Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 47, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 279

 

Denne uge på skærmen har dokumentarer om Ugens Rapport, Ikea og folkemordet i Rwanda. Desuden portræt af Preben Kaas og om Kong George VI’s forsøg på at overvinde sin stammen. Diskussion om Danmark og Europa lyder også spændende – og det ved man jo på forhånd, at det legendariske gangsterdrama The Godfather er; men vi får Coppolas film igen, den kan altid tåle en gensyn. God fornøjelse!

 

Værtshushistorier: Cosy Bar

DR2 , 18. november kl. 20:00

I 50erne bliver homoseksualitet opfattet på linje med mord og voldtægt. Den mandlige prostitution florerer i København, for eksempel på Cosy Bar, og mange af trækkerdrengene er teenagere. Politichef Jens Jersild er bekymret for de unge og smadrer det miljø, hvor det foregår. Han håndhæver den såkaldte "grimme lov", der bliver et mareridt for mange danske bøsser, der aldrig kan føle sig sikre mod politiet. Frygten rammer også homoseksuelle der lever i kæresteforhold - som for eksempel Preben Schaldemose, der var stamkunde på Cosy Bar dengang.

 

Kongens tale

DR2 , 19. november, kl. 17:40

Britisk dokumentarprogram fra 2010. (The Real King's Speech) Den sande og inspirerende historie om prins Albert, den senere kong George VI's kamp for at overvinde sin frygtelige stammen. Et talehandicap, der havde plaget ham siden barndommen og forkrøblet forholdet til faren, kong George V. Som medlem af kongehuset var Albert nødt til at tale offentligt, og det kom til flere pinlige og ydmygende episoder. Derfor henvendte Albert sig til den uortodokse australske talepædagog Lional Logue for at få hjælp. Efter brorens, Edwards, abdikation i 1936 blev Albert overraskende konge. Og den første konge, der via radioen var i stand til at tale til millioner af sine undersåtter på en gang og helt inde i deres stuer.

 

Ugens rapport: Lige på og hårdt (1:2)

DR2 , 20 november, kl. 16:35

Om historier, damer og drinks i det berømte og berygtede ugeblad Ugens Rapport. Dansk dokumentar fra 2013 Bladet blev 70'ernes største succes i medieverdenen, med en blanding af drabelige historier fra den store verden og nøgne damer. Vi skildrer tiden fra 1971 til 81, hvor Kurt Thyboe var chefredaktør for en række gale mænd, der skabte et blad, der på et tidspunkt solgte 230.000 eksemplarer om ugen og flød på alle Danmarks kakkelborde. Mød blandt andre Freddy Wulff, Bjarne Castella, MEP, Bastian og Kurt Thyboe på denne tidsrejse - tilbage til den forjættede tid .

Anden del følger umiddelbart efter, kl. 17:15.

 

The Godfather

DR2 , 21. november kl. 17:00

Amerikansk Oscar-belønnet gangsterdrama fra 1972. Familien Corleone er en stor, varmhjertet slægt af italiensk herkomst. Samtidig er familiens overhoved, Don Vito, en ledende skikkelse i mafiaen, en "gudfar", hvis magt kun begrænses af hans konkurrenter. Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Robert Duvall, Diane Keaton m.fl. Instruktion: Francis Ford Coppola.

 

De fantastiske fire: Preben Kaas

DR2 , 22. november, kl. 15:00

Preben Kaas er en stjerne på scenen, men han vil allerhelst stå bag den. Det er her hans hjerte virkelig banker. Og han har hvad der skal til for at skabe en revy fra bunden og få succes - ikke mindst stor charme, en voldsom energi og is i maven. Han er en mand der satser alt, og lever livet - hårdt.

 

Bag facaden: Verdens største møbelkæde (1)

DR2 , 23. november, kl. 9:55

Svensk dokumentarserie fra 2017. (Flatpack Empire) Ikea - et af verdens mest succesfulde, globale brands. Grundlagt i Sverige i 1943 med butikker i 49 lande, 900 millioner kunder om året og en omsætning på over 34 milliarder kroner. Kom med bag kulisserne, når saml selv-møbelkæden for første gang giver adgang til sine designstudier, fabrikker, testlaboratorier og butikker. Hvad er hemmeligheden bag milliardfirmaets succes?

 

Europa i en verden i opbrud

DK4 , 23. november, kl. 21:00

Sparker pandemien, USA og tech-giganterne gang i et nyt Europa, eller er vi på vej til der, hvor vi kom fra? Hvordan ser fremtiden ud set fra Danmark og Europa i en verden i opbrud? Hvilke temaer og problemstillinger bliver mest afgørende, og hvilken rolle spiller Europa i denne sammenhæng? Det diskuterer Bo Lidegaard med Europa Kommissionens ledende næstforkvinde Margrethe Vestager og dagbladet Informations ansvarshavende chefredaktør Rune Lykkeberg.

 

Min Verdenshistorie - Rikke og folkemordet

DR2, 24. november, kl.14:55

Dansk dokumentarserie fra 2013 I 1994 er Rikke Holm i Rwanda. En weekend er hun på safari i et naturreservat. Inde i parken er der fredeligt, men udenfor er et folkemord netop begyndt. Rikke isoleres sammen med andre turister på et hotel inde i reservatet, men situationen i landet er så farlig at FN ikke tør komme at hente hende. På bare 3 måneder myrdede Hutuerne i Rwanda næsten 800.000 tutsier - det største folkemord siden holocaust.

[Historie-online.dk, den 17. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 17, 2019
TV-tips, uge 36, 2020
TV-tips, uge 30, 2019