Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 34, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 514

 

I denne uge viser flowTV danskernes liv for 100 år siden, arkæologi i Skæring og terror i Danmark. Men også hvordan englænderne stjal teen fra kineserne, og om den britiske overklasses forhold til nazismen og skandalen om byggematadoren Bøje Nielsen. Endelig begynder en aktuel serie om det amerikanske valg. Fiktion er der også – ”French Connection” er klassisk Gene Hackman for fuld udblæsning – og så har man chancen for at opleve den fremragende serie ”Babylon Berlin”, som DR2 genudsender. (Og husk også ”Familien Lövander” søndag aften – genudsendelse mandag formiddag). God fornøjelse!

 

For hundrede år siden (1:3) - Støvletramp og arbejdskamp

Dansk historieserie fra 2018

DR2, 19. august, kl. 15:50

I 1918 lever alle i skyggen af krig og revolution. Selv i Danmark, der ellers er blevet kaldt 'et lille smørhul'. Der er stor angst for, at verden skal gå under, men også kolossale fremskridt og visioner.
I tre programmer fortæller Liv Thomsen om danskernes liv for præcist 100 år siden. Det handler om tidens store kampe for bedre levevilkår og om kunst og kulturkamp. Men det handler også om moden, medierne og menneskenes hverdag. Vi dækker årets gang gennem en række unikke arkivfilm og kommer helt tæt på de store og små begivenheder. Fra januar til december 1918.

 

Det store britiske te-tyveri

Fransk dokumentar fra 2016.

DR2, 20. august, kl. 00:30

I juni 1848 drog botanikeren Robert Fortune fra England til Kina. Han havde fået en livsfarlig, hemmelig mission: find landets bedste te-frø, stjæl dem og send dem til Indien. Storbritannien ville bryde det kinesiske monopol på te, så det britiske imperium selv kunne forsyne sin dybt te-afhængige befolkning. Dette er fortællingen om, hvordan én mands rejse ændrede den globale handelsbalance og gjorde ham til historiens måske første store industrispion og -tyv.

 

Arkæologien rundt

DK4, 20. august, kl. 14:05

Arkæologien rundt besøger spændende udgravning i Skæring nær Egå.
"Historien om Skæring Munkegård er af det stof, som de store historiske romaner er gjort af", fortæller dk4´s Frantz Howitz i denne nye udgave af "Arkæologien Rundt". Lag for lag er historien netop blevet afdækket på en stor udgravning. Der er fundet flere indicier på, at gårdens historie kan føres tilbage til slutningen af 1200-årene, og den går helt frem til i dag, hvor den nye Skæring Munkegård bebos af en efterkommer af den familie, der har ejet gården lige siden 1793.
Den nuværende ejer er opvokset i Skæring Munkegårds gamle stuehus, der daterer sig helt tilbage til 1728. Den gamle, historiske bindingsværksbygning blev nedrevet i 1974 og området lagt hen til byggemodning. Snart skal der opføres parcelhuse ovenpå resterne efter de gamle gårdanlæg, men forinden har arkæologerne fra Moesgård Museum haft mulighed for at undersøge hele byggegrunden for arkæologiske spor, og der var overraskende meget at komme efter.
Historien om Skæring Munkegård er et stykke vigtig dansk landbrugshistorie. Der er tale om en såkaldt hovedgård, der frem til reformationen blev ejet af munkene på Øm Kloster. Sammen med hovedgården var der i og ved Skæring nogle brydegårde, og endelig var der de almindelige landmænd. Hver bøndergård havde deres jorder spredt rundt om landsbyen som små jordlodder frem til udskiftningen i 1777.
De almindelige landmænd måtte udføre hoveriarbejde for brydegårdenes og hovedgårdens ejere. I 1727 var ejeren af Skæring Munkegård ikke populær, fordi han var en særdeles hård mand. Faktisk var han så forhadt, at en gruppe bønder stak gården i brand i håb om, at han skulle brænde inde. Gården brændte ned til jorden, høsten blev ødelagt og de fleste husdyr omkom. Ejeren og hans familie blev mirakuløst reddet og forsøgte at komme på fode igen. Et nyt stuehus og avlsbygninger blev opført i al hast, men atter engang blev gården sat i brand i 1728

 

USA's politiske cirkus (1)

Amerikansk politisk aktualitetsserie.

DR2, 21. august, kl. 23:30

USA nærmer sig et yderst vigtigt præsidentvalg, samtidig med at nationen kæmper med en dødbringende pandemi og store økonomiske omvæltninger. De politiske analytikere John Heilemann, Mark McKinnon og Alex Wagner stiller skarpt på amerikansk politik under Trump og tager dig med bag scenen, når Trump og Bidens valgkampagner buldrer afsted mod præsidentvalget i november.

 

French Connection

Amerikansk Oscar-belønnet actionthriller fra 1971.

DR2, 22. august, kl. 18:00

Politiet i Frankrig og USA jager en narkoliga, men newyorker-strømeren Jimmy "Popeye" Doyle har svært ved at nå frem til de store bagmænd. Hans overordnede vil indstille jagten, men da Popeye udsættes for et attentatforsøg, sætter den hårdkogte politimand alt ind på at få ram på narkohajerne.
Medvirkende: Gene Hackman, Fernando Rey, Roy Scheider m.fl.
Instruktion: William Friedkin.

 

I nationens tjeneste

Dansk dokumentar fra 2017

DR2, 23. august, kl. 15:00

En historie om terrorhandlinger der gennem 30 år har haft betydning for Danmark. Fra bomberne i København i 1985 og frem til angrebet ved Krudttønden og Synagogen i 2015. En historie fortalt af de embedsmænd og politikere der har siddet med ansvaret for den danske befolknings sikkerhed i de mest afgørende øjeblikke. Hvad var deres reaktion da terroren kom til landet?
Instruktion: Carl Otto Dethlefsen og Jonatan Jerichow

 

Babylon Berlin I (1:4)

Tysk dramaserie fra 2017.

DR2, 24. august, kl. 16:15

Berlin, 1929. Den pulserende tyske storby er et paradis for de feststemte og de kreative. Men bag den glitrende façade kæmper de fattige masser for et bedre liv, mens den politiske ekstremisme er i fremgang. Kriminalassistent Gereon Rath sendes fra Köln til Berlin for at efterforske en sag om afpresning. Sammen med den unge stenograf Charlotte Ritter kommer han på sporet af en skandale, der vender op og ned på deres liv.
'Babylon Berlin' genskaber Berlin i de brølende 20'ere og er den dyreste ikke-engelsksprogede dramaserie nogensinde.

 

Det britiske kongehus, overklassen og nazisterne

Australsk dokumentar fra 2018.

DR2, 24. august, kl. 21:35

Hvor tæt var det britiske kongehus og overklassen på nazisterne? Nye oplysninger viser, at Edward 8. efter sin abdikation håbede, at Hitler ville erobre Storbritannien og genindsætte ham. Mens afklassificerede dokumenter fra MI6 afslører, at et stort antal fremtrædende konservative, især medlemmer af Overhuset, var pro-tyske og nogle pro-Hitler. Var Edward 8. pacifist eller var han pro-nazistisk og klar til at forråde sit land?

 

Skandale! - byggekongens fald

Dansk dokumentarserie fra 2010

DR2, 25. august, kl. 14:50

Byggematadoren, Bøje Nielsen, oplever den største økonomiske og personlige nedtur i nyere dansk historie. I løbet af kort tid går han fra at være genial til rablende gal. Sladderpressen løber forrest i stemplingen af entreprenøren, mens han kæmper mod personlig konkurs og menneskelig deroute. Han erklærer hele vejen igennem, at han har penge nok til at svare enhver sit - og han får ret, men for sent. Historien ender som en skandale.

[Historie-online.dk, den 18. august 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 16, 2019
TV-tips, uge 26, 2020
TV-tips, uge 35, 2020