TV-tips, uge 27, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 27, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 481

Af Christoffer Quist

Onsdag begynder vi denne uges TV-tips med første afsnit af dokumentarserien ”Pesten over Europa”.  Året er 1347 og Europa er ved at blive ramt af en af tidens mest kendte epidemier, pesten, som hurtigt bliver kendt som den sorte død. Her på onsdag er det et dobbelt afsnit af serien. Torsdag tager vi fat på første afsnit af serien ”Heksejagt”. I det 15. århundrede kom der en stigende panik for de mørke kræfter. Imens at panikken spreder sig igennem masserne, indledte den katolske kirke en massiv heksejagt for at komme djævels tjener til livs. Her på torsdag er der også tale om et dobbelt afsnit af serien. Fredag begynder vi weekenden med en britisk dokumentar fra 2015, ”Mysteriet om Mona Lisa”. Portrættet af Mona Lisa hænger på museet Louvre og er verdensberømt. Leonardo da Vinci er kunstneren bag maleriet, men ingen ved, hvem Mona Lisa var, og hvorfor hun var så vigtig for den berømte Leonardo da Vinci. Dokumentaren forsøger nu at kaste nyt lys over sagen. Lørdag bevæger vi os væk fra dokumentargenren, hvor vi til gengæld kan se den historisk dramafilm ”Elizabeth: The Golden Age”. Filmen er instrueret af Shekhar Kapur, og har Cate Blanchett i hovedrollen som dronning Elizabeth 1. af England. Filmen blev nomineret til to Oscars, en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle (Cate Blanchett) og bedste kostumer, sidstnævnte vandt filmen. Søndag slutter vi weekenden af med første afsnit af en ny tysk dokumentarserie fra 2018, nemlig ”1968 - en ny verden?”. Dokumentarserien ser nærmere på de revolutionerende begivenheder, der udspiller sig i 1968, herunder ikke mindst USA’s krig med Vietnam. Mandag begynder vi ugen ved at blive ved samme emne i selskab med den amerikanske dokumentar ”Vietnamkrigens sidste dage”. Dokumentaren tager fat på, hvordan stemningen var, efter at krigsmaskinen USA led et ydmygende nederlag til Nordvietnam. Der er både fortællinger om hemmelige CIA operationer og militære tilbagetrækninger. Og hvad havde alt dette af betydning for Sydvietnam og dens befolkning, som blev tilbage. Tirsdag slutter vi af med en relativ ny dokumentar fra BBC med titlen ”Nøglen til vikingernes verden”. Vikingernes imperium strakte sig langt ud i verden, de var et søfarende folk, som havde sat deres mærke på blandt andet England, Frankrig, Sicilien, Rusland, Grønland og Nordamerika, for bare at nævne nogle af deres destinationer. Vi bliver guidet af Sarah Parcak som rejser fra den skotske østkyst til Island, Grønland og Nordamerika for at tegne et billede af vikingernes imperium.

-          Rigtig god fornøjelse.

 

Pest over Europa (1:6)

Onsdag 4. juli på DRK 10:15 – 10:55

Det første angreb.

En dag i året 1347 blev Europa ramt af en katastrofe. I løbet af ganske få år blev op imod halvdelen af europæerne slået ihjel af en hæslig sygdom. De kaldte sygdommen for Pest, og den forandrede Europa for altid.

Heksejagt (1:3)

Torsdag 5. juli på DRK 10:45 – 11:25

Fjenden i blandt os.

I 1400-tallet spredtes rygter om, at der blev flere og flere hekse. Heksene havde indgået en pagt med djævelen om at omstyrte verdens orden. Angsten for heksene bredte sig blandt folk og udviklede sig til et massehysteri. De skulle findes og brændes på bålet.

 

Mysteriet om Mona Lisa

Fredag 6. juli på DRK 18:05 – 18:55

Mona Lisa-portrættet er vel nok verdens mest berømte maleri. Selv 500 år efter, at det blev malet af kunstneren Leonardo da Vinci, strømmer turister til Louvre i Paris for at fotografere og beundre hende. Men bag det gådefulde smil er og bliver hun et mysterium. Hvem var hun, og hvorfor blev hun malet? Med hjælp fra ny teknologi og gamle dokumenter forsøger dokumentaren at finde flere brikker til puslespillet.

 

Elizabeth: The Golden Age

Lørdag7. juli på DRK 20:00 – 21:50

Året er 1585, og Elizabeth I har regeret over England i næsten tre årtier. De personlige omkostninger ved magten er store, hvilket dronningen atter må sande, da hun forelsker sig i eventyreren, sir Walter Raleigh. Samtidig trues hun på både de ydre og de indre linjer. Den spanske konge sender sin armada mod England, mens Elizabeths katolske kusine Maria Stuart lægger planer om at myrde hende.

 

1968 - en ny verden? (1:4)

Søndag 8. juli på DRK 14:05 – 15:00

I 2018 fejrer vi 50 året for en af de mest omdiskuterede historiske begivenheder i det 20. århundrede, den kulturelle og politiske revolution i 1968. Rammen for dette oprør falder sammen med USA's indtræden i Vietnamkrigen i 1965, der gav chokbølger fra Japan til Europa og fra Mexico til Congo, til nederlaget og tilbagetrækningen af de amerikanske tropper í 1975. Her fortæller både deltagere i datidens protestkultur, og børn og børnebørn af 1968'erne.

 

Vietnamkrigens sidste dage

Mandag9. juli  på DRK 13:35 – 15:15

Den kaotiske evakuering på taget af den amerikanske ambassade i Saigon blev et symbol på USA's offentlige ydmygelse. Nederlaget begyndte med Nordvietnams angreb på Syden den 6. marts 1975, men den amerikanske ambassadør Graham Martin nægtede at se kendsgerningerne i øjnene og starte en evakuering. I de næste uger, mens nordvietnameserne nærmede sig, tog mange amerikanske CIA- og militærfolk skeen i egen hånd og begyndte stilfærdigt deres egen evakuering af familie og medarbejdere. Den manglende erkendelse af situationens alvor og manglen på en effektiv evakueringsstrategi blev den afgørende faktor for den kaotiske og ydmygende endelige tilbagetrækning den 29. april 1975. Som et resultat blev tusinder af sydvietnamesere overladt til deres egen skæbne.

 

Nøglen til vikingernes verden

Tirsdag10. juli på DRK 17:40 – 19:10

Med en blanding af godt sømandskab og blodige erobringer lykkedes det gennem mere end 500 år vikingerne at skabe et imperium. De overlevede de barskeste klimaforhold, skubbede grænserne for den menneskelige udforskning og opdagede endda Amerika - 500 år før Columbus. Hvad skyldtes deres succes, og hvorfor forsvandt de pludseligt fra mange af deres territorier netop som de stod på toppen af deres magt? Arkæologen Sarah Parcak rejser fra den skotske østkyst til Island, Grønland og Nordamerika for at løse gåden om det store vikingeimperium.

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 38, 2018
TV-tips, uge 34, 2018
TV-tips, uge 42, 2018