Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 39, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 304

 

Der er meget at glæde sig til i ugens løb. Det kunne være John Ford-klassikeren ”Diligencen” – men ikke mindst første del af den nye sæson af den fremragende tyske dramaserie ”Babylon Berlin”. Den er vi nogle stykker, der har glædet os til. Nå, men der er da også dokumentarer, fx om Kennedy-klanen – og om en kvindelig islandsk viking. Arkæologien er repræsenteret via Broholm Slot og kammerherre N.F.B. Sehested – men også de mystiske skeletter på Øland. Og så er der desuden en dokumentar om jagtslottet på Kalø. Lidt længere oppe i tiden skal vi til danskernes hverdag i 1978, og i Liv Thomsens dokumentar nærmere på værdikampen i 00’erne. Endelig er der en serie om de danske tysklandsarbejdere under krigen.

God fornøjelse!

 

Den kvindelige vikings farefulde rejser

Islandsk dokumentar fra 2019.

DR2, 23. september, kl. 20:00

Islandske Gudrid Thorbjarnardottir var vikingetidens mest eventyrlystne opdagelsesrejsende og blev kendt som 'Langfareren'. Hun drog ud på farefulde ekspeditioner i hele verden - og nåede til Nordamerika næsten 500 år før Christoffer Columbus, hvor hun fødte det første transatlantiske barn. Her dykker vi ned i den utrolige historie om Gudrid, der trods sin ydmyge opvækst blev en af de dristigste opdagelsesrejsende gennem tiderne.

 

Gåden om massakren på Øland

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 23. september, kl. 21:45

Det flyder med skeletter på den svenske ø Øland. Et sted, som i slutningen af 400-tallet var gerningssted for et af historiens mest grusomme massemord. En nordisk krigerstamme blev brutalt myrdet og efterladt til at rådne op. Hvad skete der? Og hvem stod bag den blodige massakre? Nu forsøger et hold af arkæologer at løse den 1500 år gamle uopklarede sag. En sag om bedrag, magtkampe og rivalisering.

 

Historien om Jagtslottet på Kalø

DK4, 24. september, kl. 09:00

Historien om Jagtslottet på Kalø er en historie, der tager udgangspunkt i Kalø Slotsruin – som er bygget af kongen i 1300-tallet. Slottet bliver senere privatejet af familien Gyldenløve – der dog river slottet ned, da byggematerialerne skal bruges til at bygge Charlottenborg i København. Der er stadig brug for bygninger til godsdriften – så derfor bliver Kalø Gods bygget i starten af 1700-tallet tæt på Slotsruinen. I 1824 køber den tyske familie Jenisch alle herlighederne på Kalø – de flytter ikke selv ind, men tager hertil på jagt og i ferierne – og så må godsforvalteren flytte ud af gemakkerne. Det holder ikke i længden, så von Jenisch beslutter at bygge Jagtslottet i 1899. Denne opgave lægges ud til Hack Kampmann, én af tidens absolut store arkitekter, og Maleren Hansen-Reistrup fik til opgave at udsmykke 'Jagtslottet' -" og hvilken udsmykning.

 

Guldkorn 1970'erne: 1978

DR2, 24. september, kl. 16:10

DRs arkiver er en guldgruppe af gamle TV-klip. De store historier har vi set igen og igen. Men hvad var det der prægede den helt almindelige danskes hverdag i 1978?
På diskotekerne har dansefeberen for alvor bidt sig fast i de unges hofter i 1978, imens diskuteres der rummelighed i folkeskolen, og fiskeriet skaber ikke kun hovedbrud i havnene, men også i de mindre fodboldklubber, hvor unge talenter lokkes af drømmen om et liv som professionel.

 

Danmark mod Danmark - historien som slagmark (1:2)

DR2, 25. september, kl. 15:00

I to programmer tegner Liv Thomsen den historiske baggrund for den værdikamp, som har været øverst på dagsordenen siden det såkaldte systemskifte 2001. På den ene side er regeringen og Dansk Folkeparti, som ifølge dem selv kæmper for danskheden og mod årtiers kulturelt overherredømme. På den anden side er 'de kulturradikale' - en gruppe af skribenter og kritikere som især ytrer sig i dagbladet Politikens spalter og som har diametralt modsatte holdninger til indvandring, retspolitik, kulturpolitik etc. Med udgangspunkt i en række nedslag i nyere Danmarkshistorie og interview med blandt andre Søren Krarup, Jesper Langballe, Klaus Rifbjerg, Hans Hertel blotter vi uenighederne og viser hvor forskelligt man kan tolke historiens gang.

Anden del følger umiddelbart efter kl. 15:40

 

Diligencen

Amerikansk westernklassiker fra 1939.

DR2, 26. september, kl. 17:55

En gruppe meget forskellige mennesker er på vej i en diligence gennem Apache-indianernes land. På kuskesædet sidder den naive Buck, og senere slutter den unge lovløse Ringo sig til rejseselskabet på den farefulde færd.
Medvirkende: John Wayne, Claire Trevor, Andy Devine m.fl.
Instruktion: John Ford. Originaltitel: Stagecoach

 

Kennedy-dynastiet (1) - Pengenes magt

Amerikansk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 27. september, kl. 16:40

Fra irske bønder til amerikanske kongelige. Kennedyerne er mere end en familie. De er et stort magtfuldt dynasti med en mission - og har haft en enorm betydning for USA og hele verden. Gennem seks afsnit dykker vi ned i historien om Kennedy-klanen. En fortælling om ære, skandale, triumf og tragedie.

 

Arkæologien rundt

DK4, 28. september, kl. 13:40

Broholm Slot nær Svendborg er kendt for flere ting. Slottets tyske forbindelse under 2. verdenskrig (brugt af Hans Scherfig som forlæg til romanen "Frydenholm") er et eksempel på negativsiden. Fremavlingen af Broholmhunden og samt fundet af Danmarks tungeste guldskat, Broholm-skatten, er gode eksempler på plussiden, der begge har med kammerherre N.F.B. Sehested (1813-1882) at gøre. I dette program handler det dog først og fremmest om kammerherre Sehesteds store betydning for dansk arkæologis historie.
Sehested var en pioner, når det galt indsamling, formidling og forskning inden for dansk oldtid. Hans interesse for arkæologi blev allerede vakt, da han i 1833, som ungt menneske, var vidne til opsamlingen af Broholm-skatten, men da han arvede Broholm Slot efter sin mor i 1839, fik han nok at gøre med andre gøremål som godsejer og hædersmand i statens tjeneste. Det var først de sidste 7-8 år af sit liv, at kammerherren tog sig tid til at pleje sin interesse for arkæologien. Han begyndte systematisk at få indsamlet mere end 70.000 genstande fra jorderne under Broholm.
Når man i dag besøger Broholm Slot, der nu drives som restaurant og hotel, kan man få åbnet for et specielt arkitekttegnet trefløjet museum, som Sehested fik opført i 1878 til de mange oldtidsgenstande, han fik indsamlet.
NU skal man ikke tro, at kammerherren selv var på skattejagt. Det havde han sine bønder til. Det var dem, der indsamlede fx stenalderredskaber i titusindvis, når de arbejdede på Broholms Slots marker. Hver gang en bondemand afleverede noget specielt interessant, modtog han en lille dusør. Måske en praksis som man senere efterlignede, da danefægodtgørelse blev indført.

 

Babylon Berlin III (1:6)

Tysk dramaserie fra 2019.

DR2, 28. september, kl. 21:00

Berlin, september 1929. Kriminalassistent Gereon Rath kaldes ud til Babelsberg-filmstudierne. Stjernen Betty Winter er omkommet under mystiske omstændigheder. Var det en ulykke eller mord? Samtidig graver både Rath og Charlotte Ritter i sagen om attentatet på chefpolitiinspektør Benda. Men de er oppe imod stærke kræfter, der ikke ønsker, at sandheden kommer frem.

 

Tysklandsarbejderne (1:3)

DR2, 29. september, kl. 12:25

Under 2. Verdenskrig drog næsten 100.000 danskere til Tyskland for at arbejde. Det blev der ikke talt meget om efter krigen. Men det skete med fuld opbakning fra den danske regering og fra fagbevægelsen. For mens Tyskland førte krig mod verden, var der massearbejdsløshed i Danmark.

Anden del kommer umiddelbart efter, kl. 12:55

[Historie-online.dk, den 22. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 3, 2020
TV-tips, uge 15, 2019
TV-tips, uge 17, 2020