Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 51, 2018

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 766

 

Af Jakob Skibsted Kristensen

Vi starter ugen med et blik på noget nyere historie, når vi begynder onsdag med et kig nogle af de mægtigste personer i Norge i nyere tid. I dette afsnit kigges der nærmere på Gro Harlem Brundtland, der var Norges første kvindelige statsminister, og ofte kaldet landsmoderen. Torsdag kigger vi nærmere på et af kongehusets juveler, et helt særligt historisk rubinsæt. Smykket hvis juveler er i ”de danske farver”, bæres i dag af Kronprinsesse Mary, men det blev første gang båret af Napoleon Bonapartes tidligere forlovede, Désirée, til netop Napoleons storslåede kroning i 1804. Følg med på juvelernes rejse igennem Europa til Danmark. Fredag er der julespecial, hvor man DR tager os med på en rejse gennem de sidste 50 års jul, fortalt gennem DR’s programmer. Lørdag eftermiddag kommer alle seks afsnit om Dansktoppens historie, så vil man have en pause for alt juleriet, er her en oplagt mulighed. Søndag kan man følge den britiske skuespiller og tidligere teologistuderende, Hugh Bonnevilles rejse til Jerusalem, hvor han undersøger de historiske omstændigheder i ugen op til Jesus’ død. Mandag d. 24. kan man følge med i J. K. Rowlings personlige historie, om hvordan hun formåede at skrive de magiske bøger om Harry Potter. Tirsdag skal det til sidst handle om menneskehedens historie, og om hvordan menneskelige ideer og nyskabelser har været med til at skubber historien frem.          

Rigtig god fornøjelse

 

Da vi regerede landet

Onsdag d. 19. december på 13:55 DR 2 – Episode 1:6 - Norsk dokumentarserie fra 2017

Serien er fortællingen om de mægtigste personer i Norge i nyere tid, det er historien om landets seks sidste, nulevende statsministre. De mødes for at tale om det helt specielle liv, det embede indebærer. De taler om håb og drømme, om magten, om mål og om tider, hvor det var allersværest.

Gro Harlem Brundtland var Norges første kvindelige statsminister, og hun måtte betale en høj pris for at bane vej for norske kvinder. Brundtland fik med sin store styrke forandret landet til et mere lige samfund. Der er plads til både latter, alvor, indrømmelser og forsoning her hvor landets ubestridte politiske dronning står i centrum.

 

De kongelige juveler

Torsdag d. 20. december 15:45 på DR K – Episode 1:2

Til officielle kongelige begivenheder bærer Kronprinsesse Mary et historisk sjældent rubinsæt, som er med til at fortælle Europahistorie. Rubinerne og diamanterne blev båret første gang af Napoleons tidligere forlovede, Désirée, til netop Napoleons storslåede kroning i 1804. Désirée tager rubinsættet med til Sverige og da hendes velhavende oldebarn, Louisa, i 1869 gifter sig med Frederik 8. skal "de danske farver" med til Danmark.

 

Husker du ... Julespecial

Fredag d. 21. december 19:00 på DR 2 - Jul gennem tiden.

Nissepiger og julemænd, flæskesteg og rødkål, gaver og grantræer, julesure og juleglade. Nogle vil ønske at den varede helt til påske, andre rejser hellere væk. Lige meget hvad, så har alle en mening om julen og dens betydning. Som det meste af landet har Danmarks Radio holdt jul år efter år. I aften er der gensyn med de bedste øjeblikke. Mød en gnaven Dan Turèll, en veloplagt Magnus Tagmus og en masse andre danskere, der alle har noget at sige om julen gennem de sidste 50 år.

 

Dansktoppen: Hadet og elsket

Lørdag d. 22. december 15:10 på DR K - Episode 1:4

Elsker du også (-at hade) Dansktoppen? Her ser genrens største stjerner som Keld Heick, Birthe Kjær, Johnny Reimar, Lis og Per og Johnny Hansen tilbage på deres karrierer, og fortæller historien om hvordan Dansktoppen er historien om et splittet Danmark. På den ene side har vi folket. De kan godt lide en god melodi og en tekst man kan synge med på. På den anden side har vi kultureliten. Kultureliten er stærkt repræsenteret i DR og i 60'erne ser de det som deres pligt, at beskytte folket mod de populære slagere. Men genren overlever, og historien om dansktoppen er også en historie om ublu forretningsmænd, smukke sangerinder og en masse sange du ikke kan lade være med at synge med på, uanset hvor hårdt du prøver. Første program fortæller hvordan det hele begyndte og hvorfor det blev Sverige og ikke Danmark, der løb med sejren som Nordens førende pop nation. De efterfølgende afsnit følger lige bag efter.

 

De sidste dage i Jerusalem

Søndag d. 23. december 12:15 på DR K- Irsk dokumentar fra 2017.

Uanset religiøs overbevisning eller mangel på samme, benægter ingen, Jesus af Nazareths enorme betydning for verdenshistorien, især omstændighederne omkring hans død. Den britiske skuespiller og tidligere teologistuderende, Hugh Bonneville, rejser til Jerusalem og i samtaler med forskere og religiøse ledere, rekonstruerer han ugen op til Jesus' død og reder de komplicerede politiske tråde ud, der førte til hans korsfæstelse.

 

Harry Potter - magiens historie

Mandag d. 24. december 20:00 på DR 3 - Dokumentar fra BBC fra 2017.

I år er det tyve år siden, at den første Harry Potter-bog udkom. I den anledning har Det Britiske Nationalbibliotek arrangeret en fortryllende udstilling, der fortæller den magiske, virkelige historie bag J. K. Rowlings elskede klassiker. Udstillingen indeholder en masse uvurderlige genstande, og det er forfatteren J. K. Rowling selv, der viser rundt og fortæller og åbner sine gemmer for tegninger og udkast, ingen har set før.

 

Menneskehedens historie

Tirsdag d. 25. december 11:30 på DR 3 - Amerikansk/canadisk videnskabsdokumentar fra 2015.

En rejse gennem 12.000 år viser, hvordan tilsyneladende små glimt af forandringer og nyskabelser har ændret kursen for civilisationen. Forandringer, der i dag berører os alle på måder, som vores forfædre og -mødre ikke kunne forestille sig. Efterhånden som verdens befolkning vokser som følge af vores succes, står menneskeheden over for nye udfordringer for at kunne overleve.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 22, 2019
TV-tips, uge 39, 2018
TV-tips, uge 48, 2018