TV-tips uge 04, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips uge 04, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 932

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med et kig tilbage på Danmark, dengang den obligatoriske folkepension blev vedtaget i 1956, og de andre store ændringer der skete i denne periode af Danmarkshistorien. Torsdag handler det om et portræt af den berømte Marilyn Monroe (1926-62). En verdensstjerne og en af sin tids største sex-symboler, Marilyn Monroes liv er et yderst interessant, men også et ekstraordinært indblik i det 20-århundrede. Fredag skal det handle om psykiske lidelser. Det var først under Første Verdenskrig, og de enorme psykiske lidelser som soldaterne i denne bragte med hjem, der åbnede lægevidenskabens blik for, at psykiske lidelser ikke blot kommer indefra. Psyken kunne derimod sagtens tage skade af noget udefra, som f.eks. en krigs rædsler. Lørdag vender vi blikket mod rummet og rumfartøjet Voyager. Fartøjet er mere end 20 milliarder kilometer væk og på vej ud af vores solsystem. Med sig medbringer den en guldplade med optagelser og billeder af livet på jorden. Søndag bliver vi ved det videnskabelige, da vi her kigger på historien og etableringen af CERN, det europæiske forskningscenter for partikelfysik. I CERN er over 10.000 forskere fra mere end 100 lande gået sammen for at forsøge at løse nogle af videnskabens store spørgsmål, og dermed øge menneskehedens forståelse af universet. Hvis du nogensinde har ønsket, at du kunne have fulgt med i et af historiens store videnskabelige gennembrud, er programmet her muligvis din chance. Mandag fokuserer vi på den berømte og dybt diskuteret danske statsmand Ditlev Monrad, senest aktuelt i kølvandet på 1864-serien. Ofte beskrevet som personen med ansvaret for 1864, er Ditlev Monrad en interessant, og mærkværdig, skikkelse i dansk historie. Tirsdag slutter vi af med et blik på Danmark under den kolde krig. I 80'erne deltog danske topembedsmænd i tophemmelige, realistiske krigsspil, hvor de helt frem til Murens fald i 1989 forsøgte at klargøre landet i tilfælde af krig. Disse øvelser var der kun ganske få mennesker, der kendte til, og heldigvis endte øvelserne med at vise sig at blive overflødige med murens fald. Men for personerne involveret under den kolde krig, var frygten for atomkrig stadig helt reel.      

 

Rigtig god fornøjelse

 

Gamle Danmark

Onsdag d. 24. januar 13:15 på DR K

Om de to store mindretal - dem under 18 og dem over 65 år. Gruppen over 60 var på 60 år blevet tredoblet. Obligatorisk folkepension blev indført, men samfundet betragtede de gamle som et uproduktivt og besværligt element. Mørkelægningens store årgange var blevet teenagere med idoler som Otto Brandenburg, Evy fra Parmagade og Vivi Bak. Sendt første gang 1984.

 

Marilyn Monroe - auktion over et levet liv

Torsdag d. 25. januar 18:10 på DR K

Marilyn Monroe (1926-62) huskes stadig som det største sex-symbol i det 20. århundrede. I sit korte, men intense liv raffinerede hun sin personlighed som 'dum blondine' til perfektion og kom til tops i en branche, der ikke var for tøsedrenge. Ud over at være smuk havde Marilyn masser af humor, en stor livsappetit og enorme ambitioner. Hun oprettede endda sit eget produktionsselskab, så hun kunne vælge sine egne roller. En auktion i 2016 over Marilyns personlige ejendele indbragte mere end 11 millioner dollar og viste, at i den kollektive erindring lyser hendes stjerne stadig.

 

Galskab: Soldaten fra vestfronten

Fredag d. 26. januar 11:05 på DR K

Den psykiske patient var dansksindet, og indkaldt til vestfronten på tysk side. Han oplever rædslerne i skyttegravene, og mareridtet over dem alle: et granatnedslag begraver ham levende. Kammeraterne graver ham ud, men resten af livet kæmper han med de psykiske traumer og med invaliderådet for at få erstatning. Det er Første Verdenskrig der for første gang tvinger systemet til at anerkende, at sjælen kan tage skade af noget udefra - ikke mindst krig.

 

Voyager: Rejsen til det ydre rum

Lørdag d. 27. januar 12:25 på DR 2

Rumfartøjet Voyager er et af menneskehedens største præstationer. Den er mere end 20 milliarder kilometer væk på vej ud af vores solsystem og medbringer en guldplade med optagelser og billeder af livet på jorden. Og så er den konstrueret, så den med al sandsynlighed vil overleve menneskeheden!

 

Vild med partikler

Søndag d. 28. januar 12:30 på DR 2

Tænk hvis man havde set Edison tænde den første glødepære eller have oplevet andre af datidens store videnskabelige gennembrud. Men her er seerne inviteret med i første parket til verdenshistoriens største og dyreste eksperiment! Vi følger seks fremragende forskere under opbygningen af den 27 kilometer lange cirkulære tunnel under CERN, det europæiske forskningscenter for partikelfysik. 10.000 forskere fra mere end 100 lande er gået sammen om i denne partikelaccelerator at forsøge at genskabe de forhold, der eksisterede øjeblikket efter Big Bang og finde Higgs partikel, der muligvis kan forklare oprindelsen til alt stof.

 

Ditlev Monrad - genial og gal?

Mandag d. 29. januar 12:00 på DR K

Han var et åndeligt fyrtårn - og en martret sjæl. Altid i tvivl. Takket være Ditlev Monrad fik vi demokrati, men lever i et lilleputland. Der er næppe nogen politiker fra 1800 tallet, der så ofte har været genstand for fortolkninger, diskussioner, kritik - på grænsen til had. Senest i kølvandet på Ole Bornedals serie '1864'.  DR K tegner et portræt af politikeren, biskoppen, kunstsamleren, der den dag i dag sætter sindene i kog og måske har mere at sige os danskere anno 2014, end vi tror.

 

Danmarks hemmelige forsvar

Tirsdag d. 30. januar 10:45 på DR K – Episode 1:4

De kastede atombomber over Rusland, sprængte Storstrømsbroen i luften og sendte politi og militær mod strejkende arbejdere i Esbjerg. Alt imens sad de selv isoleret fra omverdenen i en atomsikret bunker i Jylland 60 meter under jorden.

Under den kolde krig i 80'erne deltog danske topembedsmænd i tophemmelige, realistiske krigsspil, der strakte sig over to uger og hver gang endte i atomkrig. De udgjorde toppen af en omfattende skyggeverden under den kolde krig, som kun få mennesker kendte til. En verden af hemmelige bunkers, underjordiske hospitaler, detaljerede planer og realistiske øvelser hvor tusinder af danskere - fra frivillige til topembedsmænd - helt frem til Murens fald i 1989 forsøgte at gøre landet klar i tilfælde af krig.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 28, 2018
TV-tips uge 50
TV-tips uge 01, 2018