Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 24, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 199

 

Af Jakob Skibsted

Vi begynder onsdag i selskab med den britiske historiker Jonathan Phillips, der fortæller om den tidlige kristendoms tornede vej fra en mindre religion i Mellemøsten til at være hovedreligion i Romerriget. Torsdag fortæller 98-årige Tove om sit begivenhedsrige liv. Heriblandt hendes tid som modstandskvinde under 2. Verdenskrig, hvor hun som lokkedue var med til at likvidere Hipo’er. Fredag skal det handle om den kendte organisation Greenpeace. Programmet kigger på organisationens grundlæggelse, men også de markante indre modsætninger og kampen om den ideologiske retning, som har præget organisationen. Lørdag kigger vi nærmere på det fantastiske fund af den sunkne ægyptiske havneby Herakleion. Ud for den egyptiske kyst fandt man i 2000 resterne af denne by, næsten uberørt og yderst velbevaret med templer, statuer, huse og både. Et unikt øjebliksbillede af det ældgamle egyptiske liv. Søndag bliver vi ved middelhavet, da professor Andrew Wallace-Hadrill tager på opdagelse i antikken, og undersøger områdets første millionbyer. I programmet kigger han nærmere på byen Athen, og forsøger at forklare, hvordan den enorme by kunne fungere uden hverken benzin, gas eller elektricitet. Ligesom i den populære serie Game of Thrones, kæmpede en lang række magtfulde familiedynastier om overherredømmet i middelalderens Europa. I dette første afsnit, kigges der nærmere på, hvordan magtspillet om arveretten til den franske trone kastede England og Frankrig ud i en af de længste og blodigste konflikter i europæisk historie - Hundredårskrigen. Tirsdag ser vi nærmere på den berømte romerske by Pompeji. Byen var en velhavende romersk by, der fungerede som tilflugtssted og ferieparadis for Roms elite. Her var nemlig kæmpestore villaer, kunstfærdige spabade og løsslupne fester på flodpramme i bugten. Alt dette skulle dog ændre sig, da byen blev ramt af et vulkanudbrud og begravede byen i aske.

Rigtig god fornøjelse

 

Vejen til Konstantinopel

Onsdag d. 12. juni kl. 14:40 på DR K

Amerikansk dokumentar fra 2014.

Den britiske historiker Jonathan Phillips fortæller i seks programmer om kristendommens tornede vej fra Mellemøsten til Konstantinopel. Mens apostlenes tidsalder så småt er ved at rinde ud, fortæller Phillips om Paulus' tredje og sidste missionsrejse. Alle apostlene, undtagen Johannes, kom til at lide martyrdøden for deres urokkelige tro. Det gjaldt også Paulus og Peter, der skulle komme til at opfylde deres skæbne i hænderne på en af historiens mest grusomme tyranner.

 

Skøn, skæv og 98

Torsdag d. 13. juni kl. 20:30 på DR 1

98-årige Tove ryger en joint om dagen. Så kan hun slappe af og lade tankerne gå på langfart. Tilbage til en ikke altid lykkelig barndom, til 2. Verdenskrig, hvor hun som modstandskvinde og lokkedue var med til at likvidere Hipo´er, til tre forliste ægteskaber og til hippietiden - hvor hun rejste rundt i verden og endte med at sidde halvandet år i et fængsel i Beirut.

Per Wennicks dokumentar skildrer en charmerende, skarp, politisk ukorrekt og usædvanlig kvindes dagligdag og liv igennem næsten 100 år.

 

Hvordan vi ændrede verden!

Fredag d. 14. juni kl. 10:10 på DR 2

Canadisk dokumentar fra 2015.

I 1971 sejlede en flok venner til Alaska for at forhindre en atomprøvesprægning. Deres mediebevidste protest gav genlyd i hele verden og førte til grundlæggelsen af Greenpeace og den moderne, grønne bevægelse. Men det varede ikke mange år, før den ene lokalafdeling af Greenpeace sagsøgte en anden. Med en af grundlæggerne, den karismatiske journalist Bob Hunter, som fortæller, bliver Jerry Rothwells film til en skildring af den svære balance mellem det politiske og det personlige. Idealisme overfor pragmatisme, princip overfor kompromis. Gruppen var enige om at ændre verden - de kunne bare ikke enes om hvordan!

 

Byen der forsvandt i havet

Lørdag d. 15. juni kl. 20:00 på DR K

Britisk dokumentar fra 2014.

Havnebyen Herakleion sov i århundreder under Middelhavets bølger - indtil et hold af havarkæologer gør et utroligt fund i 2000. Ud for den egyptiske kyst finder de resterne af byen uberørt og velbevaret med templer, statuer, huse og både. Et unikt øjebliksbillede af det ældgamle egyptiske liv. Hvad fik den bemærkelsesværdige by til at forsvinde i havet?

 

Antikkens storbyer

Søndag d. 16. juni kl. 17:00 på DR K – Episode 1:2

Britisk dokumentar fra 2015.

De første millionbyer blev bygget for over 2000 år siden. Helt fri for moderne bekvemmeligheder og hvad vi i dag betragter som livsnødvendigheder. Professor Andrew Wallace-Hadrill tager på opdagelse i antikken og udforsker resterne af disse vigtige storbyer. Første gang undersøger han, hvordan Athen kunne fungere uden benzin, gas og elektricitet. Og forklarer, hvad kan vi lære af disse gamle civilisationer.

 

Magten over tronen - Dynastiernes blodige intriger

Mandag d. 17. juni kl. 20:45 på DR K – Episode 1:4

Amerikansk dokumentarserie fra 2017.

I middelalderen kæmper magtfulde familiedynastier om dominans over Europa. Magtspillet om arveretten til den franske trone bringer intriger, mord og kaos med sig. Og kaster England og Frankrig ud i den længste og blodigste konflikt i europæisk historie: Hundredårskrigen. Se, hvordan tørsten efter magt blandt datidens fyrster ændrede Europas grænser, når de episke historier rekonstrueres her.

 

Pompeji på havbunden - De riges paradis

Tirsdag d. 18. juni kl. 15:45 på DR K

Britisk dokumentar fra 2017.

For 2.000 år siden var byen Baiae i Napolibugten et tilflugtsted for Roms rige og magtfulde elite. Her i datidens Las Vegas kunne de slappe af og undslippe det romerske samfunds snærende bånd og slå sig løs. Her var kæmpestore villaer, kunstfærdige spabade og løsslupne fester på flodpramme i bugten. Indtil et vulkanudbrud satte hele byen under vand, hvor arkæologer nu er gået i gang med at kortlægge den glemte by.

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 46, 2018
TV-tips, uge 49, 2018
TV-tips, uge 02, 2019