Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 38, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 275

 

I denne uge kan vi få noget at vide om danske forsvarsværker fra forskellige tidsaldre – men også om Afghanistan i 1980’erne. Der er portrætter af både Jihadi John og Christian Ditlev Frederik Reventlow på herregården Pederstrup. Og så er der Hitlers brutale inderkreds, danskernes sexliv og arkæologien er repræsenteret ved Fæstedskatten. Vi skal desuden til USA i to dramaer – dels fra 1830’ernes syden, dels i den relativt nye westernfilm, De hurtige og de døde, med en lang række kendte skuespillere. God fornøjelse!

 

Afghanistan - et såret land: Den Sovjetiske invasion

Dokumentar fra 2019.

DR2, 16. september 2020, kl. 23:00

I 1980'erne bliver Afghanistan epicentret for kampen mellem islam om kommunismen. Sovjetiske styrker invaderer i 1979 landet, og Sovjetunionen overtager magten. Som modreaktion opfordrer afghanerne til jihad, og våben og penge strømmer fra USA og de arabiske lande til oprørerne. Også udenlandske krigere slutter sig til oprørerne - blandt andet en ung Osama Bin Laden. Få Afghanistans voldsomme historie fortalt af dem, der har været helt tæt på begivenhederne.

 

Fjenden kommer (1:3) – Stevnsfortet

DR2, 17. september, kl. 13:20 og 13:45

Dybt inde i Stevns Klint ligger et underjordisk fort som indtil den kolde krigs afslutning var en af forsvarets bedst bevarede hemmeligheder. Opgaven var at holde blikket stift rettet mod faren fra Øst. Danskerne har altid haft brug for beskyttelse. Rundt omkring i det danske landskab ligger volde, borge, kanaler og anlæg som har haft til formål at beskytte mod en ydre fjende. Placeringen er aldrig tilfældig og rummer altid en spændende historie.

Fjenden kommer (2:3) - Fredericia forsvarsværk

Fortællingen om Fredericia Forsvarsværk handler om en af de mest blodige og dramatiske epoker i dansk krigshistorie. Fra Treårskrigen i 1848 -1850 til det knusende nederlag mod stormagten Tyskland i 1864.
Det er en fortælling om storhed og fald. Om national kådhed og et politisk overmod der forvandler Danmark fra stormagt til miniput nation - tæt på undergang.

 

Arkæologien rundt

DK4, 18. september, kl. 12:00

Tempel fra jernalderen er i dybeste hemmelighed udgravet nær Fæsted. "Arkæologien Rundt" har været på besøg.

Det er efterhånden et par måneder siden, dk4´s Frantz Howitz var på besøg på en helt særlig og dyb hemmelig udgravning nær Fæsted kun lidt over en kilometer fra det sted, hvor detektorarkæologer i 2016 fandt den ultimative guldskat fra vikingetiden, Fæstedskatten.
Grunden til hemmelighedskræmmeriet var, at arkæologerne fra Museet på Sønderskov ønskede at beskytte denne helt særlige udgravning, indtil de havde lokaliseret og opgravet to gulddepoter nedlagt i hvert sit stolpehul. Det er dog ikke de fragmenterede stykker guld, der er det mest interessante ved denne arkæologiske lokalitet. Det utrolige er, at man har fundet stolpehullerne efter noget, der i sin struktur ligner et tempel, som har fungeret gennem flere hundrede år på præcis samme sted. Man kan i udgravningen se, hvordan især de bærende stolper er blevet udskiftet fem til seks gange. Dybden af stolpehullerne fortæller, at der har været tale om et stort og synligt hus. Et lignende tempel er udgravet nær Lund og er i dag et af Sveriges mest kendte historiske steder, Uppåkra.
Der er mange fællestræk mellem Uppåkra og Fæsted. Tidsmæssigt set har de fungeret i samme periode, og det er samme typer genstande, man har fundet såsom depoter af fragmenteret guld, sværd og lanser, men det er dog potteskårene, der angiver den brede datering mellem ca. 150 f.Kr. og ca. 450-500 e.Kr. Herefter er templet lukket ned og de hellige aktiviteter måske flyttet til det område, hvor Fæstedskatten blev fundet. Her begynder aktiviteterne netop omkring år 450-500 og slutter i sidste del af vikingetiden.

 

Fjenden kommer (3:3) – Dannevirke

DR2, 18. september, kl. 13:45

Forsvarsværket Dannevirke har siden Jernalderen spærret for åben adgang til Danmark fra syd. Som militær forpost har den lange vold kun været i brug ganske få gange. Men som nationalt symbol har Dannevirke en særstilling.

 

The Birth of a Nation

Amerikansk autentisk drama fra 2016.

DR2, 18. september, kl. 20:00

I 1830'ernes Virginia beslutter den økonomisk pressede plantageejer Samuel Turner at leje den sorte slave og prædikant Nat Turner ud som gæsteprædikant til andre plantager. Det skal forhindre slaverne i at gøre oprør, men planen kommer til at gå stik imod hensigten. For da Nat bliver vidne til de grusomheder, andre slaver udsættes for, iværksætter han en blodig opstand for at lede sit folk til frihed.

 

Temalørdag: Sandheden om danskernes sexliv

Dansk dokumentar fra 2019

DR2, 19. september, kl. 20:00

Nu kan DR2 endelig fortælle sandheden om danskernes sexliv. 60.000 mænd og kvinder har betroet forskere deres inderste hemmeligheder: Hvilket fantasier har vi? Hvor mange sexpartnere har vi haft? Hvor tit onanerer vi, og er vi overhovedet tilfredse med vores sexliv?
Få svaret på alt om sex og mød samtidig parret, hvor sexlivet er gået helt i stå, kvinden der altid har følt at hendes store sexlyst var forkert. Og manden, der først turde give udtryk for sine erotiske fantasier, efter han blev skilt.

 

De hurtige og de døde

Amerikansk western fra 1995.

DR1, 20. september, kl. 22:50

En ung kvinde rider ind i en støvet flække et sted i det vilde vesten, bevæbnet med en seksløber og et flammende had til byens enevældige hersker, den brutale John Herod. Hvert år afholder Herod en duel-turnering, der tiltrækker revolvermænd fra nær og fjern. Den unge kvinde melder sig også til turneringen, men kan hun hamle op med Herod - manden med byens hurtigste seksløber?
Medvirkende: Sharon Stone, Gene Hackman, Russell Crowe, Leonardo DiCaprio.
Instruktion: Sam Raimi.

 

Hitlers brutale inderkreds - helte og udskud (1:10)

Tysk dokumentarserie fra 2018.

DR2, 21. september, kl. 13:15

Efter 1. Verdenskrig er Tyskland på knæene. Mange drømmer om en frelser, og i en ølhal i München mener Dietrich Eckart, at han har fundet ham i en ung soldat ved navn Adolf Hitler. Den flotte kamppilot, Hermann Göring, ser også potentialet, og krigshelten Ernst Röhm ser den unge urostifter som en, han kan bruge. Rudolf Hess beundrer Hitler grænseløst, og Heinrich Himmler ser en chance for at kæmpe for sine idealer. Voldsparate og utilfredse cementerer de deres forhold i et dristigt kupforsøg.

Anden del følger umiddelbart efter, kl. 14:05.

 

Manden bag det moderne menneske

Dansk portræt fra 2020

DK4, 22. september, kl. 20:30

Gennem sin adelige slægt arver statsmanden Christian Ditlev Frederik Reventlow i 1770´erne herregården Pederstrup sammen med en række andre godser på Lolland. Og her kommer Herregården Pederstrup i høj grad til at have en særlig betydning for Reventlow og for de mange reformer, som han stod bag. Sammen med en kreds af indflydelsesrige mænd omkring daværende kronprins Frederik stod Reventlow nemlig bag det store lovgivningsarbejde i 1780´erne, der blandt andet første til stavnsbåndets ophævelse og til skolereformen i 1814, hvor undervisningspligten bliver stadfæstet. Meget af forarbejdet til dette fandt sted på Pederstrup og de omliggende gårde, hvor Reventlow afprøvede mange af sine ønsker og idéer til reformerne før lovforslagene blev fremsat. I programmet om C.D.F Reventlow besøger dk4 herregården på Pederstrup, der er i dag indrettet som et museum. Her fortælles historien om Reventlow gennem de møblerede stuer og personlige ejendele, og museumsinspektør Louise Sebro skildrer, hvilken stor betydning adelsmanden har for det moderne Danmark, som vi kender i dag.

 

Dokumania: Jagten på Jihadi John

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 22. september, kl. 20:55

Mohammed Emwazi, også kendt som Jihadi John, gik fra at være en almindelig ung mand fra London til verdenskendt terrorist med flere bestialske mord og kidnapningen af den danske fotograf Daniel Rye på samvittigheden. Efterretningstjenesterne står for første gang frem og afslører, hvordan Jihadi Johns svage punkt førte til den ellers forsigtige bøddels død.

[Historie-online.dk, den 15. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 12, 2020
TV-tips, uge 35, 2019
TV-tips, uge 36, 2020