TV-tips, uge 31, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 31, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 366

 

Af Jakob Skibsted Kristensen

Vi begynder denne uge i Ægypten, hvor vi kigger nærmere på Ægyptens ti plager, der er beskrevet i Det Gamle Testamente. Historien er en beretning om en tyrannisk farao, der holder israelitterne i fangenskab, indtil Moses, på Guds ordre, lader ti frygtelige plager regne ned over landet, så faraoen lader israelitterne gå. Fortællingen bliver af mange set som sandfærdig, selvom de fleste historikere og arkæologer afviser det som noget, der historisk er sket, da der ingen tydelige beviser rigtigt kan findes herom. Men historien om plagerne, mener mikrobiologen Siro Trevisanato og vulkanologen, David Pyle, nu måske kan forklares ved at en stor naturkatastrofe kan have forårsaget de mærkelige fænomener som vand til blod, frøer, myg, utøj, pest, bylder, hagl, græshopper, mørke og død. Torsdag bliver vi ved Ægypten, da vi her kigger nærmere på franskmanden Jean-Francois Champollion, der ledte en af historiens vigtigste opdagelsesrejser i Ægypten, og det meste vi ved om det gamle Ægypten skyldes til dels Champollion. Han gjorde nemlig det, man anså som det umulige, da han i 1822 knækkede koden til faraonernes skriftsprog, Hieroglyfferne. Fredag kigger vi på nogle af historiens brændpunkter gennem danske udsendinges øjne. Denne gang foregår det i Tyskland i efteråret 1977, hvor formanden for den tyske arbejdsgiversforening Hanns Martin Schleyer, bliver bortført af terrorgruppen Rote Arme Fraktion. Derudover kommer endnu et afsnit, der kigger nærmere på Israel-Palæstina konflikten. Lørdag drejer det sig om Venedigs historie, og hvordan det gik til, at en by bygget på en sump kunne udvikle sig til en af middelalderens mest magtfulde byer og handelscentre. Søndag skal det handle om de vilde 60’ere i USA, der forvandlede USA fra grå konformitet til et land, der sprudlede af politisk, kulturel og social frigørelse. I 1960'ernes USA blev mange af de i dag velkendte politiske og sociale bevægelser, som kvindekampen, bøssernes befrielsesfront, miljøbevægelsen og det nye venstre grundlagt. Mandag bliver vi ved USA, da vi kigger nærmere på, hvordan det lykkedes den unge stat at gå fra britisk eks-koloni til et af verdens nye stormagter i slutningen af 1800-tallet. Tirsdag slutter vi af med fortællingen om skrumpehoveder. Disse halshuggede, indtørrede og indskrumpne menneskehoveder florerer i flere film, og den dag i dag, som for 200 år siden da de først blev opdaget, har disse hoveder pirret vesterlændinges fantasi og nysgerrighed som en barbarisk og eksotisk praksis. Nu tyder noget dog på, at praksissen muligvis ikke var særlig udbredt, men at det faktisk var den store internationale interesse og efterspørgsel efter disse skrumpehoveder, der spredte denne tidligere ret isolerede praksis.

Rigtig god fornøjelse

                                           

Gåden om Ægyptens ti plager

Onsdag d. 01. august 22:30 på DR K - Dokumentar fra BBC fra 2017

Historien om Ægyptens ti plager fra Anden Mosebog i Det Gamle Testamente er en storslået og mærkelig beretning om en tyrannisk farao, der holder israelitterne i fangenskab, indtil Moses på Guds ordre lader ti frygtelige plager regne ned over landet. Historien er hidtil blevet opfattet som metaforisk, men mikrobiologen Siro Trevisanato og vulkanologen, David Pyle, mener nu, at en stor naturkatastrofe kan forklare de mærkelige fænomener som vand til blod, frøer, myg, utøj, pest, bylder, hagl, græshopper, mørke og død.

 

Ægypten

Torsdag d. 02. august 17:20 på DR K - Dramadokumentarserie fra BBC fra 2005 - 6:6

Franskmanden Jean-Francois Champollion ledte historiens vigtigste opdagelsesrejse i Ægypten. Alt, hvad vi ved om de gamle ægyptere, begyndte med Champollion. Han løftede sløret for de hemmeligheder, som havde ligget begravet i 5000 år. Ikke ved at udgrave pyramider og templer, men ved hjælp af sproget. Champollion gjorde det umulige, da han i 1822 knækkede koden til faraonernes skriftsprog, men havde brug for at rejse til Ægypten for at få så meget materiale, at han kunne bevise, at han havde ret. Den chance fik han først i 1828. Champollions rejse strakte sig fra pyramiderne i Giza og begravelsespladsen i Memphis til templerne i Karnak og Kongernes Dal. Han satte sit helbred på spil for at fuldføre dette pionerarbejde, der for altid skulle ændre vores opfattelse af det gamle Ægypten, dets pyramider, templer og grave.

 

Verdens brændpunkter: Tyskland 1977

Fredag d. 03. august 15:50 på DR 2

Verdenshistorie set gennem DR's udsendte. I efteråret 1977 bliver formanden for den tyske arbejdsgiversforening Hanns Martin Schleyer bortført af terrogruppen Rote Arme Fraktion.

DR's nye korrespondent Svend Erik Tychsen vil gerne gøre op med danskernes gamle fordomme om tyskland, men han er kommet på det værst tænkelige tidspunkt. For efter Schleyers bortførelse sætter den tyske stat hårdt mod hårdt. Det fører til en omfattende menneskejagt og skrappe antiterrorlove, der indskrænker borgerlige rettigheder.

 

Italiens usynlige byer - Venedig

Lørdag d. 04. august 21:30 på DR K - Dokumentar fra BBC fra 2017.

Italiens undergrund er så smækfuld med oldtidsminder, at det kan være lige så spændende at se ned, som at se op. Ved hjælp af den nyeste 3D scanning-teknologi forklarer historikeren Michael Scott, hvordan det lykkedes en by bygget på en sump at blive en af middelalderens mest magtfulde - og ikke mindst, hvordan det er lykkedes Venedig at blive stående på sine pæle den dag i dag!

 

De vilde 60'ere: Bevægelsernes tid 1960-69

Søndag d. 05. august 11:00 på DR K - Amerikansk dokumentarserie fra 2013.

1960'erne var årtiet, som forvandlede USA fra grå konformitet til et land, der sprudlede af politisk, kulturel og social frigørelse. Ved hjælp af arkivoptagelser fra amerikansk tv bliver begivenheder og personligheder vævet sammen til et underholdende og oplysende portræt af dette bemærkelsesværdige årti. I 1960'erne blev mange af de i dag velkendte politiske og sociale bevægelser, som kvindekampen, bøssernes befrielsesfront, miljøbevægelsen og det nye venstre grundlagt.

 

USA's forgyldte tidsalder

Mandag d. 06. august 20:45 på DR K - Amerikansk dokumentar fra 2018 – 1:2

I de sidste årtier af 1800-tallet blev befolkningen i USA fordoblet i løbet af en enkelt generation. Landet blev verdens førende producent af fødevarer, kul, olie og stål, tiltrak store udenlandske investeringer og kom ind på markederne i Europa og Fjernøsten. Samtidig steg uligheden, og det udløste en principiel debat, om regeringens rolle: skulle den beskytte den private ejendomsret eller beskytte arbejderne? Skulle den skabe økonomisk vækst eller økonomisk retfærdighed?

 

Gåden om skrumpehovederne

Tirsdag d. 07. august19:10 på DR K - Dokumentar fra BBC fra 2017.

Halshuggede, indskrumpne menneskehoveder nærede fantasien hos 1800-tallets frygtløse eventyrere og samlere, og den barbariske skik var omgærdet af myter og mystik. Men nu viser det sig, at den victorianske mani for skrumpehoveder forvandlede en ældgammel og ret isoleret ceremoniel praksis til en morderisk international handel. Et hold af antropologer, historikere og naturvidenskabsfolk har undersøgt, hvor hovederne kom fra og ikke mindst, hvem de var, da de var levende mennesker.

 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 07, 2018
TV-tips uge 02, 2018
TV-tips, uge 19, 2018