Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 08, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 430

 

Af Jakob Skibsted

Onsdag kigger vi nærmere på den tragiske historie om folkemordet på 800.000 tutsierne i Rwanda i 1994, set gennem danske Rikke Holms historie. Folkemordet i Rwanda var det største folkemord siden Anden Verdenskrigs holocaust. Torsdag kommer der et portræt af den danske kongefamilie, med særligt fokus på Dronning Margrethe. Programmet er lavet i samarbejde med britiske BBC, og giver dermed en anderledes tilgang til portrættet af dronningen. Fredag skal det handle om de 24 skæbnesvangre timer for Svend Auken, hvor han blev vraget som formand for Socialdemokratiet til fordel for Poul Nyrup Rasmussen. I weekenden skal det lørdag handle om Ove Sprogøe, som ofte værnede om sit privatliv. I 1984 lykkedes det dog et tv-hold at lokke ham med til fødebyen Odense, i et følelsesladet gensyn med kendte steder fra Sprogøes barndom. Søndag følger et portræt af den verdensberømte britiske krimiforfatter Agatha Christie. Oftest anset som grundlæggeren af den moderne, britiske kriminalroman, Agathe Christies romaner om bl.a. Hercule Poirot og Miss Marple er nogle af verdens mest oversatte. Mandag tager vi til Anden Verdenskrig, da vi kigger nærmere på Hitlers berygtede dødspatrulje, Das Reich. En SS-panserdivision som blev indsat efter de allieredes landgang i Normandiet, i et sidste desperat forsøg på at vende krigen. Oven på dette slutter vi tirsdag lidt fredeligere af, med en rundrejse sammen med ejendomsmægleren Phil Spencer rund i Storbritannien. Phil Spencer undersøger nogle af Storbritanniens smukkeste og mest ekstravagante slotte, og er denne gang kommet til Woburn Abbey – et kloster der endte som hertugerne af Bedfords hjem.        

Rigtig god fornøjelse

 

Min Verdenshistorie - Rikke og folkemordet

Onsdag d. 20. februar kl. 15:20 på DR 2 - Dansk dokumentarserie fra 2013

I 1994 er Rikke Holm i Rwanda. En weekend er hun på safari i et naturreservat. Inde i parken er der fredeligt, men udenfor er et folkemord netop begyndt. Rikke isoleres sammen med andre turister på et hotel inde i reservatet, men situationen i landet er så farlig at FN ikke tør komme at hente hende. På bare 3 måneder myrdede Hutuerne i Rwanda næsten 800.000 tutsier - det største folkemord siden holocaust.

 

Dronning Margrethe af Danmark

Torsdag d. 21. februar kl. 16:20 på DR K

Portræt af den danske kongefamilie fra 1974, som byder på glimt fra dronningens private og officielle hverdag. Programmet blev lavet i samarbejde med BBC og følger dronningen på besøg på Færøerne, ved den svenske konges begravelse samt ved dronningens første nytårskur i 1974.

 

24 timer vi aldrig glemmer - Kampen om magten

Fredag d. 22. februar kl. 13:20 på DR K

Der findes døgn, der gør så stort et indtryk, at de for evigt sidder fast i hukommelsen. De 24 timer, hvor Svend Auken blev vraget som formand for Socialdemokratiet til fordel for Poul Nyrup Rasmussen er et af dem.

24 Timer vi aldrig glemmer, fortæller historien om hvad der egentlig skete, i Idrættens Hus i Vejle den aprildag i 1992, hvor Svend Auken måtte gå de tunge skridt på podiet, og sige tillykke til den mand, der netop havde skubbet ham væk fra formandsstolen.

 

Ove Sprogøe - Min barndoms land

Lørdag d. 23. februar kl. 12:05 på DR K

Ove Sprogøe værnede om privatlivets fred, men i 1984 lykkedes det alligevel et tv-hold at lokke ham med til fødebyen Odense for at opsøge kære kendte steder, han faktisk ikke havde set i over 50 år.

Det blev til et følelsesladet møde med det tomme fødehjem, biografens cowboyrækker, åen, bagerens brunsvigere og alle de andre ting, som havde brændt sig fast i en lille drengs hukommelse.

 

Agatha Christie - krimiens ukronede dronning

Søndag d. 24. februar kl. 15:30 på DR K - Tysk dokumentar fra 2018

Den britiske krimiforfatter Agatha Christie er verdens mest oversatte forfatter. Hendes bøger med hovedpersoner som den excentriske, belgiske detektiv, Hercule Poirot, og den alt andet end snæversynede gammeljomfru, Miss Marple, har solgt mere end en million eksemplarer på verdensplan, og hun anses som grundlæggeren af den moderne, britiske kriminalroman.

 

Hitlers dødspatrulje - Das Reich

Mandag d. 25. februar kl. 20:00 på DR K - Fransk dokumentar fra 2018 - Episode 2:2

Efter de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944 indsatte Hitler Das Reich, en SS-panserdivision, der var berygtet for at begå massemord i Ukraine og Hviderusland, i kampene. SS-divisionen med 15.000 mand og 200 kampvogne blev på vejen nord på konstant angrebet af modstandsbevægelsen og opererede, som den havde gjort i Østeuropa. Kun få dage efter begik divisionen sin første massakre i byen Tulle, og den 10. juni en endnu større i landsbyen Oradour-sur-Glane.

 

Britiske slotte: Woburn Abbey

Tirsdag d. 26. februar kl. 20:00 på DR K - Dokumentarserie fra BBC fra 2016.

Ejendomsmægleren Phil Spencer er på rundrejse i Storbritannien, hvor han gør stop ved nogle af landets smukkeste og mest ekstravagante slotte og herregårde og fortæller om både deres landskabelige og historiske betydning. Woburn Abbey i Bedfordshire begyndte sit liv som kloster, men har nu i næsten 400 år været hertugerne af Bedfords hjem.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 19, 2019
TV-tips, uge 09, 2019
TV-tips, uge 01, 2019