Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 40, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 329

 

Denne uges flow-TV med henblik på de historiske udsendelser kan fremvise dokumentar om Julius Cæsar og om Pompejis mafiabosser. USA er repræsenteret ved en uhyggelig seriemorder og højreorienteret politisk manipulation. Fra Den kolde Krig skal vi høre om flugten over Østersøen fra DDR til Danmark, og den russiske revolution, set fra Rusland, bliver vi også vidner til. Fra Danmark fortæller DR2 om galskab ved hjælp af to konkrete sager – og i den mere hyggelig ende fortæller Ove Sprogøe om sin barndom i Odense. Og på DK4 diskuteres europæisk identitet. Endelig kan søndagen jo bruges på ”Den gamle dame” alias det klassiske cykelløb Liege-Bastogne-Liege. God fornøjelse!

 

Julius Cæsars vej til magten

Britisk dokumentar fra 2018.

DR2, 30. september, kl. 20:00

Næsten alle kender navnet Julius Cæsar. Den brutale erobrer og diktator er stadig en del af vores hverdagssprog, og verdens ledere bruger retoriske tricks, som Julius Cæsar perfektionerede for mere end 2.000 år siden. Men hvor meget ved vi egentlig om ham og hans styre i Rom? Hvorfor endte han både metaforisk og bogstaveligt talt med en kniv i ryggen?

 

Gåden om Pompejis forbryderbander

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 30. september, kl. 21:45

Byen Pompeji lever i frygt, længe inden vulkanen Vesuv i år 79 begraver byen i lava. En underverden af mafiabosser holder byen i et jerngreb. Der er ingen hjælp at hente blandt byens korrupte ledere, der er viklet ind i politiske intriger. Det er hver mand for sig selv i Pompeji, hvor hævn og brutalitet er hverdagskost.

 

Flugtrute: DDR-Danmark (1:2)

DR2, 1. oktober, kl. 12:55

Dansk dokumentarserie om et glemt kapitel i den kolde krig.
Hele verden fulgte de desperate flugtforsøg ved Berlinmuren. Men der var også en anden og dødsensfarlig flugtrute. Den gik over Østersøen - til Danmark. Tusindvis af østtyskere satte livet på spil i bølgerne. For mange blev danskerne deres redningsmænd. De fleste nåede aldrig så langt. Dette er historien om nogle af dem der forsøgte. Tilrettelæggelse: Jesper Clemmensen.

Anden del 2. oktober kl. 13.15

 

USA's værste seriemorder

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 2. oktober, kl. 21:40

Samuel Little hævder, at han har dræbt 93 kvinder på 40 år. Hvorfor blev han først stoppet nu? Her dykker vi ned i den uhyggelige historie og afslører, hvordan Little terroriserede marginaliserede og sårbare kvinder i årtier. Eksperter undersøger hans motiver og forfærdelige forbrydelser. Og kvinder, der har overlevet et møde med ham, fortæller om den voldelige seriemorder.

 

Ove Sprogøe - Min barndoms land

DR2, 3. oktober, kl. 15:10

Ove Sprogøe værnede om privatlivets fred, men i 1984 lykkedes det alligevel et tv-hold at lokke ham med til fødebyen Odense for at opsøge kære kendte steder, han faktisk ikke havde set i over 50 år.
Det blev til et følelsesladet møde med det tomme fødehjem, biografens cowboyrækker, åen, bagerens brunsvigere og alle de andre ting, som havde brændt sig fast i en lille drengs hukommelse.

 

Cykling: Liège-Bastogne-Liège

Belgisk endagsløb

TV2, 4. oktober, kl. 13:30

Den belgiske klassiker Liège-Bastogne-Liège, der er et af verdens ældste cykelløb, bliver heldigvis også kørt i år, men et halvt år senere end det plejer. Løbet, der også bliver kaldt "Den gamle dame", blev kørt første gang i 1892, og ruten er som altid lang og hård og går gennem Ardenner-bjergene. Jakob Fuglsang vandt i 2019, men han har droppet at forsvare sejren i år. Til gengæld skal en række andre ryttere fra verdenseliten køre løbet - bl.a. Egan Bernal, Mikel Landa og Julian Alaphilippe.

 

Oktoberrevolutionen - set fra Rusland

Russisk dokumentar fra 2017.

DR2, 5. oktober, kl. 09:10

Det var en enestående kæde af begivenheder, der førte til Oktoberrevolutionen i 1917. I løbet af få måneder var det mægtige russiske imperium gerådet ud i en sump af anarki og kaos. Årsagen skal søges i de rette historiske betingelser kombineret med stærke personlige ambitioner, drevet frem af kloge opportunister finansieret af udlandet. Men intet ville være lykkedes uden Lenin, der dukkede op i rette tid og med sine enkle stærke budskaber om fred, revolution og lighed vandt masserne for sin sag.

 

Fake news i bibelbæltet

Britisk dokumentar fra 2020.

DR2, 5. oktober, kl. 23:00

Konsulentfirmaet Cambridge Analytica anvendte millioner af amerikaneres og briters data til at manipulere det seneste amerikanske præsidentvalg og den britiske Brexit-afstemning. Men det er ikke de eneste sager om datamisbrug. Firmaet samarbejder med en konservativ organisation, der forsøger at højreradikalisere samfundets sårbare grupper. Ekspert i misinformation Charles Kriel går undercover og sætter alt på spil for at afsløre sammensværgelsen.

 

Galskab: Journal nr. 425 – Bødlen

DR2, 6. oktober, kl. 15:40

I 1828 forsøger overlægen på Sankt Hans Hospital, at banke galskaben ud af patienterne. De var selv skyld i deres galskab, mente han. De var jo blot usle onde dyr, der havde levet et moralsk forkert liv. Frydendahl, en jurastudent og indlagt på grund af melankoli gør oprør. Det får den betydning at behandlingen af sindslidende ændrer sig.

Galskab: Journal nr. 3072 - Digterens kæreste

DR2, 6. oktober, kl. 16:20

En kvinde bliver i 1882 indlagt på et sindssygehospital. Hun er skizofren. I journalen står der at hendes vanvid skyldes kærlighed til en fritænker. Fritænkeren er den store forfatter J.P. Jacobsen. De kunne aldrig få hinanden, fordi hun er dybt religiøs og han er ateist med andre planer. De delte de samme drømme, men hun bliver gal, og han en stor forfatter.
Tilrettelæggelse: Søs Hoffmann og Lone Leegaard.

 

Eurotopia: Om identitet

Dansk dok.-serie

DK4, 6. oktober, kl. 18:25

I denne udgave handler det om identitet, mere præcist om europæisk identitet. For hvem er vi europæere egentlig? Og findes der overhovedet en fælles europæisk identitet? Måske ligefrem et skæbnefællesskab? Er der noget, der binder europæerne sammen eller definerer en europæer? Hvad vil det i det hele taget sige at være europæer i det 21. århundrede? Med udgangspunkt i disse spørgsmål drøfter Christian Foldager begrebet europæisk identitet med to gæster, der begge er centrale stemmer i identitetsdebatten i Danmark, nemlig forfatter, skribent og tv-vært Adam Holm og forfatter, debattør og skribent på Jyllands-Posten Mikael Jalving.

[Historie-online.dk, den 29. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 31, 2019
TV-tips, uge 17, 2020
TV-tips, uge 27, 2019