Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 49, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 368

 

Der er stadig en del historiske udsendelser i flow-TV. Det vil jo nok blive begrænset en del, når DR2 og DR K lægges sammen om en måned. Så det er med at nyde det, mens tid er – i denne uge er der både udsendelser om Thule og Antarktis, om George Soros og mord i middelalderen, om Ægyptens ti plager og livet i en kult. Og så er der jo chancen for at se eller gense Polanskis ”Chinatown” med Jack Nicholson og Faye Dunaway. God fornøjelse!

 

Thulebasen - Kold krig og kærlighed (1:2)

DR K, 4. december, kl. 20:45

I sommeren 1968 er Axel Nielsen i Blokhus med sin kæreste Grethe. De kører i en hvid MGB sportsvogn med rødt læderindtræk. Det ser forkælet ud. Men det er det ikke. For når Axel ikke holder ferie i Blokhus arbejder han på Thulebasen i det nordligste Grønland.. Og et halvt år tidligere var han øjenvidne til et flystyrt, der blev en af de største politiske skandaler i danmarkshistorien. - Et flystyrt som Grethe måtte høre om i fjernsynet - mens hun passede deres lille datter alene hjemme i Aalborg.

 

Flugten fra ondskab - mit liv i en kult (1:3)

Amerikansk dokumentar fra 2012.

DR3, 5. december, kl. 20:00

Hvordan er det at leve i en sekt? Det ved Leslie Wagner-Wilson kun alt for godt. I 1978 får Jim Jones, leder og selvudnævnt Gud i Folkets Tempel, 1000 af sine disciple til at følge ham til Guyanas jungle. De bliver stillet et paradis i udsigt, men får en enkeltbillet til Helvede. Her fortæller Leslie, hvordan hun flygtede fra Jim Jones' kløer, før hun drak hans dødelige bryg. Senere møder vi Susan Justice og hører, hvordan hun fandt modet til at forlade Familien - en kult, som hun blev født ind i, og hvor pædofili var normen.

 

Chinatown

Oscar-belønnet amerikansk krimidrama fra 1974.

DR K, 6. december, kl. 22:30

Under arbejdet med at opklare en speget korruptionsaffære forelsker den desillusionerede privatdetektiv J.J. Gittes sig i den forførende og gådefulde rigmandsdatter Evelyn. Det er hende, der sætter Gittes på sporet af affæren, der sender ham gennem labyrinter af løgn og bedrag i 1930'ernes pengegriske og amoralske Los Angeles.
J.J. Gittes: Jack Nicholson.
Evelyn Mulwray: Faye Dunaway.
Noah Cross: John Huston.
Instruktion: Roman Polanski.

 

George Soros - en velmenende filantrop eller manipulerende spekulant?

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 7. december, kl. 12:25

Ungarnskfødte George Soros er en af verdens rigeste mænd. Kendt for at bruge det meste af sin milliard-formue på at fremme demokrati, ventrefløjs-aktivisme og menneskerettigheder. Han er lagt for had af højrefløjen i hele verden og kritiseres for at have hemmelige planer om at vælte regeringer og fremme illegal migration. Er konspirationsteorierne om Soros sande? Eller er han kernen i en global sammensværgelse?

 

Mord i middelalderen - Mordet på Poul Laxmand (1:4)

DR K, 8. december, kl. 15:35

Poul Laxmand, Danmarks "statsminister" og en af Rigets mest velhavende mænd, myrdes da han forlader kongens slot på Højbro d. 22. juni 1502. Drabsmændene ved man hvem er, men de blev aldrig dømt. Det blev til gengæld Poul Laxmand selv, men først efter sin død. Dommen lyder på landsforræderi og al hans jord og ejendom tilfalder kronen. Men er dette en tilfældighed, hvorfor bliver Laxmand dræbt og hvorfor bliver han erklæret landsforræder? Dette er historien om griskhed, korruption og politiske intriger, hvor penge dækker over selv den mest åbenlyse forbrydelse og hvor selveste ærkebiskoppen og Kong Hans er superskurke.

 

Den glemte polarhelt (1:4): Først på Antarktis

Norsk dokumentarserie fra 2018.

DR2, 9. december, kl. 13:40

I 1895 sikrer hvalfangermatrosen Carsten Borchgrevink fra Oslo sig æren af at være det første menneske på Antarktis. En pengestærk engelsk forlægger har tiltro til den ukendte nordmand og giver ham en enorm sum til en overvintringsekspedition. Målet er at skaffe unikke billeder af det uudforskede kontinent. Ikke alle i det britiske imperium er tilfredse med, at det er en nordmand, der får denne mulighed.

 

Gåden om Ægyptens ti plager

Dokumentar fra BBC fra 2017.

DR K, 10. december, kl. 20:45

Historien om Ægyptens ti plager fra Anden Mosebog i Det Gamle Testamente er en storslået og mærkelig beretning om en tyrannisk farao, der holder israelitterne i fangenskab, indtil Moses på Guds ordre lader ti frygtelige plager regne ned over landet. Historien er hidtil blevet opfattet som metaforisk, men mikrobiologen Siro Trevisanato og vulkanologen, David Pyle, mener nu, at en stor naturkatastrofe kan forklare de mærkelige fænomener som vand til blod, frøer, myg, utøj, pest, bylder, hagl, græshopper, mørke og død.

 

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 21, 2019
TV-tips, uge 26, 2019
TV-tips, uge 33, 2019