Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 7, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 183

 

I denne uge er vi bl.a. i Venedig for at se på byens muligheder for at overleve, vi skal have Palme-mordet genoplivet, og vi skal have et par afsnit af krøniken om dansk populærkultur. Desuden to dokumentarer om en ny kold krig, en amerikansk journalist, der reddede europæisk kunst under 2. verdenskrig, første del af en tysk serie om 500 års reformationshistorie – og endelig Liv Thomsens serie om Danmark på vrangen, der fortsætter med at fokusere på overtroen.

 

Danmarkshistorien på vrangen (3:6) - Overtro gennem tiderne

DR2, 12. februar, kl. 21:45

I årtusinder har vi mennesker haft behov for at tro på såvel gode som onde overjordiske væsner. Trolde, hekse og forbandelser har eksisteret side om side med Gud, Jesus og bønner. Vi fortæller i dette program om tro og overtro fra jæger-samlernes shamanisme over bronzealderens soldyrkelse og middealderens astrologi til de mere eller mindre bestialske og bizarre ritualer og traditioner som især blev praktiseret ude på landet i 1800tallet.
Tilrettelæggelse: Liv Thomsen
Medvirkende: Jeanette Varberg, Kurt Villads Jensen, Ulrik Langen, Poul Duedahl

 

Vores verden gennem 500 år (1:6)

Tysk dokumentarserie fra 2017.

DR2, 13. februar, kl. 17:10

Det var et nyt revolutionerende syn på verden og ikke en fornyelse af troen, der startede Martin Luther og reformationsbevægelsen for 500 år siden. Vores selvopfattelse og verdensyn er i det væsentlige baseret på det, der blev resultatet af reformationen og renæssancen i det 16. århundrede. Men er denne opfattelse stadig gangbar i det 21. århundrede? Eller har vi behov for en ny reformation?
Et moderne essay over 500 års reformationshistorie og betydningen for det moderne menneske.

 

Palmemordet: Sagen Christer Pettersson (1:2)

Svensk dokumentarserie fra 2017.

DR2, 14. februar, kl. 10 og 11

Den 28. februar 1986 bliver Sveriges statsminister, Olof Palme, skudt i Stockholm på åben gade, og det, der skal blive til Sveriges mest højprofilerede mordudredning, tager sin begyndelse. Mere end 30 år senere bliver den mordmistænkte, men frikendte Christer Petterssons gamle kælder undersøgt. Her har hans hemmeligheder ligget urørt i mere end ti år, og de bliver startskuddet til en hel ny historie om efterforskningen af mordet på Olof Palme.

Palmemordet: Sagen Christer Pettersson (2:2)

I denne omfattende nye undersøgelse af mordet på Sveriges statsminister Olof Palme i 1986 findes nye oplysninger, der tyder på manipulation og stærkt kritisable politimetoder. Nye oplysninger om en af Palmegruppens mest berømte politifolk, Thure Nässén, giver et helt nyt og anderledes indblik i jagten på Olof Palmes morder.

 

Venedig - synk eller svøm!

Amerikansk rejseserie fra 2015.

DR2, 15. februar, kl. 21:50

Den amerikanske tv-journalist Bill Weir besøger mennesker, steder og kulturer, der af forskellige årsager står ved en korsvej. Italienske Venedig er et af verdens mest elskede menneskeskabte vidundere. I mere end tusind år har den smukke by med de mange vandveje lokket kunstnere, digtere og elskende til. Men hvor længe kan denne renæssanceperle modstå de stadigt hyppigere oversvømmelser og de mere end tyve millioner besøgende om året?

 

Alle tiders underholdning (5:8)

- en krønike om dansk populærkultur, 1960-1970.

DR2, 16. februar, kl. 11:10 og 11:50

Truslen fra tv.
Dirch Passer er den eneste der trækker folk i biografen. Dansk revy og film lider nød, for danskerne vil hellere blive hjemme og se fjernsyn. TV-underholdningsværten over dem alle er Otto Leisner. Han styrer blandt andet Pladeparaden. Her kan man opleve tidens store idoler Dario Campeotto og Otto Brandenburg. I midten af tresserne dukker der dog mere rå toner op. Den langhårede Peter Belli synger f.eks. Bob Dylan på dansk. En række TV-satireprogrammer tager pulsen på de nye tider.
Buster Larsen er kendt og elsket fra cirkus Buster. Nu dukker han op i Hov-Hov med sit "Lorteland"!

Alle tiders underholdning (6.8)

- en krønike om dansk populærkultur, 1970-1980.

Ungdomsoprør og underholdning.
68'erne kommer for alvor på banen i 70'erne. De rykker sågar ind i Huset På Christianshavn. Erik Balling instruerer flere af de i alt 84 afsnit af serien. Balling står også bag dansk films største succes Olsen-banden. I kølvandet på 68'erne følger den seksuelle frigørelse. Sengekantsfilmene sælger et hav af biografbilletter. Kvinde-frigørelsen slår også igennem i underholdningsbranchen.
Lisbet Dahl laver one-woman show på tv. John Mogensen forener protestsang og folkelighed.
Men ellers er fronterne hårdt trukket op. Brede underholdere som Ib Henrik Cavling og Volmer Sørensen lægges for had. Lise Nørgårds og Erik Ballings Matador formår dog at samle alle danskere foran TV-skærmen.
Tilrettelæggelse: Liv Thomsen.

 

Varian Fry: Agenten, der reddede de største europæiske kunstnere

Fransk dokumentar fra 2016.

DR2, 17. februar, kl. 17:50

Hans mission var at evakuere 200 personer. Men han ender med at redde mere end 1800 intellektuelle, forfattere, malere, musikere, filosoffer og komponister. Alle sammen på flugt fra nazisterne, fordi deres kunst blev betragtet som degenereret og sygelig. Hans navn var Varian Fry. En amerikansk journalist, der kom til Frankrig i 1940 som agent for Emergency Rescue Committee. Her er hans historie.

 

Gorbatjov og en ny kold krig (1:2)

Amerikansk dokumentarserie fra 2017.

DR2, 18. februar, kl. 10:30 og 11:20

Mikhail Gorbatjov førte verden ind i en ny æra, da han forhandlede en aftale om atomnedrustning på plads med USA. Dermed har den daværende sovjetiske præsident en stor del af æren for, at Den Kolde Krig sluttede fredeligt. Hvis vi spoler tiden frem til i dag, står verden på kanten af en ny kold krig. Hvordan kunne det komme så vidt? Her giver Gorbatjov og en række andre verdensledere deres bud på et svar.

Gorbatjov og en ny kold krig (2:2)

Amerikansk dokumentarserie fra 2017.

Mikhail Gorbatjov førte verden ind i en ny æra, da han forhandlede en aftale om atomnedrustning på plads med USA. Dermed har den daværende sovjetiske præsident en stor del af æren for, at Den Kolde Krig sluttede fredeligt. Hvis vi spoler tiden frem til i dag, står verden på kanten af en ny kold krig. Hvordan kunne det komme så vidt? Her giver Gorbatjov og en række andre verdensledere deres bud på et svar.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 19, 2019
TV-tips, uge 32, 2019
TV-tips, uge 08, 2019