Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 12, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1186

 

Denne uges TV-tips kan ikke undgå at gøre opmærksom på, at DR2 kører Westerns, fx Coen-brødrenes udgave af ”True Grit” og Wylers ”Det store land” – men der er mange flere, også med John Wayne. Ellers er der norske SS-frivillige, svenske spioner, royale smykker også fra Sverige, og DK4 har en interessant udsendelse om Europa og Den nye verdensorden. Ingen uge under JFK – næsten – men her er i hvert fald et portræt; vi skal også på jagt efter Gadaffis milliarder – og vi skal tilbage til Danmark i 1960’erne. God fornøjelse!

 

Frontkæmperne: Under fjendens faner (1:4)

DR2, 24. marts, kl. 14:00

Norsk dokumentarserie (Frontkjempere) Som ganske ung meldte norske Frederik Jensen sig frivilligt til den tyske hær, og blev uden nogen militær træning sendt i kamp med en tysk SS-deling. I dag fortæller han om dengang han som den eneste overlevede et angreb uden for Moskva. Omkring 5000 nordmænd meldte sig under 2. verdenskrig til tysk krigstjeneste. Ikke mange af dem lever i dag, men i denne dokumentarserie kan man møde nogle af dem og få deres egen forklaring på, hvorfor de meldte sig under fjendens faner. 2. del følger umiddelbart efter, kl. 14.50.

 

Sveriges største spionskandale (1:3)

DR2, 24. marts, kl. 16:25

Svensk dramadokumentarserie fra 2018. Det var Sveriges største spionskandale. Hvordan kunne den svenske oberst Stig Wennerstrøm fungere som spion først for nazisterne og siden som dobbeltspion for Øst og Vest under Den kolde Krig? Hemmelige optagelser af hans afhøringer er først for nyligt blevet frigivet og viser hans syn på historien. I 1931 drømmer den unge Stig om at være pilot, men er for frygtsom. I stedet studerer han russisk til langt ud på natten.

 

Mig og 60'erne: Musik

DR2, 25. marts, kl. 17:20

Tag med en nostalgisk rejse når en række markante danskere åbner op for deres private fotoalbum fra 60'erne, årtiet hvor de gik fra børn til voksne. Det er også årtiet hvor danskerne bliver rige og moderne. De unge siger fra, det samme gør kvinderne og pludselig ser verden helt anderledes ud. I dette afsnit åbner vi for musikken i 60'erne. Det er et årti, hvor der sker en revolution musikalsk. Tonerne bliver vilde og dristige. Det samme gør dansen. Det får de unge til at vågne op og drømme om en helt anden tilværelse end deres forældre. Mød Ole Henriksen, Bille August, Vibeke Windeløv, Johnny Reimar, Gun Britt Zeller, Kirsten Norholdt, Leif Davidsen og Maria Stenz.

 

JFK: Manden bag myten

DR2, 26. marts, kl. 13:45

Hvem var John F. Kennedy? Og hvad førte til, at han blev en af USA's mest elskede præsidenter? Her udforskes Kennedys kontroversielle liv. Fra hans tidlige år i Kennedy-dynastiet. Rejserne gennem Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien, der kom til at præge hans verdenssyn. Deltagelsen i 2. verdenskrig. Hans medicinforbrug og de mange hemmeligholdte sygdomme. Og ikke mindst ægteskabet med Jackie, som var med til at cementere hans status.

 

Det store land

DR2, 27. marts, kl. 17:10

Amerikansk westerndrama fra 1958. (The Big Country) James McKay ankommer til det vilde vesten fra østkysten for at gifte sig med Henry Terrils forkælede datter Pat. Henry ligger i bitter strid om vand med sin nabo Rufus. McKay kan ikke undgå at tage stilling i striden, men hans måde at løse konflikter på falder ikke i god jord hos hverken Henry, forvalteren Steve eller Pat. Kun Pats veninde, Julia, forstår, at McKays manglende lyst til nævekamp ikke nødvendigvis betyder, at han er en kujon. Medvirkende: Gregory Peck, Jean Simmons, Carroll Baker m.fl. Instruktion: William Wyler.

 

Kongelige smykker (1:2)

DR2, 28. marts, kl. 16:40

Svensk dokumentarserie fra 2020. (Kungliga smycken) De funkler og glitrer til gallaer og fester. Men er meget mere end bare pynt. Hvert smykke i Sveriges kongehus bærer på en historie. Det er historier om kærlighed, magt og politik - og om kvinder, som binder Sveriges historie sammen med andre lande. Hvem var de, og hvorfor er der i den svenske kongefamilie smykker fra en brasiliansk kejserinde, topaser fra den russiske zarfamilie og juveler med forbindelser til Napoleon?

 

True Grit

DR2 , 29. marts, kl. 20:00

Amerikansk western fra 2010. Da 14-årige Matties far bliver dræbt af kujonen Tom Chaney, sværger hun hævn. Sammen med den enøjede, fordrukne forbundssherif Rooster Cogburn og den snakkesalige Texas Ranger LaBoeuf drager hun ud efter for at finde Chaney. De to revolvermænd har ingen respekt for hinanden, men under de blodige begivenheder bliver de nødt til at arbejde sammen. Medvirkende: Jeff Bridges, Hailee Steinfeld, Matt Damon, Josh Brolin m.fl. Instruktion: Joel og Ethan Coen.

 

Dokumania: Jagten på Gadaffis milliarder

DR2, 30. marts, kl. 20:55

Britisk dokumentar fra 2019. (The People's Money - The Search for Gaddafi's Missing Billions) Olie gjorde Muammar Gadaffi til Afrikas rigeste diktator. Men efter hans død synes ingen at vide, hvor de mange oliemilliarder er blevet af. Her følger vi to hold dusørjægere, der hævder, at de vil finde pengene og bringe dem tilbage til det libyske folk. Men intet er så simpelt, som det ser ud - og begge hold er villige til at gøre alt for at få fat på byttet.

 

Europa og den nye verdensorden

DK4, 30. marts, kl. 14:10

Verden er under hastig forandring. Nye stormagter vokser frem, mens den amerikanske supermagt langsomt trækker sig tilbage. Europa-Kommissionens nye formand, Ursula von der Leyen, vil derfor styrke den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik i EU. Målet er et stærkere Europa, som kan forsvare de europæiske landes fælles interesser på den internationale scene. Men er kommissionsformandens målsætning den rette for Europa? Og kan de europæiske lande enes om en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik? Det diskuterer Christian Foldager med eksperter, opinionsledere og politikere i programserien "Europa og den nye verdensorden". Ud fra en række aktuelle problematikker undersøger han og deltagerne, hvilken rolle EU kan og bør spille i international politik. I denne udgave af programrækken handler det især om "Supermagternes handelskrig". Dette tema diskuterer og belyser Christian Foldager sammen med Jens Ladefoged Mortensen, lektor ved København Universitet, og Peter Bay Kirkegaard, der er senior chefkonsulent hos Dansk Industri. "Europa og den nye verdensorden" er produceret med støtte fra Europa-Nævnet.

[Historie-online.dk, den 23. marts 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 19, 2021
TV-tips, uge 47, 2020
TV-tips, uge 15, 2021