Menu
Forrige artikel Næste artikel

TV-tips uge 14

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 764

 

af Jakob Skibsted Kristensen

Onsdag starter vi med den fascinerende historie om Karen Blixens farfar og William Dinesens far, godsejeren, men også krigeren og kunstneren Adolph Wilhelm Dinesen. Torsdag skal det handle om den berømte fodboldspiller Allan Simonsen, som efter en optræden i ”Vild med Dans” igen kom på befolkningens læber. Allan Simonsen blev bl.a. kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1977, og har sat sit præg på den danske sportshistorie. Fredag kigger vi nærmere på bornholmernes situation efter Anden Verdenskrig, hvor de, samtidig med at resten af danskerne fejrede befrielsen, måtte se sig besat af russiske styrker. En besættelse der skulle komme til at vare næsten et år. Lørdag skal det handle om den periode i det danske kulturliv, der var domineret af bl.a. Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Disse mennesker var alle med til at sætte deres præg på dansk revy og er i dag blevet en fast forankret del af dansk kultur. Søndag skal det handle om DR 1’s store serie om Danmarks historie, der i dette afsnit tager fat på de tidligere danskeres overgang til jernalderen. Mandag skal det handle om et lidt anderledes syn på den berygtede koncentrationslejr Auschwitz. Dette programs fokus er nemlig ikke på livet i koncentrationslejren, men derimod på konsekvenserne af opholdet i lejren hos de overlevende. Tirsdag slutter vi af med et blik på det danske slot Kronborg hvis historie hænger sammen med den periode af verdenshistorien, hvor Danmark stadig var en regional magt af betydning i Nordeuropa. Om end den i dag nok mest huskes i udlandet får at være rammen om Shakespeares Hamlet.

Rigtig god fornøjelse

Onsdag d. 05 april

Grever, godsejere og gullaschbaroner

20:00 på DR K

Alle kender Karen Blixen (født Karen Dinesen), mange kender hendes far William Dinesen, men de færreste har hørt om hendes farfar Adolph Wilhelm Dinesen. Nu får han hovedrollen, når vi fortæller historien om den farverige godsejer. Han var kriger, kunstner og konservativ i en periode af 1800 tallet, hvor Danmark gennemlevede enorme forandringer. Dinesen tilhørte den absolutte samfundstop og deltog i hele tre krige, samtidig med at han som en anden konge styrede herregården Katholm, skrev bøger og var involveret i det politiske liv. Historiker og forfatter Tom Buk-Swienty og vært Liv Thomsen.

Torsdag d. 06 april

Vild med Allan

20:30 på DR K

Allan Simonsen blev kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1977 og var stærkt medvirkende til, at det danske landshold fik sit internationale gennembrud i begyndelsen af 1980erne. Men Allan Simonsen var aldrig interesseret i at opføre sig som en stjerne, og da den aktive karriere var forbi, træf han nogle helt bevidste valg for at undgå mediernes søgelys og ikke mindst det pres, han var under som professionel i storklubber som Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona. I dette program, hvor der blandt andet er aktuelle interviews med barndomsvennen Tommy Hansen, tidligere landstræner Sepp Piontek og Allan Simonsen selv, kigger vi tilbage på hans store karriere og ser nærmere på personen, der med sin rolle i "Vild med Dans" pludselig kom på alles læber igen.

Fredag d. 07 april

Den glemte befrielse - Da russerne tog Bornholm

20:00 på DR K

Mens resten af Danmark jublede over befrielsen i maj 1945 gik Bornholm nogle dramatiske døgn i møde. Først to dages kraftige bombardementer, og så en besættelse af russiske stormtropper. Og bornholmerne kunne ikke få oplysninger om deres skæbne, da radioen ikke fortalte om situationen. Der gik næsten et år, før Bornholm endelig kunne fejre, at de fremmede tropper havde forladt øen. Hos dem der oplevede begivenhederne er der fortsat en bitterhed og en følelse af at være blevet svigtet af det øvrige Danmark.

Lørdag d. 08 april

Dirch og de andre

15:35 på DR K

Sonja Oppenhagen fortæller om en stor periode i dansk revy, der var domineret af Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Der vises klip fra datidens film, teater og tv.

Søndag d. 09 april

Historien om Danmark: Metallernes tid

20:00 på DR 1

Det er en tid, hvor vi får adgang til en hidtil ukendt form for rigdom og til et metal, der kan ændre folks liv for altid. Det er fortællingen om en periode i vores historie, hvor gyldent rav fra vores egne kyster gør os til et af de rigeste områder i Europa, og hvor der bliver bygget i tusindvis af gravhøje til Danmarks nye overklasse. Men intet varer evigt og da et nyt metal - Jernet, ser dagens lys, er festen forbi.

Mandag d. 10 april

Efter Auschwitz

20:55 på DR K

Hvad skete der med de mennesker, der mod alle odds overlevede opholdet i nazisternes umenneskelige kz-lejre? Fra Jerusalem, Chicago, London, Bayern, Krakow og Tel Aviv fortæller seks overlevende fra Auschwitz bevægende om deres liv i årene efter lejren og op til nu. Hvordan påvirkede kz-lejropholdet dem selv og deres venner og familie? Kan menneskeheden lære noget af denne grusomme forbrydelse. Og har den lært noget?

Tirsdag d. 11 april

Vores verdensarv: Kronborg

12:55 på DR K12:55

Historien om Kronborg Slot er en fortælling om dengang Danmark var et af Nordeuropas mest magtfulde kongeriger og slottet Kronborg det ultimative symbol på, hvor meget styr den danske konge havde på tingene. Og så er det en fortælling om, hvorfor Shakespeares drama Hamlet bare måtte finde sted på Kronborg.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 15
uge 5
TV-tips uge 23