Menu
Forrige artikel Næste artikel

TV-tips uge 46

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 252

Af Jakob Skibsted Kristensen

I denne uge starter vi med et kig på den ubehagelige historie om Thalidomid skandalen. Medicinen blev markedsført som et ufarligt, beroligende og kvalmestillende middel, men viste sig senere at kunne give særdeles alvorlige skader og deforme kropsdele hos nyfødte, hvis indtaget af gravide kvinder. Det er 500 år Martin Luther påbegyndte den bevægelse, der skulle blive til protestantismen, og selv i 1900-tallet var de tanker Luther satte i gang aktuelle. Fredag kigger vi på Australiens historie under Anden Verdenskrig og i årtierne efter, hvor millioner af immigranter rejste fra det krigshærgede Europa til Australien. Lørdag kigger vi på den største danske togkatastrofe i nyere tid, nemlig ulykken i Sorø fra 1988, hvor for høj fart var skyld i den ulykke, der på tragisk vis udviklede sig til en katastrofe med otte døde og over 70 sårede til følge. Søndag kigger vi nærmere på en af Antikkens store tænkere, nemlig Siddhartha Gautama, også kendt som Buddha. Han levede ca. 450-370 f.v.t. i hvad der i dag ville være grænsen mellem Nepal og Indien, og de tanker, han efterlod sig, skulle senere udvikle sig til buddhismen, og som en af verdens store religioner, skulle buddhismen få stor indflydelse på verdenshistorien. Mandag skal det handle om tiden efter 1945. Freden efter Anden Verdenskrig, havde indfundet sig, men for de civile tyskere, krigens tabere, sluttede volden ikke nødvendigvis samtidig med krigen. Tirsdag bliver vi ved Tyskland og Anden Verdenskrig, da vi kigger nærmere på Theodor Morell, Hitlers private læge. Fra 1936 veg Theodor Morell nærmest ikke fra Hitlers side, altid villig til at udskrive selv de mest tvivlsomme medikamenter, op til otte forskellige dagligt - heriblandt kokain og stryknin.           

Rigtig god fornøjelse

 

I den bedste mening - Thalidomid affæren

Onsdag d. 15. november 12:50 på DR K

I slutningen af 60'erne tager et stort antal gravide kvinder en lille hvid tablet. Medicinalfirmaet hævder, at den er fuldstændig uskadelig. Den hjælper både mod kvalme og uro. Et vidundermiddel skabt i den bedste mening. Kort tid efter fødes der et utal af børn med voldsomme fysiske skader. Læger påviser en sammenhæng mellem pillen og de deforme børn, men firmaet benægter, at det er pillens skyld. Det skal snart vise sig, at bag pillens hvide uskyld gemmer sig en historie, som ændrede synet på medicinalbranchen for al tid.

 

Luther gennem 500 år

Torsdag d.16. november 19:05 på DR K

Det var et nyt revolutionerende syn på verden og ikke en fornyelse af troen, der startede Martin Luther og reformationsbevægelsen for 500 år siden. I 1900-tallet oplever europæerne enorme teknologiske fremskridt, men rystes også i sin grundvold af to grusomme verdenskrige. Og både psykoanalysen og den digitale revolution i sidste halvdel af århundredet fører til spørgsmål om, hvad der er det enkelte menneskes kerne. Et moderne essay over 500 års reformationshistorie og betydningen for det moderne menneske.

 

Australiens historie

Fredag d. 17. november 19:05 på DR K

"1942-1975" Australsk dokumentar fra (The Story of Australia) Det lykkedes under 2. Verdenskrig at redde det australske kontinent fra en japansk invasion. Efter krigen forsøgte man aktivt at få så mange immigranter som muligt fra Europa. Mellem 1948 og 1975 ankom der mere end to millioner, og mange fik arbejde i en blomstrende efterkrigsøkonomi og statslige infrastrukturprogrammer. Historien om de mennesker, steder og begivenheder, der har formet Australien fra de første mennesker satte deres fod på kontinentet og til I dag.

 

Danske katastrofer - Togkatastrofen i Sorø

Lørdag d. 18. november 21:25 på DR K

Mandag den 25. april 1988 afsporer et Intercitytog med 250 passagerer kort før Sorø station. For høj fart er skyld i en ulykke, der på tragisk vis udvikler sig til en katastrofe. Da den 400 ton tunge vognstamme ryger af sporerne, skrælles hele siden af en af togvognene. En stor kampesten ligger i grøften, lige præcis dér hvor vognen vælter. Passagererne er prisgivet. 8 mennesker omkommer. Over 70 bliver kvæstet. Med øjenvidneberetninger fra en Falck-redder og en overlevende, fortæller historikeren Rasmus Dahlberg om den største togkatastrofe i nyere tid. En ulykke, der har betydning for alle togpassagerer i dag.

 

Antikkens store tænkere - Buddha

Søndag d. 19. november 14:45 på DR K

Tre af antikkens store filosoffer, Buddha, Konfutse og Sokrates levede alle mellem det 5. og det 6. århundrede før vor tid, og legemliggjorde skiftet fra en afhængighed af det overnaturlige som en forklaringsramme for verden til en ny rationel forståelse. Da Buddha (ca. 450-370 f.v.t) var i tyverne forlod han sin familie og sit hjemland for foden af Himalayabjergene for at indlede en livslang ambitiøs filosofisk søgen efter en løsning på al menneskelige lidelse.

 

1945 - den brutale fred

Mandag d. 20. november 22:50 på DR K

I 1945 slutter krigen, men freden sænker sig ikke overalt. Faktisk stiger volden mange steder i Europa, og forfærdelige historier om hævn mod tyske civile afspejler de nazistiske besætteres værste grusomheder under krigen. Her fortæller øjenvidner og ofre, for hvem rædslerne i de første fredsmåneder stadig står knivskarpt mere end 70 år efter, at begivenhederne fandt sted.

 

Ubekvemme sandheder i Det 3. Rige - Hitlers helbred

Tirsdag d. 21. november 15:15 på DR K - Tysk dokumentar fra 2015.

Hitlers lægejournal er for nylig fundet i USA og her finder man alt om Førerens helbredsproblemer fra røntgenundersøgelser til medicinforbrug, herunder kokain. Fra 1936 veg Hitlers personlige læge, Theodor Morell, ikke fra hans side, altid villig til at udskrive selv de mest tvivlsomme medikamenter, op til otte forskellige dagligt, herunder én, der indeholdt stryknin! Forsøgte Morell at forgifte sin patient? Og var Hitler egentlig rask nok til at lede sit land?

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 44
TV-tips uge 13
TV-Tips uge 34