Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 46, 2019

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 349

 

Der er naturligvis mange forskellige slags TV-programmer en uge som nr. 46/47. Men kigger man efter historiske – i meget bred forstand – så er der både skæbner i DDR, spanske lejesoldater, indonesiske hvalfangere, colombianske guerillaer – og på andre tidspunkt svenske mord, Anden Verdenskrig og som noget af det mest aktuelle de udstødte IS-brude. Så ugen skal nok gå godt foran husalteret.

 

Sommerhusmordet (1:6)

DR2, 13. november, kl. 16:05

I 2016 bliver et svensk ægtepar brutalt angrebet i deres sommerhus. Manden dør, men kvinden overlever. Under efterforskningen finder politiet ud af, at parrets datter, Johanna Möllers tidligere mand, er død under underlige omstændigheder i det samme sommerhus et år tidligere. Hvorfor skulle parret slås ihjel? Og hvem er morderen?

 

Muldens mysterier - De spanske lejesoldater (1:6)

DR K, 14. november, kl. 19:10

I Muldens Mysterier får Liv Thomsen og arkæolog Lars Grundvad hjælp af en flok detektorførere til at afdække hidtil uopdagede sider af Danmarkshistorien. I dette afsnit skal det handle om de spanske lejesoldater, der slog sig ned på Langeland i 1808. De sydlandske charmører gjorde med deres mærkelige spisevaner og flamboyante manerer stort indtryk på øens unge piger - hvilket de mange nutidige efterkommere da også er et levende beviser på. Men hvor opholdt soldaterne sig helt præcist? Og hvad mon de to hold amatørarkæologer finder, når de afsøger Stengade Skov i jagten på at gøre dagens bedste fund og dermed vinde dysten?

 

Dobbeltgængeren fra Østberlin

DR K, 15. november, kl. 15:05

En personlig beretning om længsel mod frihed og en fortælling om en flugt, som fletter to menneskeskæbner fra to forskellige verdener sammen. Som 19-årig lykkedes det Michael Schneider at flygte fra Øst- til Vesttyskland på en ung danskers pas. Gennem sin opvækst i Østberlin, har han følt et stadig større ønske om frihed. Frihed til at bestemme over sit eget liv og frihed til at rejse derhen, hvor han vil. Da en ung dansker rejser til Østberlin for at deltage i en international danseturnering, og tjekker ind på det hotel, hvor Michael arbejder, viser der sig en gylden mulighed. Billedet i den unge danskers pas ligner Michael så meget, at han tager en beslutning om at flygte samme nat. Han er helt bevidst om risikoen ved den drastiske beslutning, og han ved, at han muligvis aldrig vil få sin familie at se igen. Alligevel tager han chancen.

 

De udstødte IS-brude

DR2, 16.nov, kl. 14:45

De kaldes IS-brude. Kvinder, der forsagede det frie liv i Europa for at tilslutte sig Islamisk Stat og som nu er interneret i flygtningelejre i det nordlige Syrien. Kurderne, der kontrollerer lejrene, ønsker, at disse kvinder skal repatrieres. Men Vesten nægter at tage imod dem, da mange føler, at de er farlige terrorister. Fortjener de efterladte IS-kvinder og deres børn en chance til?

 

Lamalera

DR2, 17. november, kl. 11:50

Landsbyen Lamalera, som ligger på øen Lembata i det østlige Indonesien, er kendt for sin traditionelle hvalfangerkultur. Disse gamle fangsttekniker, som er gået videre fra generation til generation, er det vigtigste levebrød i landsbyen. Men tiderne er langsomt ved at ændre sig, da de unge forlader landsbyen for arbejde og uddannelse, samtidig med, der er et pres fra omverdenen for at få dem til at stoppe med hvalfangst.

 

Anden Verdenskrig i farver (1:13)

DR K, 18. november, kl. 14:20

Hvordan kunne fredsafslutningen efter 1. Verdenskrigs ufattelige tragedie og tab af menneskeliv, den krig, der "skulle ende alle krige', i løbet af få år føre til en endnu større konflikt? Da den amerikanske børs kollapsede i 1929, bredte den økonomiske depression sig til det meste af verden med høj arbejdsløshed, sult og fattigdom til følge. Millioner af tyskere satte deres lid til Adolf Hitler, der tilbød dem håb og værdighed og lovede dem arbejde og brød. Mussolini regerede i Italien, og i Spanien havde den fascistiske general Franco med italiensk og tysk hjælp vundet borgerkrigen. Hitler havde uantastet indtaget Rhinlandet, Sudeterland i Tjekkoslovakiet og Østrig, men da tyske tropper den 1. september 1939 overskred den polske grænse, sagde Frankrig og England stop. Den Anden Verdenskrig var en realitet.

 

FARC: Verdens ældste guerillahær

DR2, 19. november, kl. 13:00

Den colombianske oprørsgruppe, FARC, Colombias revolutionære væbnede styrker - Folkets hær, blev grundlagt i 1964 og er verdens ældste guerillahær. Siden har Farc og regeringshæren begået ubeskrivelige forbrydelser mod hinanden og ikke mindst mod civilbefolkningen. Nu har Farc sammen med den colombianske regering omsider besluttet sig for at nedlægge våbnene og bevæge sig den lange vej mod demokrati. Men hvordan skaber man fred efter 50 års borgerkrig?

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 35, 2019
TV-tips, uge 38, 2019
TV-tips, uge 35, 2019