Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 14, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 827

 

En del mennesker bruger jo nok megen tid ved fjernsynsskærmen i denne tid – hvad enten man streamer eller ser flow. Under alle omstændigheder er der da også en del at se på med historisk interesse. Det er vel unødvendigt at fortælle, at ”Matador” genudsendes på DR2 hver dag kl. 17 – men også en ældre serie om pesten genudsendes. Af lidt ældre sager ser en dokumentar om P.S. Krøyer interessant ud, og det samme gør en udsendelse om dansk idræt under hagekorset – og historien om en østrigsk eventyrskov

Nyt er det med en amerikansk spion i FBI og en dokumentar om Diego Maradona. Vi er desuden på besøg i Baggesens Korsør, får et postkort fra Frilandsmuseet samt ser på portugisiske kulturperler. Endelig kan en amerikansk western sikkert få tiden til at gå. Bemærk i øvrigt, at DR2 hver dag sender kvalitetsfilm om eftermiddagen. God fornøjelse!

 

Spioner i krig: Den perfekte forræder

Amerikansk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 1. april, kl. 21:45

Det er en af de alvorligste spionskandaler i USA's historie. Fortællingen om Robert Philip Hanssen. En af de farligste og mest sejlivede muldvarpe. I 27 år opererede han som FBI-agent, men spionerede i virkeligheden for den russiske efterretningstjeneste. Her afslører vi historien om spionjagten, der bragte de amerikanske efterretningstjenester i knæ.

 

Geronimo

Amerikansk western fra 1993.

DR2, 2. april, kl. 15:05

Ledet af den legendariske Geronimo har chiricahua-apacherne holdt stand mod den amerikanske hær i årevis, da stammen nødtvungent lader sig overtale til at slå sig ned i et reservat. Men den tildelte jord er ikke frugtbar nok til at brødføde stammen. Og da hæren dræber en oprørsk medicinmand, tager Geronimo atter kampen op mod den enorme overmagt.
Medvirkende: Jason Patric, Gene Hackman, Robert Duvall, Wes Studi, Matt Damon m.fl.
Instruktion: Walter Hill.

 

Litteraturens åsteder

I en ny udgave af "Litteraturens åsteder" fører Anne-Marie Mai dk4s seere til Baggesens Korsør
DK4, 2. april, kl. 12:00

"Baggesen. Hvem er Baggesen"? vil de fleste sikkert spørge. Jens Baggesen blev født i Korsør i 1764 af fattige forældre, og sandt er det, at han i dag ikke er alle bekendt, sådan som fx Adam Oehlenschläger er det. Alligevel er han en banebrydende personlighed i den danske litteraturhistorie og står som en overgangsperson mellem oplysningstiden og romantikken.
De mest kendte værker i Jens Baggesens forfatterskab er det lille digt "Da jeg var lille" (1785) og den selvbiografiske "Labyrinten" (1792-93), der nok er en rejseskildring, men først og fremmest en psykologisk rejse i den unge mands labyrintiske sind i mødet med et Europa i opbrud. Rejsen begynder nemlig i revolutionsåret 1789, som Jens Baggesen oplevede på nærmeste hold og beskrev i en digterisk stil, som næsten kan sammenlignes med 1980-ernes vilde poesi.
Som de 9 tidligere udgaver af "Litteraturens åsteder" er det professor ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai, der folder historien ud for seerne i et levende og let tilgængeligt sprog langt fra forskernes ellers snørklede kancellisprog. Alle kan være med.
De fleste optagelser til programmet foregår i Korsør by på de steder, der har tilknytning til Baggesens barndom og selvfølgelig ved den smukke statue, som byen satte over det berømte bysbarn i 1906. Statuen står der endnu med den løse "poesiens blå blomst" i hånden, – hvis den da ikke lige er blevet stjålet af én eller anden spøgefugl med hang til for meget alkohol i blodet.

 

Portugisiske kulturperler

DK4, 3. april, kl. 21:05

Flere og flere rejseglade danskere har fået øjnene op for Portugal som et land, der er værd at besøge. Ikke blot byder det smukke land på solbeskinnede strande og nogle af verdens bedste golfbaner, men også på en lang række historiske kulturperler.
Under titlen "Portugisiske kulturperler" har dk4 allerede præsenteret Sintra, Monsanto, Coimbra og Porto for seerne samt programmer om den specielle portugisiske fadomusik samt om hovedstaden Lissabon.
Nu har dk4s Frantz Howitz atter engang besøgt Portugal, sammen med et tv-hold, for at fortælle om yderligere to spændende -" og meget forskellige seværdigheder, nemlig "dronningernes by" Obidos og tempelriddernes Tomar.

Obidos er traditionelt set dronningernes og brylluppernes by. Det går helt tilbage til den tidlige Middelalder, hvor kongen forærede Obidos i morgengave til sin dronning. Mere end 25 dronninger har op gennem historien været patronesser over den smukke lille by, der ligger som en hvid perle omsluttet af sin bymur ca. 75 km nord for Lissabon.

Obidos har en lang historie, der går helt tilbage til Romerrigets tid. Siden overtog muslimerne magten over Portugal og byggede en fæstning, der hvor byens nuværende Castello ligger. Portugals første konge Afonso Henriques fik borgen ombygget, og da Obidos har en yderst strategisk beliggenhed blev den i 1300-årene omsluttet af en mur. Under det store jodskælv, der ramte Lissabon og omegn i 1755, blev Obidos nærmest jævnet med jorden. Den romantiske by, man oplever i dag, er ikke, som man skulle tro, nogen middelalderby, men bygget i 1700-årenes slutning.

 

Kejserindens trylleskov

Østrigsk dokumentar fra 2013.

DR2, 4. april, kl. 09:15

Der findes en eventyrskov gemt bag en gammel mur. Engang var den et tilflugtssted for Østrigs ulykkelige kejserinde Elisabeth. I dag giver den mennesker og dyr et pusterum fra en hektisk verden. Midt i skoven ligger en smuk have og et romantisk palads. Begge var en gave fra kejser Franz Joseph af Østrig til sin kone. Her besøger vi kejserindens drømmeslot, det unikke dyreliv og de 400 år gamle egetræer i trylleskoven.

 

Krøyers verden

Dansk dokumentar fra 2012 om en af Danmarks største kunstnere.

DR2, 5. april, kl. 21:55

P.S. Krøyer var i 2012 aktuel med udstillingen 'Krøyer- i internationalt lys' på Den Hirschsprungske Samling og på Skagens Museum.
Udstillingen er den største om Krøyer i nyere tid. P.S. Krøyers kunst ses normalt i sammenhæng med Skagensmalerne, men Krøyer var også kosmopolit og en del af den europæiske avantgarde. Med denne dokumentar anlægges en ny synsvinkel, som relaterer Krøyers kunst til den samtidige internationale kunst. Krøyer bragte dansk kunst ud i et internationalt forum, og omvendt tog han inspiration fra de nye strømninger hjem til kunstlivet i København og ikke mindst fik kunstnerkolonien i Skagen en international position.
Et filmhold har fulgt i fodsporene på Krøyers malerier - lige fra Tyskland, Sverige, Frankrig og helt til USA - og hørt alle de spændende historier herfra.
Ligeledes var de med på den lange rejse omkring opbygningen af den store udstilling på Den Hirschsprungske Samling.

 

Pest over Europa (1:6)

Det første angreb.

DR2, 6. april, kl. 10:20

En dag i året 1347 blev Europa ramt af en katastrofe. I løbet af ganske få år blev op imod halvdelen af europæerne slået ihjel af en hæslig sygdom. De kaldte sygdommen for Pest, og den forandrede Europa for altid.
Tilrettelæggelse: Mads Baastrup og Lone Leegaard.
Sendt første gang 09.02.03

 

Postkort fra Frilandsmuseet

DK4, 6. april, kl. 12:35

Nord for København ligger Frilandsmuseet, hvor de besøgende kan opleve hvordan Danmark har set ud i forskellige tidsperioder. Alt fra gamle fiskerhuse fra Vestjylland til gårde fra Bornholm er blevet genopført, præcis som de stod engang.
Kom med dk4 på besøg og fang et glimt af stemningen fra Frilandsmuseet.

 

Dansk Idræt under Hagekorsets Tegn

DR2, 7. april, kl. 19:00

Historien om hvordan danskerne svedte mod hinanden i sportsarenaen mens vi undlod at gøre det på slagmarken. Om danske sportsikoner som Gunnar Nu Hansen og Ragnhild Hvegers rolle i det dansk-tyske idrætssamkvem.
Sendt første gang 08.04.10

 

Dokumania: Diego Maradona

Amerikansk dokumentarfilm fra 2019.

DR2, 7. april, kl. 21:00

Diego Armando Maradona er kendt for sin dribleteknik og udråbt som fordboldgud. Gennem 500 timers hidtil usete optagelser dykker vi ned i den argentinske fodboldlegendes liv fra årene 1984 til 1991. En vanvittig og turbulent tid, hvor Maradona fører Napoli til deres første liga-titel, kæmper med et kokainmisbrug, involveres i mafiaen og får et barn, han ikke vil kendes ved.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 48, 2019
TV-tips, uge 16, 2019
TV-tips, uge 10, 2020