Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 48, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 882

 

Af Jakob Skibsted Kristensen

Onsdag tager vi et kig på den meget kontroversielle politiker Erik Scavenius. Han var udenrigsminister under både Første og Anden Verdenskrig, samt senere statsminister i Anden Verdenskrig. Efter besættelsen blev han den store syndebuk for besættelsens samarbejdspolitik og en yderst hadet person. Det på trods af, at han var blevet modvilligt overtalt til at påtage sig hvervet, og selv mente, at hans handlinger havde været med til at beskytte den danske befolkning for de værste af krigens rædsler. Torsdag kigger vi nærmere på en af de værste ulykker, der har ramt Danmark i nyere tid. En sommerdag d. 8. juli 1959 bryder en turbåd i brand ved Haderslev Dam, og hele 55 af passagerne omkommer. Mange blev på båden og brændte op, da mange ombord ikke kunne svømme i sikkerhed. Fredag kigger vi nærmere på året 1969. Det var bl.a. året, hvor astronauten Neil Armstrong som det første menneske satte fod på månen. Men det var også et år, som bød på mange begivenheder og udvikling i Danmark. Vi nærmer os december, så lørdag er der mulighed for at se Historiequizzens Julespecial fra 2017, der foregår i Den Gamle By i Aarhus. Søndag vender vi tilbage til besættelsen, eller rettere, tiden efter besættelsen. Vi skal kigge nærmere på en gruppe, der tidligere ikke har været meget fokus på, nemlig børnene til de modstandsfolk der deltog i besættelsestidens modstandsbevægelse. For selv om forældrene til disse børn blev hyldet som helte – så var mange af modstandsfolkene også dybt traumatiserede af kampen, og dengang var der ikke megen professionel hjælp at hente. Mandag kigger vi nærmere på historien om brylluppet mellem kong Erik XIV af Sverige og Karin Månsdotter i 1568. Et bryllup der vakte stor skandale og problemer i sin samtid. Det var normalt for konger at have elskerinder, ligeledes også at få børn med disse. Men at gifte sig med sin frille og gøre hende til dronning, det var dog at gå for langt. Og så var hun ikke engang adelig! Tirsdag slutter vi af med et kig på kristne tros betydning for det danske samfunds udvikling gennem de sidste tusind år. Dette afsnit kigger nærmere på den katolske kirkes magt i middelalderens Danmark.      

Rigtig god fornøjelse

 

Store danskere - Erik Scavenius

Onsdag d. 28. november 12:40 på DR K

Danmarks mest forhadte politiker gennem tiderne er Erik Scavenius. Han var politikeren der trykkede hånd med Hitler og udtalte sig beundrende om nazi-tysklands sejre under Anden Verdenskrig.

Alligevel er historikerne i dag ikke i tvivl. Han var en statsmand af internationalt format, der skånede Danmark for krigens rædsler under både Første og Anden Verdenskrig. Et portræt af statsministeren Thorvald Stauning følger i programmet lige efter.

 

Danske katastrofer - Branden på Haderslev Dam

Torsdag d. 29. november 12:10 på DR K

Onsdag den 8. juli 1959 går en sommerturbåd, fuld af glade gæster, i stå på Haderslev Dam i Sønderjylland. I et forsøg på at få båden i gang, går det galt. Hele båden antændes og de panikslagne passagerer, må enten kaste sig i vandet eller dø i flammerne. 55 mennesker omkommer. Mange bliver på båden og brænder op - fordi de ikke kunne svømme.

Med øjenvidneberetninger fra en ung redningsmand og en overlevende, fortæller historikeren Rasmus Dahlberg om en af de mest uhyggelige katastrofer i Danmark. En dybt tragisk ulykke, der stadig præger de implicerede.

 

Husker du... 1969

Fredag d. 30. november 18:30 på DR 2

"Et lille skridt for mennesket, men et stort spring for menneskeheden", sådan siger Neil Armstrong, da han som det første menneske sætter foden på månen. Månelandingen er den altoverskyggende begivenhed i 1969, hvor lille Danmark skam også kommer på verdenskort med en mere jordnær begivenhed - frigivelsen af billedpornografien. 1969 er endvidere året hvor Verner Panton holder fest på farvepaletten, Ikea kommer til Danmark og dybfrostkniven er årets must i køkkenet.

 

Historiequizzen - Julespecial i Den gamle by

Lørdag d. 1. december 20:00 på DR K - Historiequizzen Julespecial 2017

Luften er tyk af gran og klejner, når Adrian Hughes og Historiequizzen byder på en julespecial fra Den Gamle By i Aarhus. Gæt selv med, når quizdeltagerne skal kåre Danmarks ældste julesmåkage og finde ud af, om der i 1969 blev lavet en film, der hed "Julemand på sengekanten".

 

Modstandskampens børn

Søndag d. 2. december 18:45 på DR K

Under 2. verdenskrig foretager flere tusind danske mænd og kvinder et valg. De sætter livet på spil for at bekæmpe nazismen og den tyske besættelse af Danmark. Valget kommer til at få store konsekvenser for de involverede og for de familier de vender hjem til. For selv om forældrene er helte - er de også dybt traumatiserede. Men tiden er en anden. Traumer bliver ikke behandlet professionelt. Og traumer som ikke behandles vandrer videre som ringe i vandet til næste generation - til Modstandskampens børn.

 

Af nød og lyst - om kongebryllupper gennem tiden

Mandag d. 3. december 11:55 på DR K - Episode 1:5

Det vakte voldsom skandale, da brylluppet mellem kong Erik XIV af Sverige og Karin Månsdotter, en kvinde af folket, stod i Storkyrkan i Stockholm den 4. juli 1568, og det var en begivenhed, der skulle få skæbnesvangre konsekvenser. At have en elskerinde var der intet usædvanligt i, måske heller ikke at de allerede havde to børn sammen, men at gifte sig med sin frille og derved ophøje hende til dronning var absolut ikke passende.

I denne serie ser Linda Nyberg sammen med historikeren Christopher O'Regan og andre eksperter på kongelige bryllupper gennem tiden - bryllupper, der ofte har handlet om magt og politiske alliancer, sjældent om kærlighed.

 

1000 års tro: Med tro skal land bygges

Tirsdag d. 4. december 11:10 på DR K

Historien om kristendommen i Danmark er en dramatisk fortælling om brutale magtkampe, folkeoprør og spirende demokrati fra vikingetiden og frem til i dag. I dette program undersøger værten Cecilie Nielsen, hvordan den katolske kirke blev den dominerende magt sammen med kongen i middelalderens Danmark? Og også hvorfor der er et kors lige midt i flaget Dannebrog?

Lige efter følger næste program, der kigger nærmere på reformationen i Danmark.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 47, 2019
TV-tips, uge 25, 2019
TV-tips, uge 36, 2019