TV-tips, uge 14, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 14, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 540

Af Jakob Skibsted Kristensen

Vi starter onsdag med et kig på Eleanor Roosevelt, der var førstedame i USA fra 1932 til 1945. Eleanor Roosevelt var ikke bare en yderst aktiv førstedame, hun nød også stor popularitet og opbakning i det amerikanske samfund, og havde faktisk en stor politisk indflydelse. Vi bliver ved præsidenters koner, når vi torsdag kigger på Winnie Mandelas liv, der var gift med Nelson Mandel fra 1958-96, og hendes kamp for at afskaffe apartheid indefra. Modsat Eleanor Roosevelt kan Winnie Mandela dog ikke siges at have været lige populær til alle tider, snarere tværtimod. Fredag kigger vi nærmere på myten om Atlantis, og om man evt. har fundet resterne af en oldtidsby, der muligvis kunne være inspirationen til det sagnomspundne Atlantis. Lørdag kommer filmatiseringen af Ken Folletts store middelalderfortælling om livet i katedralbyen Kingsbridge. Søndag kigger vi på Saudi Arabiens kongefamilie. Siden grundlæggelsen af Saudi Arabien i 1932 har Saud-familien regeret landet, men familien er ikke altid enige om, i hvilken retning man skal styre landet, hverken tidligere eller i dag. Mandag kigger vi på historien om Den Hellige Gral, som har fascineret både troende og historikere meget gennem tiden. Senest i 2014, opdagede historikeren Margarita Torres to pergamentruller i et Ægyptisk bibliotek. Ifølge dokumenterne var 'Jesus kop' i år 1055 blevet ført fra Jerusalem til Spanien som en gave til kong Ferdinand 1. af Leon. Spørgsmålet er så bare om gåden endelig er blevet løst. Vi slutter af tirsdag med et kig på fundet af den berømte mumie af farao Tutankhamon.  I 1922 gjorde den engelske arkæolog, Howard Carter, det enestående fund af den uberørte kongegrav i Kongernes Dal i det sydlige Ægypten, der indeholdt store rigdomme. Dog mener arkæologer nu, at den unge Tutankhamon muligvis slet ikke er begravet alene, men kan være blevet begravet i samme grav som sin svigermor, dronning Nefertiti, hvorved der muligvis er endnu en grav.  

Rigtig god fornøjelse

 

Eleanor Roosevelt - Førstedame og rebel

Onsdag d. 4. april 09:40 på DR K - Fransk dokumentar fra 2016.

Hverken før eller siden har en amerikansk førstedame været så aktiv, så populær og haft så stor politisk indflydelse som Eleanor Roosevelt. Fra 1932 til 1945, fra den økonomiske krise i 1930'erne til 2. Verdenskrig fyldte hun funktionen som førstedame med politisk indhold, der betød udfordringer og kampe, som hun aldrig undgik eller ignorerede. Hun blev en inspiration for generationer af kvinder, der ønskede at skabe sig et rum i en politisk verden forbeholdt mænd.

 

Winnie Mandela

Torsdag d. 5. april 10:15 på DR 2 - Fransk dokumentar fra 2017.

Portræt af en af de måske mest misforståede magtfulde, moderne, kvindelige, politiske skikkelser, Winnie Madikizela Mandela (f.1936), gift med Nelson Mandel fra 1958-96. Hendes opstigning og tilsyneladende fald fra magtens tinder og et liv i politisk vanære ligner en episk tragedie. Her fortæller nogle af dem, der var tættest på hende, men også nogle af hendes mest stålsatte fjender, om Winnie Mandelas liv og hendes kamp for at afskaffe apartheid indefra.

 

Gåden om Atlantis

Fredag d. 6. april 17:10 på DR K - Amerikansk dokumentar fra 2016.

Det sagnomspundne rige, der forsvandt under havet, hører til en af den antikke verdens største gåder. Platon har godt nok skrevet om Atlantis, men den almindelige mening har været, at det kun var en myte og en legende. Men kunne denne tabte civilisation have været virkelig? I årtier har arkæologer søgt efter vished, men så fandt man på den græske ø Santorini en hel by, der var blevet begravet efter et vulkanudbrud for 3.500 år siden. Kunne det være den forsvundne civilisation?

 

Ken Folletts Uendelige verden

Lørdag d. 7. april 18:25 på DR 2 – Episode 1:4 - Engelsk dramaserie fra 2012 efter Ken Folletts roman.

England i 1327. En brutal borgerkrig er slut. I byen Kingsbridge ånder alt idyl, men kun for en stund. Snart går der rygter om, at den gamle konge er blevet myrdet i fangenskab. Samtidig søger en hemmelighedsfuld, såret adelsmand tilflugt i Kingsbridge. Og da dronningen indsætter den brutale sir Roland som jarl, er det slut på freden i byen. Serien er en fortsættelse af Jordens søjler.

 

En kongefamilie i krig

Søndag d. 8. april 13:45 på DR 2 – Episode 1:3 - Dokumentar fra BBC fra 2018.

Siden grundlæggelsen af Saudi Arabien i 1932 har en uudtømmelig rigdom sikret de saudiske prinser enevældig magt hjemme og frihed til ustraffet at skeje ud i udlandet. Landets nye kronprins, den 32-årige Mohammed bin Salman, vil reformere det saudiske samfund og i et forsøg på at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, vil han tilbage til en moderat islam. Men mange i kongefamilien har forbindelse med konservative, religiøse kræfter og har i et forsøg på at begrænse Irans indflydelse i regionen ydet betydelig økonomisk støtte til voldelige ekstremister.

 

Gåden om den hellige gral

Mandag d. 09. april 18:15 på DR K - Amerikansk dokumentar fra 2016.

I 2014 opdagede historikeren Margarita Torres to pergamentruller i et Ægyptisk bibliotek. Ifølge dokumenterne var 'Jesus kop' i år 1055 blevet ført fra Jerusalem til Spanien som en gave til kong Ferdinand 1. af Leon. Et udsmykket bæger, som har tilhørt kong Ferdinands datter, viser sig bag sin middelalderlige guldprydelse at være et simpelt bæger af onyx, og Torres hævder, at dette er det bæger, Jesus drak af.

 

Gåden om Tutankhamons grav

Tirsdag d. 10. april

20:00 på DR K - Amerikansk dokumentar fra 2016.

I 1922 gjorde den engelske arkæolog, Howard Carter, det enestående fund af en uberørt kongegrav i Kongernes Dal i det sydlige Ægypten. Trods det righoldige fund var Tutankhamons grav atypisk på flere måder. Den var mindre end andre kongegrave og bar præg af at have været bygget i stor hast. Selve indretningen antyder, at der burde være et kammer mere. Og arkæologer mener nu, at den unge Tutankhamon er blevet begravet i samme grav som sin svigermor, dronning Nefertiti.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 07, 2018
TV-tips, uge 28, 2018
TV-tips uge 03, 2018