TV-tips, uge 40, 2018
Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 40, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 347

 

Af Christoffer Quist

Onsdag begynder vi denne uges tv-tips med det femte afsnit af dokumentarserien ”Liv i renæssancen”. Dette afsnit omhandler kongedatteren Leonora Christina. Leonora Christina var datter af Christian den 4., og ligesom sin far var hun en person, som delte vandene. Det sjette og sidste afsnit af serien bliver sendt lige bagefter. Torsdag kan man se den amerikansk dokumentarserie fra 2016 ”Historien om 80'erne”. Dette afsnit er døbt ”Grådighed”, hvor emner som Ronald Reagans regeringsperiode, aids-krisen og Den Kolde Krig bliver behandlet. Der er også et teknologisk opsving, såvel som et økonomisk, hvilket fører til en ny form for grådighed i det amerikanske samfund. Der bliver også sendt endnu et afsnit af serien efter dette. Fredag kan man se den britisk dokumentar fra 2017 ”Marilyn Monroe – auktion over et levet liv”. Marilyn Monroe var en af Hollywoods største filmstjerner 1950-60; verdensberømt efter bl.a. filmene Gentlemen Prefer Blondes og How to Marry a Millionaire i 1953. Hun var kendt i sin sammentid som en af de smukkeste kvinder og blev et af de første sexsymboler i mediekulturen. Lørdag kan man se et afsnit af dokumentarserien ”24 timer vi aldrig glemmer”. Dette afsnit af serien omhandler orkanen i 1999.  Stormen, som mange nok stadig husker, var en voldsom begivenhed i Danmark, hvor vi sjældent har andet end en hård kuling, men orkanen med til at sætte sit præg på det danske landskab i mange år bagefter. For ikke at glemme tabet af syv menneskeliv. Søndag slutter vi weekenden af med dokumentarserien ”Store danskere”.  Dette afsnit omhandler Dan Turell også kendt under kælenavnet Onkel Danny. Onkel Danny var nok mest kendt for sine digte, hvor han venstreorienterede synspunkter kom til udtryk i mange af hans bøger. Men han var meget mere end en digter. Mandag begynder vi ugen med en dokumentar om det legendariske Atlantis. James Cameron undersøger, om der findes spor. Tirsdag kan man se det første afsnit i dokumentarserien ”Arven fra kongerne”. I dette første afsnit bliver der set på restaureringen af de gamle slotte som Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave og af Kancellihuset på Fredensborg Slot. Rigtig god fornøjelse.

 

Liv i renæssancen - Leonora Christina: I seng med fjenden (5:6)

Onsdag 3. oktober på DRK 09:15 – 09:55

Leonora Christina var kongedatter, men ikke prinsesse. Hun var sofistikeret kosmopolit, men også skrap rejekælling.
En af Danmarkshistoriens mest kontroversielle skikkelser, som sin far Christian den 4.
Elsket og hadet, beskrevet side op og side ned, analyseret, kritiseret - kanoniseret.
Vi fortæller om hendes tur fra de bonede gulve ved de europæiske hoffer til Blåtårns usle fængselscelle, hvor hun sad i årevis.

 

Historien om 80'erne: Grådighed

Torsdag 4. oktober på DRK 16:55 – 17:40

Her kommer vi med på en tur ned ad 80'ernes memory lane. Serien zoomer blandt andet ind på Ronald Reagans regeringsperiode, aids-krisen, Den Kolde Krig og teknikkens boom. Dokumentaren giver et indblik i, hvordan 80'ernes økonomi i USA boomer, kreditkortet gløder, og amerikanerne forbruger som aldrig før. Under overfladen lurer grådigheden dog - og mere vil have mere.

 

Marilyn Monroe - auktion over et levet liv

Fredag 5. oktober på DRK 18:05 – 18:55

Marilyn Monroe (1926-62) huskes stadig som det største sex-symbol i det 20. århundrede. I sit korte, men intense liv raffinerede hun sin personlighed som 'dum blondine' til perfektion og kom til tops i en branche, der ikke var for tøsedrenge. Ud over at være smuk havde Marilyn masser af humor, en stor livsappetit og enorme ambitioner. Hun oprettede endda sit eget produktionsselskab, så hun kunne vælge sine egne roller. En auktion i 2016 over Marilyns personlige ejendele indbragte mere end 11 millioner dollar og viste, at i den kollektive erindring lyser hendes stjerne stadig.

 

24 timer vi aldrig glemmer - Orkanen 3. december 1999

Lørdag 6. oktober på DRK 12:45 – 13:35

Der er dage vi aldrig glemmer, dage hvor vi husker, hvor vi var og hvad vi lavede. Dage hvor vi bogstavelig talt bliver blæst omkuld. En af de dage er 3. december 1999. Den dag orkanen kom til Danmark.
Vindstød med en hastighed på op over 50 m/s ramte Danmark den dag. Og efter 24 timers hærgen henover over landet havde orkanen sat sine tydelige spor. 7 mennesker mistede livet på grund af orkanen og op imod 1000 kom til skade. Cirka 40.000 husstande var uden el i en periode efter orkanen og alt i alt skønner forsikringsselskaberne at orkanens hærgen kostede 14 milliarder kroner.

 

Store danskere - Dan Turell

Søndag 7. oktober på DRK 11:05 – 12:05

Dan Turell er en af de få danske digtere, der formår at nå alle danskere.
Hvad enten det er ved abstrakte digte, Vangede Billeder, klummer eller med den navneløse journalist i Mord-bøgerne.
Onkel Danny er en grænseløs provokatør - men Dan Turell er meget mere end det.

 

Legenden om Atlantis

Mandag 8. oktober på DRK 20-21.30

Amerikansk dokumentar fra 2016.

Legenden om det forsvundne Atlantis har været diskuteret i flere tusind år. Bl.a. beskrev den græske filosof Platon en mægtig civilisation, der bredte sig fra midten af Atlanterhavet til Europa og dele af Afrika. Men er der noget om snakken? Og hvis Atlantis har eksisteret, er det så muligt i dag at finde spor efter denne forsvundne civilisation? Instruktøren James Cameron har sat sig for sammen med en gruppe af arkæologer, naturvidenskabelige forskere og historikere at søge efter dette tabte rige på havets bund.

 

Arven fra kongerne  (1:6)

Tirsdag 9. oktober på DRK 16:05 – 16:35

Ny glans på gamle slotte
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har konstant gang i store restaureringsarbejder på de danske kongeslotte. Igennem halvandet år følger vi to af den seneste tids mest omfattende projekter: restaureringen af Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave og af Kancellihuset på Fredensborg Slot. Undervejs fortæller erfarne fagfolk om det særlige håndværk, der skal til for at genskabe bygningernes indre og ydre pragt.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 13, 2018
TV-tips uge 01, 2018
TV-tips uge 06, 2018