Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 45, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 249

 

Denne uges tv-tips har en del fokus på Den Kolde Krig – både en dokumentarserie og to stykker tysk drama, dels den aldeles fremragende Oscar-belønnede ”De andres liv”, dels den heller ikke uefne serie ”Brændpunkt Berlin”, som man kan brænde af fra 12.45 på søndag. Desuden noget om slavehandel og skrumpehoveder – og to meget forskellige personligheder, Putin og Nina van Pallandt. God fornøjelse.

 

Historien bag Den Kolde Krig (1:2)

Tysk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 6. november, kl. 23:00

Spionage, overvågning og frygt for atombomber. Den Kolde Krig bragte menneskeheden på afgrundens rand. Der blev kæmpet på alle fronter - politisk, militært, økonomisk og offentligt gennem medierne. Men hvem var fjenderne i den ideologiske konflikt mellem øst og vest? Hvad var indsatsen? Og hvilke ofre måtte der ydes? Gennem arkivmateriale kaster denne 2-delte dokumentar nyt lys over Den Kolde Krigs historie. 2. del kommer dagen efter, den 7. november, kl. 23.

 

De Vestindiske Øer - Historien om dansk slavehandel

Dansk reportage fra 2017

DR K, 7. november, kl. 23:35

Som perler på snor ligger de kæmpestore private palæer omkring Amalienborg i København. Mange er bygget for de svimlende formuer, som blev tjent på "det hvide guld" fra De Dansk Vestindiske Øer. Men end ikke det sødeste sukker kan skjule den grusomme baggrund med udnyttelsen af slaver i tusindvis.
Huxi Bach kikker bag facaderne på den gemte del af Danmarkshistorien.

 

De andres liv

Tysk Oscar-belønnet thrillerdrama fra 2006.

DR2, 8. november, kl. 20:00

Østberlin, 1984. Fem år før murens fald holder DDR's regering befolkningen i et jerngreb med kontrol og overvågning. Den partiloyale Stasi-agent Wiesler håber at fremme sin karriere, da han får til opgave at overvåge den frittænkende forfatter Dreyman og dennes kæreste. Overvågningen viser ham imidlertid et hidtil ukendt liv, som han får sværere og sværere ved at modstå. Men systemet lader sig ikke stoppe, og et meget farligt spil tager form.
'De andres liv' er en af de senere års mest roste og prisbelønnede film. Det gribende Stasi-drama modtog bl.a. en Oscar for bedste udenlandske film, en Bodil, en Robert og tre European Film Awards.
Originaltitel: Das Leben der Anderen

 

Nina - med og uden Frederik

DR K, 9. november, kl. 22.40

I 1959 er de parret alle vil være. De er unge, smukke, rige og forelskede i hinanden. Og så har de succes langt udenfor Danmarks grænser. I januar 1972 er billedet et andet. Nina er blevet forladt af Frederik - og i flere døgn har hun været eftersøgt af de amerikanske myndigheder - fordi hendes elsker har lavet et kæmpe svindelnummer. Se historien om Nina van Pallandt, kvinden, der fortryllede verden - uden at få ret meget til gengæld.

 

Brændpunkt Berlin (1:3)

Tysk dramaserie af instruktøren bag 'Der Untergang'.

DR2, 10. november, kl. 12.45

I 1974 sendes den unge østtyske agent Lars Weber til Vestberlin for at forføre og udspionere kvinder, der har adgang til fortrolige oplysninger. Hans første mål er den ti år ældre Lauren Faber, enlig mor og dataanalytiker for den britiske efterretningstjeneste. Samtidig drømmer Lars' kusine Klara om at gøre sine forældre stolte ved at komme på DDR's OL-svømmehold. Det er en drøm med store omkostninger.
Originaltitel: Der gleiche Himmel

Anden og tredje del af dramaserien kommer umiddelbart efter.

 

Gåden om skrumpehovederne

Dokumentar fra BBC fra 2017.

DR K, 11. november, kl. 19:10

Halshuggede, indskrumpne menneskehoveder nærede fantasien hos 1800-tallets frygtløse eventyrere og samlere, og den barbariske skik var omgærdet af myter og mystik. Men nu viser det sig, at den victorianske mani for skrumpehoveder forvandlede en ældgammel og ret isoleret ceremoniel praksis til en morderisk international handel. Et hold af antropologer, historikere og naturvidenskabsfolk har undersøgt, hvor hovederne kom fra og ikke mindst, hvem de var, da de var levende mennesker.

 

Russerne kommer - Ramt af Putins vrede

Dansk reportage fra 2019

DR2, 12. november, kl. 17:40

Det skabte frygt for en ny kold krig, da russerne midt under Folkemødet i 2014 lavede angrebsøvelse mod Bornholm med deres største bombefly, som er designet til atombomber. Provokationerne er fortsat og har været sekunder fra at koste liv. Hvad betyder det i dag at være ramt af Putins vrede?

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 24, 2019
TV-tips, uge 17, 2019
TV-tips, uge 01, 2019