TV-tips, uge 21, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 21, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 469

Af Christoffer Quist

Onsdag indleder vi denne uges TV-tips med dokumentarserien ”24 timer vi aldrig glemmer”. Dette afsnit omhandler den forfærdelig katastrofe i 1986, hvor atomkraftværket i Tjernobyl brød sammen. Hjemme i Danmark gik der to dage, før katastrofens konsekvenser satte ind. Dette er både en historie om nedsmeltningen af et atomkraftværk, og også historien om Den Kolde Krig. Torsdag kan man se det andet sidste afsnit af dokumentarserien ”Blondinens kulturhistorie”. Dette tredje afsnit har titlen Forladt og billig, og beskæftiger sig med vores moderne tidsopfattelse af en overdrevet seksuel forståelse af kvinder med blondt hår. Dokumentaren undersøger i det store hele, hvorfor især blondiner har været centeret for en overdrevet forståelse af sex og udsat for (nogle gange) ondsindede vittigheder. Fredag begynder vi weekenden med begge afsnit af dokumentarserien ”Danmark imod Danmark – Historien som slagmark”. I to programmer tegner Liv Thomsen den historiske baggrund for den værdikamp, som har været øverst på dagsordenen siden det såkaldte systemskifte 2001. Lørdag kan man se den flotte amerikanske dokumentar fra 2016 ”Legenden om Atlantis”.  En dokumentar som vi før har anbefalet, men hvis man ikke har set den endnu, er den det hele værd. Produceren James Cameron sætter alt ind på at komme til bunds i sagnet om Atlantis, og dokumentaren bærer præg af hans filmiske egenskaber. Søndag fortsætter vi med endnu en amerikansk dokumentar, som også er fra 2016, ”USA's første subway”. I 1800-tallet voksede de amerikanske storbyer gevaldigt, men på tidspunktet var det mest benyttede transportmiddel heste. Dette havde den konsekvens at jo flere mennesker, der boede i byerne, jo flere heste fulgte med dem, byerne begyndte at lugte. Man havde brug for et renere og mere moderne transportmiddel. Mandag begynder vi ugen med første afsnit af en ny fransk dokumentarserie ”Israel 1945-1948 - en nations fødsel”. I efterkrigstiden af Anden Verdenskrig, mere præcist den 29. november 1947, stemte FN for en deling af det gamle Palæstina. For det jødiske folk, der netop havde oplevet en af de mest forfærdelige katastrofer i menneskehedens historie, var dette et lyspunkt. For det palæstinensiske folk, var dette en kæmpe uretfærdighed og begyndelsen på et mareridt, som ikke mange havde forudset. Tirsdag kan man se endnu et afsnit af den amerikanske dokumentarserie fra 2016 ”Genier”. Dette afsnit omhandler to af de nok mest populære videnskabsmænd i historien, Thomas Edison og Nikola Tesla. Den succesfulde Thomas Edison og den unge Nikola Tesla udforskede sammen elektricitetens muligheder. Men en hård konkurrence om penge og personlig hæder, ledte snart til et livslangt fjendskab.

-          Rigtig god fornøjelse

                          

24 timer vi aldrig glemmer: Tjernobyl

Onsdag 23. maj på DRK 17:15 – 18:05

Den 26. april 1986 om morgenen målte man på Risø i Danmark forhøjet radioaktivitet. Herefter blev et gigantisk beredskabs- og undersøgelsesarbejde sat i gang - for hvor stammede denne dødbringende radioaktive stråling fra. Først troede man det kom fra Sverige, så fra Finland, før man om aftenen den 26. april fandt ud af at den øgede radioaktivitet stammede fra en ulykke, som var sket to dage tidligere på det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl.
Vi følger det døgn da atomulykken blev kendt i Danmark. Set fra danske miljømyndigheders vinkel, fra miljøorganisationerne, fra pressen og fra den helt almindelige dansker, som blev påvirket af verdenshistoriens værste ulykke på et atomkraftværk.

Blondinens kulturhistorie - Forladt og billig (3:4)

Torsdag24. maj på DRK 18:35 – 19:05

Hvorfor har blondt hår gennem flere tusinde års kulturhistorie været tæt forbundet med en stærk seksualdrift og mangel på moral? Det gælder fra en blond græsk ur-kvinde til klicheen om den svenske synd og til en nutidig pornofilmproducent i Barcelona.

 

Danmark mod Danmark - historien som slagmark (1:2)

Fredag 25. maj på DRK 14:40 – 16:00 (Dobbelt afsnit)

I to programmer tegner Liv Thomsen den historiske baggrund for den værdikamp, som har været øverst på dagsordenen siden det såkaldte systemskifte 2001. På den ene side er regeringen og Dansk Folkeparti, som ifølge dem selv kæmper for danskheden og mod årtiers kulturelt overherredømme. På den anden side er 'de kulturradikale' - en gruppe af skribenter og kritikere som især ytrer sig i dagbladet Politikens spalter og som har diametralt modsatte holdninger til indvandring, retspolitik, kulturpolitik etc. Med udgangspunkt i en række nedslag i nyere Danmarkshistorie og interview med blandt andre Søren Krarup, Jesper Langballe, Klaus Rifbjerg, Hans Hertel blotter vi uenighederne og viser hvor forskelligt man kan tolke historiens gang.

Legenden om Atlantis

Lørdag 26. maj på DRK 21:30 – 23:00

Legenden om det forsvundne Atlantis har været diskuteret i flere tusind år. Bl.a. beskrev den græske filosof Platon en mægtig civilisation, der bredte sig fra midten af Atlanterhavet til Europa og dele af Afrika. Men er der noget om snakken? Og hvis Atlantis har eksisteret, er det så muligt i dag at finde spor efter denne forsvundne civilisation? Instruktøren James Cameron har sat sig for sammen med en gruppe af arkæologer, naturvidenskabelige forskere og historikere at søge efter dette tabte rige på havets bund.

 

USA's første subway

Søndag 27. maj på DRK 12:15 – 13:10

Da de amerikanske byer i slutningen af 1800-tallet voksede sig stadig større, var tiden inde til at skifte de hestetrukne sporvogne ud med en hurtigere, renere, sikre og mere effektiv transportform. Boston var USA's mest overbefolkede by. Med næsten 400.000 indbyggere i centrum og med 8.000 heste var byen beskidt, støjende og lugtede af lort. I Boston havde Frank Sprague vision og viden, Henry Whitney kapital og borgmester Matthews politisk tæft, så Boston fik som den første amerikanske by en elektrisk subway, der blev indviet i 1897.

 

Israel 1945-1948 - en nations fødsel (1:2)

Mandag28. maj på DRK 20:00 – 20:55

Den 29. november 1947 stemte FN for en delingsplan for Palæstina. For jøderne var det en drøm, der blev opfyldt, for palæstinenserne begyndelsen på en katastrofe. 70 år efter den historiske afstemning er spørgsmålet om Palæstina stadig et åbent sår, en slagmark for to folk, splittet af deres fælles historie og en kilde til spænding i regionen og i hele Mellemøsten. Historien fortælles gennem både palæstinensiske og israelske øjne gennem vidnesbyrd og øjenvidne beretninger, palæstinensiske og israelske historikere samt nyt arkivmateriale.

 

Genierne: Edison vs. Tesla

Tirsdag 29. maj på DRK 13:40 – 14:25

Amerikansk dokumentarserie fra 2015.

Se historien om de mænd og kvinder som gennem opfindsomhed og nyskabelse ændrede den måde, vi lever på. Dyk med ned i den store krig om at forsyne verden med elektricitet, der blev udkæmpet af Thomas Edison og Nikola Tesla.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 41, 2018
TV-tips uge 06, 2018
TV-tips, uge 40, 2018