Water) Vi kan ikke leve uden vand. Det findes i oceaner, former landskaber, danner skyer - og bevæger sig i et evigt kredsløb. For få dage siden var regndråberne på din rude i havet - og for millioner af år siden drak dinosauerne af det samme vand, som strømmer i vores floder i dag. Men hvordan kom vandet til Jorden? Og hvor finder man verdens ældste vand? Her følger vi i hælene på de forskere, der stræber efter svar på nogle af vandets mange mysterier.

 

Far From the Madding Crowd

DR2, 23. april, kl. 20:00

Britisk romantisk drama fra 2015 af Thomas Vinterberg. Bathsheba er smuk, stædig og fuld af liv, og da hun arver sin onkels gård, er hun også økonomisk uafhængig - noget, som er de færreste kvinder forundt i 1870'ernes England. Den unge kvinde er på mange måder et godt parti, og snart tiltrækker hun da også tre meget forskellige bejlere - den stoiske fåreavler Gabriel, den velhavende, modne ungkarl William og den flotte, fandenivoldske sergent Frank. Medvirkende: Carey Mulligan, Matthias Schoenaerts, Michael Sheen m.fl. Instruktion: Thomas Vinterberg.

 

Fotografier der forandrede verden (1:6)

DR2, 24. april, kl.11:00

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Photos that Changed the World) Der findes billeder, der siger mere end tusind ord. Billeder, der har ændret den måde, vi lever og tænker på. Her dykker vi ned i historierne bag det ikoniske foto af Buzz Aldrin under månevandringen i 1969. Og det symbolske billede af en ung mand, der står foran de store tanks på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

 

Bournonville

DR2, 25. april, kl. 23:00

Dansk dokumentar fra 2019 August Bournonville (1805-1879) er guldalderens store balletdigter. Som sine malerkolleger i 1800-tallet lod han sig inspirere af det sydlandske og skabte italienske, franske og spanske balletter. Hans Idèindhold og æstetik hørte guldalderen til. Han skabte det repertoire, som den dag i dag gør Den Kongelige Ballet interessant i internationale øjne. I modsætning til malerier er balletter imidlertid kunstværker som ændrer sig med tiden, når nye iscenesættere og balletmestre tager livtag med traditionen. Erik Aschengreen fortæller hvordan Bournonvillearven lever i dag, og Nikolaj Hübbe fortæller om at udfordre traditionen med kontroversielle opsætninger af klassikerne.

 

Hvorhen med historien?

DK4, 25. april, kl. 18:50

Gennem de senere år er Dresden både blevet berømt og berygtet. Berømt for sit forsøg på at rekonstruere byens udbombede historiske centrum. Berygtet for den højreorienterede bølge, der siden 2015 har fejet gennem byen. På den ene side eksemplificerer byen de ''blomstrende landskaber'', som alle håbede, at den tyske genforening i 1990 ville føre til. På den anden side vidner det om alle de ting, der er gået galt i Tyskland og Europa siden den tid. Hver mandag aften kolliderer de to virkeligheder dramatisk, når Pegida-bevægelsen tager ud på gaden for at demonstrere mod udlændinge, flygtninge, politikere og medierne. Men modsætter de to virkeligheder sig hinanden? Eller har forsøget på, arkitektonisk at gengive det, der gik tabt i 1945, været medvirkende til at bringe de politiske spøgelser fra den samme æra tilbage?

 

Jagten på den danske arbejder (1:4)

DR2, 26. april, kl. 17:40

For 150 år siden begynder en kamp, der kommer til at forandre Danmark for altid. De danske arbejdere samler sig og kræver højere løn, rettigheder og politisk magt. DR´s Cecilie Nielsen jagter i fire programmer historien om den danske arbejder. I dette afsnit følger hun arbejdernes kamp for at blive anerkendt i samfundet og få lov at organisere sig i fagforeninger i slutningen af 1800-tallet.

 

Dokumania: Mysteriet om den forsvundne flykaprer

DR2, 27. april, kl. 21:00

Britisk dokumentar fra 2020. (The Mystery of DB Cooper) Det er den eneste uopklarede flykapringssag i amerikansk historie. I november 1971 kaprer en mand, der kalder sig Dan Cooper, et jetfly. Han forlanger 200.000 dollars og fire faldskærme i løsesum, så snart flyet lander i Seattle. Derefter forsvinder han. Hvad skete der med manden? Overlevede han - eller døde han? Der er fire mulige mistænkte i sagen, men hvem fortæller sandheden, hvem lyver og - i sidste ende - hvem er D.B. Cooper?

[Historie-online.dk, den 20. april 2021] 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 46, 2020
TV-tips, uge 42, 2020
TV-tips, uge 13, 2021