Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 37, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 389

 

Ugens flow-TV byder på både det eksotiske og det nære. En dokumentar fortæller om Afghanistans forvandling fra paradis til helvede, og fra Caribien får vi historien om Fidel Castro og dermed om Cuba i de seneste årtier. Arkæologien er repræsenteret ved jernalderen i Midtjylland samt en 40.000 år gammel skat, og forbrydelser er der naturligvis også – dels giftattentatet i Salisbury, dels voldtægt og mord i Cleveland. En af venstrefløjens hårdeste kritikere, Bent Blüdnikow, interviewes om det, han kalder ”et journalistisk venstreparti” – og i det amerikanske autentiske drama, Trumbo, er vi tilbage ved kommunistforskrækkelse i USA i 1940’erne og 50’erne. Endelig er der en spændende ny dokumentar om kroppen som et tempel – og musik er der i den sidste promenadekoncert i Royal Albert Hall 2020. God fornøjelse!

 

Kroppen er mit tempel

Dansk dokumentar 2020.

DR2, 9, september, kl. 21:00

Hvis du tror at vegetarmad og daglig motion er moderne fænomener, så tro om igen. Allerede for over 100 år siden skriver to danske mænd en bog hver, som får stor betydning for danskernes syn på kroppen. Og sikrer dem berømmelse langt ud over Danmarks grænser. Mændene hedder I.P. Müller og Mikkel Hindhede og deres banebrydende tanker om vegetarisme, daglig gymnastik og seksuel frigørelse bliver toneangivende i årtierne frem til 2. verdenskrig og lægger fundamentet for et kropsligt moderne gennembrud. Historiker Adam Holm går i de to forfatteres fodspor for at undersøge på egen krop, hvor de radikale tanker kommer fra og om nutidens madvaner og kropskultur kan lære noget af de 100 år gamle ideer.

 

Afghanistan - et såret land: Fra paradis til helvede

Dokumentar fra 2019.

DR2, 9. september, kl. 23:00

I 1960'erne er Afghanistan et fredeligt land - hovedstaden Kabul er som en europæisk storby med flotte hoteller og fine restauranter. Hippier fra hele verden valfarter til landet på jagt efter billige stoffer og eksotiske eventyr. Men under overfladen er landet splittet mellem en lille, vestlig elite og det store flertal af fattige afghanere. Da kommunisterne i 1978 kommer til magten, eksploderer disse modsætninger i en krig, der ikke er afsluttet den dag i dag. Få Afghanistans voldsomme historie fortalt af dem, der har været helt tæt på begivenhederne.

 

Ingeniørkunstens katastrofer (8:10)

Britisk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 10. september, kl. 14:55

Tjernobyl, Challenger, Hindenburg, Deepwater Horizon. Navne, som vi ikke husker for de enorme ingeniørbedrifter, som de i starten var - men for de frygtelige ulykker, som de blev. Denne serie udforsker historierne bag verdens største ingeniørtekniske katastrofer. Hvorfor sank Titanic? Hvordan kunne hundredtusindvis af mennesker blive forgiftet i Bhopal i Indien? Og hvad kan vi lære af disse forfærdelige fadæser?

 

Bagtanken med Bent Blüdnikow

DK4, 11. september, kl. 13:15

I sin studietid var han SF´er. Sidenhen har han markeret sig som en markant kritiker af venstrefløjen og ikke mindst af den venstreorienterede journalistik. Han er uddannet historiker og arbejdede i mange år som arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet, men har sidenhen været redaktør, journalist, anmelder og debattør på Weekendavisen og nu på Berlingske. Navner er Bent Blüdnikow, og han er gæst i denne udgave af "Bagtanken", hvor han sammen med Morten Hesseldahl har særligt fokus på det, der er blevet kaldt journalistisk venstreparti.
"Bagtanken "produceres i samarbejde med forlaget Gyldendal.

 

Forsvundne verdener og skjulte skatte (2:3)

Britisk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 11. september, kl. 17:55

En rejse i fodsporene på arkæologerne, som opdagede den 40.000 år gamle skat: Løvemennesket. Skatten er den første kendte genstand, der er bygget på fantasi og et startpunkt for kunst og religion. Historien om figuren er også historien om et af nyere tids mørkeste kapitler, hvor arkæologiske fund blev brugt som nazistisk propaganda.

 

Filmperler: Trumbo

Amerikansk autentisk drama fra 2015.

DR2, 12. september, kl. 23:00

Som så mange andre filmfolk i det kommunistforskrækkede USA tvinges den succesrige manuskriptforfatter Dalton Trumbo i 1947 til at vidne for senatets komité til afdækning af uamerikansk virksomhed. Modsat en række andre Hollywoodpersonligheder nægter Trumbo dog at angive sine kolleger som kommunister og dermed selv slippe ud af fedtefadet. Det får store konsekvenser for hans liv og karriere.
Medvirkende: Bryan Cranston, Diane Lane, Helen Mirren m.fl.
Instruktion: Jay Roach.

 

Arkæologien rundt

Det er slaggerne, der fortæller danmarkshistorie!

DK4, 12. september, kl. 13:00

Luftfotos har afsløret et usædvanligt anlæg ved landsbyen Ørre nord for Herning. Fundet er med til at fortælle historien om, hvad der militært set skete i Midtjylland for 2000 år siden.
Det var luftarkæologi, der tilbage i 2010 for alvor afslørede omfanget af et allerede velkendt, arkæologisk spændende, område ved den lille landsby Ørre ved Herning. Aftegninger af i hvert tilfælde 15 gårde, stringent beliggende gavl mod gavl, omkring en bred vej på den ene side og tæt bebyggede gårdspladser på den anden, talte deres tydelige sprog. Først troede arkæologerne fra Museum Midtjylland, at de skulle undersøge en rækkelandsby, men udgravningerne i 2017 afslørede, at der til hver enkelt gård hørte en smeltehytte, hvor der har været produceret råjern i meget store mængder.
Geofysiske undersøgelser af hele området omkring gårdene afslører stor aktivitet og mængder af slaggeaffald. Den samlede vægt af slaggerne kan løbe op i mange tons. Hvis man regner med, at mellem 600 kg og et ton råjern gererer et ton slagger -" alt efter myremalmens kvalitet, fortæller det noget om produktionens enorme omfang.

DR2 Klassisk: Den sidste promenadekoncert 2020

DR2, 13. september, kl. 18:15

Fra Royal Albert Hall i London sender vi "Last Night of the Proms". Dirigenten Dalia Stasevska dirigerer BBC Symphony Orchestra og stjernesopranen Golda Schultz i en meget anderledes Proms fejring. I år er der ingen publikum med flag i salen, men en hyldest til musikken fra Royal Albert Hall og hjemme i stuerne på tværs af landegrænser.
Vært: Celine Haastrup.

 

Fidel Castro (1:2)

Amerikansk dokumentarfilm fra 2006.

DR2, 14. september, kl. 11:25

Castro, der stod i spidsen for Cuba i næsten 50 år, blev af mange anset for at være en nådesløs diktator - og af mange andre for at være en gigant i kampen for social retfærdighed i verden. Gennem guerillakrig besejrede han USA's marionet Battista, da han 1. januar 1959 med sine folk under høj cigarføring kørte ind i Havana.

2. del dagen efter kl. 11.15.

 

Giftangrebet i Salisbury (1:2)

DR2, 14. september, kl. 20:00

En mand og en kvinde kollapser på en bænk i den engelske by Salisbury. Snart er byen i alarmberedskab. De syge viser sig at være en tidligere russisk dobbeltagent og hans datter. De er blevet forgiftet af en dødsensfarlig nervegas. Nu begynder et kapløb med tiden for at spore giften og forhindre, at flere bliver syge.
Dramaserie baseret på virkelige hændelser.

 

Dokumania: Voldtægtsforbryder og de forsvundne kvinder

Amerikansk dokumentar fra 2016.

DR2, 15. september, kl. 21:00

I to år havde stanken af død svævet over en velkendt voldtægtsforbryder, Anthony Sowells, hus i et forfaldent villakvarter i Cleveland, uden at hverken politi eller naboer havde grebet ind. En anmeldelse for voldtægt førte omsider politiet til Sowells hus, hvor de fandt ligene af elleve mishandlede kvinder, der lå og rådnede i huset og i interimistiske grave i haven. Men hvorfor havde ingen reageret? Er fattige kvinder, der lever på kanten af samfundet, så usynlige, at Sowells mordorgie kunne gå under radaren så længe?

[Historie-online.dk, den 8. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 9, 2020
TV-tips, uge 4, 2020
TV-tips, uge 39, 2019