Menu
Forrige artikel

TV-tips uge 02, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 564

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med et kig på den berømte forfatter Karen Blixens liv, og hvordan hun efter hjemkomsten fra sin tid i Afrika lykkedes med at blive den anerkendte forfatter. Torsdag kigger vi på nogle af de utallige opfindelser, der har været med til at ændre historiens gang, og hvordan de blev til. Vi kommer bl.a. ind på så forskellige ting som rustninger, gasmasker og kloroform. Fredag handler det om første afsnit af serien Pest over Europa, der fortæller hvordan den frygtelige sygdom, med øgenavnet Den Sorte Død, skulle ændre Europa for altid. Lørdag skifter vi helt spor og dykker ned i en af efterkrigstidens Danmarks store skandaler. En skandale der bl.a. indeholder spioner, den danske efterretningstjeneste og hemmelige kældre under Københavns Universitet. De fleste har nok hørt om det sagnomspunden, forsvundne rige Atlantis. Men på søndag kan du følge med i en gruppe arkæologers, naturvidenskabelige forskeres og historikeres forsøg på at finde frem til hemmeligheden bag fortællingen. Mandag skal det handle om brillens historie. Det lyder måske ikke videre spændende, men alt har som sagt en historie, og brillen muliggør ikke blot at millioner af mennesker kan se, de har også flere gange påvirket historien. Tirsdag slutter vi af med et blik på en af Danmark gamle komikkonger, nemlig skuespilleren og jazzmusikeren Jørgen Rygs forunderlige liv, og hvordan han bragte glæde til hele Danmark.

Rigtig god fornøjelse

Karen Blixen

Onsdag d. 10. januar kl. 21:00 på DR K

Karen Blixen (1885-1962) bliver i dag anset som en af det 20. århundredes store fortællere med en livshistorie, der både er farverig og eksotisk. Men mens de fleste kender historien om Karen Blixens liv i Kenya, som hun beskrev i 'Den afrikanske farm', ved kun de færreste, hvordan det lykkedes for hende efter hjemkomsten til Danmark at forvandle sig til en international anerkendt forfatter.

Originale opfindelser - farefulde nyheder 

Torsdag d. 11. januar kl. 16:30 på DR K

Mange af de ting, der omgiver os til daglig, og som vi tager for givet, er resultatet af enten en stor aha-oplevelse eller af mange års målrettede forsøg. Det er ikke altid nok at have en god ide. Nogle gange må man sætte sit eget liv på spil for at bevise, at ens opfindelse faktisk virker. Det gælder opfinderne bag rustningen, gasmasken, kloroformen og wingsuiten.

Pest over Europa 

Fredag d. 12. januar kl. 09:05 på DR K

En dag i året 1347 blev Europa ramt af en katastrofe. I løbet af ganske få år blev op imod halvdelen af europæerne slået ihjel af en hæslig sygdom. De kaldte sygdommen for Pest, og den forandrede Europa for altid.

Skandale - Spionerne og studenterne 

Lørdag d. 13. januar kl. 09:00 på DR 2

I 1969, mens studenteroprøret er i gang og krigen i Vietnam raser opdager en gruppe unge, at der foregår noget mærkeligt i en kælder under Københavns Universitet. Det viser sig at være en af efterretningstjenestens hemmelige lyttecentraler og helvede bryder løs. Gulvtæppet trækkes væk under vores efterretningstjeneste, pressefriheden kommer under voldsomt pres, studerende og journalister bliver sigtet efter den værste spionageparagraf. Det bliver på dramatisk vis efterkrigstidens første store skandale.

Legenden om Atlantis 

Søndag d. 14. januar kl. 12:30 på DR K

Amerikansk dokumentar fra 2016.

Legenden om det forsvundne Atlantis har været diskuteret i flere tusind år. Bl.a. beskrev den græske filosof Platon en mægtig civilisation, der bredte sig fra midten af Atlanterhavet til Europa og dele af Afrika. Men er der noget om snakken? Og hvis Atlantis har eksisteret, er det så muligt i dag at finde spor efter denne forsvundne civilisation? Instruktøren James Cameron har sat sig for sammen med en gruppe af arkæologer, naturvidenskabelige forskere og historikere at søge efter dette tabte rige på havets bund.

Historien om brillen 

Mandag d. 15. januar kl. 13:10 på DR 2

Alting har en historie er den bagvedliggende tanke for programserien "Historien om". Masser af de ting vi omgiver os med i hverdagen gemmer på sjove historier om tingenes opfindelse eller tilblivelse og mange sjove anekdoter knytter sig til for eksempel telefonen, fordi vi alle sammen har et forhold til den. I dette program ser vi nærmere på brillen. Briller med styrke sad for første gang på næsen af italienerne i det 13. århundrede og har siden hjulpet millioner af mennesker til klarsyn. Briller uden styrke er dog en endnu ældre foreteelse. Det har nemlig til alle tider været væsentligt ikke blot at kunne se med brillerne, men også at blive set med briller. Se hvordan et par briller næsten afgjorde et dansk folketingsvalg, da en kandidat kom til at tage sine briller af, og et amerikanske præsidentvalg, hvor en kandidat beholdt dem på. Genoplev desuden et væld af berømte TV-briller og en kavalkade af skurke og helte fra brillernes verden.

De fantastiske fire: Jørgen Ryg 

Tirsdag d. 16. januar kl. 20:00 på DR K

Jørgen Ryg er meget berømt, først som jazzmusiker - og som morsom mand. Han hører til på scenen og når han står der, med publikum i sin hule hånd, så er han lykkelig. Danskerne elsker ham over alle andre - for han ligner dem, han er tidens lille mand, og han har altid tragedien med sig midt i alt det komiske. Men han kan næsten ikke bære berømtheden, for i virkeligheden er han frygteligt genert.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 05, 2018
TV-tips uge 10. 2018
TV-tips, uge 12, 2018