Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 41, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 355

 

Vi bevæger os ind i efterårsferien med denne uges tv-tips, så der er en del gode film om eftermiddagen (og Taxa bliver genudsendt – gad vide om den holder?) Men ellers er der en temalørdag på DR2 om æbler – den lyder spændende. Og så genudsendes den rørende dokumentar om de uledsagede drenge og Ærø – den kan bestemt anbefales. Andre dokumentarudsendelser fortæller om luftkrigen i 1943, sukkerproduktionen på Lolland og en rejse langs den amerikansk-mexicanske grænse. Og man kan nå at komme på serien om Premier League, hvor første del genudsendes. Desuden kan vi høre og se om snigmordet på Kim Jong-Uns halvbror, den dramatiske fortælling om kristendommen i Danmark og alfabetets oprindelse. God fornøjelse

 

Da Danmark blev flettet sammen: Sukker og polsk knofedt

DR2, 13. oktober, kl. 21:00

Alt skulle gentænkes, da sukkerproduktionen kom til Danmark, for det var landbrugets første møde med den tunge industri. Det kom der fascinerende og højteknologiske løsninger ud af - samt masser af billige kalorier til folket. På markerne fortsatte det hårde arbejde, indtil der kom et polsk oprør. Vi går i det hvide gulds fodspor på Lolland.

 

USA og Mexico: En rejse langs grænsen (1:2)

DR2, 14. oktober, kl. 10:00

Britisk dokumentarserie fra 2020. (Sue Perkins: Along the US-Mexico Border) Græsen mellem USA og Mexico er en af verdens mest omstridte. Fra nyheder hører vi om migranter, mord, narkokarteller og muren, der deler de to lande. Sue Perkins tager på en 3000 km lang tur fra Stillehavet til Den Mexicanske Golf for at finde ud af, hvordan livet leves på begge sider af grænsen. En tur, der byder på triumfer og tragedier, hjerteskærende hårde liv og en endeløs række af overraskelser. 2. del 15. oktober kl. 10.

 

Luftkrigen - Den varme sommer 1943

DR2, 15. oktober, kl. 18:10

Amerikansk dokumentar fra 2018. (The Cold Blue) I 1943 rejste den navnkundige og aldsidige amerikanske filminstruktør William Wyler til Europa for at filme luftkrigen. Han fløj adskillige kampmissioner og en af hans tre kameramænd blev ulykkelig vis dræbt på en af turene. Farvefilmene er for nylig dukket op af et arkiv, og sammen med de få overlevende krigsveteraner fortæller de historien om de mænd, der fløj den ene selvmordsaktion efter den anden i den varme sommer i 1943.

 

Fodboldfeber - historien om Premier League (1:4)

DR1, 16. oktober, kl. 13:10

Året er 1992. En ny æra i engelsk fodbold sparkes i gang med etableringen af Premier League. En liga, der generer penge til spillet, indhenter talenter fra hele verden og forhandler pengetunge tv-aftaler. Her fortæller nogle af de største fodboldstjerner historien om verdens mest sete liga. Hvordan udviklede sporten sig til en multi-milliard-forretning og et globalt underholdningsfænomen? Britisk sportsserie fra 2021. (Fever Pitch)

 

Temalørdag: Æblefest på DR2 - helt ind til kernen

DR2, 16. oktober, kl. 20:00

DR2 inviterer til fest for en af de mest fantastiske frugter der findes. Æblet. Den vigtigste frugt i verdenshistorien. Den elskelige frugt får fuld taletid i to timer på DR2, når Frank Erichsen, sammen med de ypperste forskere og æblekendere i landet, borer sig helt ind til kernen af, hvad æbler kan, hvad de har betydet for verdenshistorien, hvor de oprindeligt kommer fra, hvordan de forædles og hvilke der smager bedst. 1000-vis af danskere stimler sammen med kurve fulde af havens æbler, de vil lære at kende og lave æblekage, æblesmør, æblemost og æblecider af. Æbler skal presses i hjemmebyggede og professionelle æblepressere, de skal moses og smages, og når festen er slut, har danskerne måske fået en ny yndlingsæblesort.

 

Fremmede i Karl Oves Paradis

DR1, 17. oktober, kl. 13:40

Der er bekymring på Ærø når to centre for uledsagede drenge åbner i løbet af 2015. Her midt i Det Fynske Øhav udspiller der sig en relationshistorie som Helle Toft Jensen har dokumenteret gennem fem år med sit kamera. Vi møder Karl Ove, som er meget skeptisk, "mama" Rie som ansættes på centeret, unge Emma der bliver frivillig, Rita som tager Hamed under sine vinger, matrosen Hans, og Lennart som er politibetjent og i Kommunalbestyrelsen for Venstre. Og vi er vidne til flere drenges liv, mens de søger at skabe sig en tilværelse, i venten på svar på deres asylsag.

 

1000 års tro: Troen skal styrke riget

DR2, 18. oktober, kl. 08:30

Historien om kristendommen i Danmark er en dramatisk fortælling om brutale magtkampe, folkeoprør og spirende demokrati fra vikingetiden og frem til i dag. I dette program undersøger værten Cecilie Nielsen, hvorfor Kong Christian d. 6. indførte konfirmationen i 1736? Og hvad det betød for den helt almindelige befolkning?

 

Dokumania: Snigmordet på diktatorens bror

DR2, 19. oktober, kl. 20:50

Amerikansk dokumentar fra 2020. (Assassins) Han blev snigmyrdet ved højlys dag. I 2017 blev Kim Jong-nam, halvbror til Nordkoreas diktator Kim Jong-un, forgiftet og slået ihjel i Kuala Lumpurs lufthavn. Drabet blev optaget af sikkerhedskameraer og viser to kvinder, der presser nervegift ind i hans øjne. Kvinderne siger, at de var hyret til at optage en prank-video. Men hvad er sandheden? Her optrevles den chokerende sag.

 

Alfabetets oprindelse: De første tegn

DR2, 19. oktober, kl. 23:00

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (A to Z: The First Alphabet) Har al skrift en fælles oprindelse? For flere tusind år siden udviklede mennesket den vigtigste teknologi, vi nogensinde har opfundet. En teknologi, vi alle sammen bruger hver eneste dag. Det er den oldgamle teknologi skrivning, hvis historie er selve civilisationens historie. Men hvordan fandt vores forfædre på skrivning? Hvordan fik de billeder til at tale? Og hvordan udviklede de billeder sig til de bogstaver, vi bruger i dag?

[Historie-online.dk, den 12. oktober 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 20, 2021
TV-tips, uge 26, 2021
TV-tips, uge 06, 2021