Menu
Forrige artikel Næste artikel

TV-tips uge 36

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 266

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med et kig på nogle af de prøvelser det danske Rigsfællesskab stod over for under den tyske besættelse af Danmark. Torsdag kigger vi nærmere på Første Slesvigske Krig, også kaldet treårskrigen, hvor de tyske dele af det danske rige, Slegsvis-Holsten-Lauenborg, kæmpede for selvstændighed. Krigen løste dog ikke problemet, og lagde således grobunden for Anden Slesvigske krig i 1864. Danskerne har stort set altid drukket øl eller andre gærede drikke, og fredag kigger vi derfor nærmere på hvordan denne aktivitet har påvirket danskerne gennem tiden. Lørdag kommer der et klassisk afsnit af Historiequizzen, der denne gang kigger nærmere på nogle af de historie og fortællinger der omgærder Det Kongelige Teater. Søndag skal det handle om den kendte danske skikkelse Per Hækkerup. Hækkerups eftermæle var i lang tid præget af myten om at han skulle have foræret store dele af nordsøolien væk til nordmændene i en brandert, samt at han aldrig blev statsminister. Disse fortællinger overskygger dog ofte det egentlige arbejde Per Hækkerup lagde for dagen i sin tid som dansk politiker. Mandag skifter vi genre, og kigger i stedet nærmere på nogle af de fantastiske borge, som normannerne byggede i England efter William Erobrerens erobring af England. Disse borge var dog ikke blot et magtredskab for normannerne, men blev hurtigt et våben i hænderne på forræderiske adelsmænds udfordring af selvsamme. Tirsdag bliver vi i England, og slutter af med den til tider dysfunktionelle royale familie, huset Plantagenets, der herskede over England gennem mere end 300 år. Familien sad længe på magten i England samt store dele af Frankrig, men deres regeringsperiode var præget af indædte magtkampe og forræderi – Fra deres egen familie.       

Rigtig god fornøjelse

 

Onsdag d. 06 september, 20:30 på DR K

Rigsfællesskabets historie: 2. Verdenskrig

I de fem krigsår er Grønland og Færøerne uden for Danmarks kontrol. De amerikanske baser i Grønland bliver afgørende for krigen mod nazisterne, og grønlænderne omfavner de nye impulser udefra. Færingerne tjener formuer på fisk. I danskernes fravær forsøger tilhængerne af selvstyre at tage magten på Færøerne, men de 5000 britiske tropper på øerne truer med at slå 'oprørerne' ned.

Torsdag d. 07 september, 12:05 på DR K – Episode 1

Jagten på historien

I den slesvigske krig fra 1848-50 begyndte nedturen, så Danmark endte som en ministat i Europa. Hvad skete der? Var treårskrigen et slesvig-holstensk oprør mod den danske stat, som med fuld ret skulle nedkæmpes - eller var det en borgerkrig mellem flere nationaliteter, hvor danskernes rolle dengang ligner serbernes i dag? Historikerne Uffe Østergaard og Bjørn Svensson kæmper på argumenter om den rette fortolkning.

Fredag d. 08 september, 12:05 på DR K

Nydelsens historie

I Danmark har vi drukket øl siden stenalderen og dét at drikke en lille én har - på tværs af alle samfundslag - stærkt optaget os danskere op gennem århundrederne. Men de mange millioner liter alkohol, vi har drukket er ikke uden omkostninger - hverken i hjemmene, på arbejdspladsen eller for det danske samfund. For mens andre lande begrænser adgangen til alkohol ved lov, så lader danske politikere nydelsen af alkohol være et helt personligt valg. Danmark har i dag et af Europas højeste forbrug af alkohol - et forbrug som stiger og stiger.

Lørdag d. 09 september, 20:00 på DR K

Historiequizzen: Det Kongelige Teater

Historiequizzen med Adrian Hughes, er rykket ind på Det Kongelige Teater. Deltagerne skal quizze om stedets store stjerner, henførende hemmeligheder og royale røverhistorier. Hvad lavede Frederik IX i virkeligheden under forestillingerne og hvorfor må man ikke fløjte på scenen? Hør svarene, når Trine Halle og Kåre Johannessen dyster mod Cecilie Nielsen og Christian Donatzky.

Søndag d. 10 september, 16:05 på DR K

Store danskere - Per Hækkerup

Per Hækkerup elskede sjusser og store cigarer. I 60'ernes og 70`ernes Danmark var han en højtstående minister, der aldrig opnåede den statsministerpost, som mange mente han var selvskreven til. Hækkerup var fremtidens mand, en moderne udenrigsminister, der så Danmark som en del af verden. Men han var også manden, der blev gjort til syndebuk for at have mistet nordsøolien i en brandert til nordmændene. Og selv om politik var hans liv, så var statsministeren, hans chef, Anker Jørgensen ikke inviteret med, da han blev begravet.

Mandag d. 11 september, 20:00 på DR K

Englands magtfulde fæstninger

Den britiske historiker, Sam Willis, fortæller her om de britiske borge og fæstningsværker fra de dukker op sammen med normannerne og William Erobreren i 1066 til den længste belejring på engelsk jord af Kenilworth Castle 200 år efter. Fæstningsværkerne skulle understøtte den normanniske invasion, men blev hurtigt et våben i hænderne på forræderiske adelsmænds udfordring af kongemagten.

Tirsdag d. 12 september, 15:40 på DR K - Britisk dokumentarserie fra 2014.

Forræderi - Henrik 2.

Et af Europas mest dysfunktionelle dynastier, huset Plantagenets, herskede over England gennem mere end 300 år og skabte grundlaget for både parlament og retssystem. Henrik 2. (1133-1189), der som den første kaldte sig Konge af England, endte med at forråde sin bedste ven og forbundsfælle, Thomas Becket. Til gengæld blev han selv forrådt af sin kone, tvunget til at gå i krig mod sin ældste søn for endeligt at blive forrådt af sine to andre sønner, Richardt og Johan.

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 46
TV-tips uge 41
TV-tips uge 14