Menu
Forrige artikel Næste artikel

TV-tips uge 8

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 667

Og hvis vi for en gang skyld tager radioen med, så fejres Niels W. Gades 200 års jubilæum i denne uge. P2 sætter fokus på Gade og hans musik med koncerter og en ny portrætserie. På selve dagen den 22. februar sender P2 "Gadefest" fra 12.15-18.00. Vigtige personer i det danske musikliv peger på værker af Gade som er værd at genopdage, og vi dykker ned i tiden og personen Niels W. Gade - fra gulddreng til magtmenneske.

 

Tv-tips af Jakob Skibsted Kristensen

Uge 8

Vi starter denne uge med et indblik i lægevidenskaben, nærmere bestemt kirurgiens historie. Nutidens lægers viden og ekspertise er resultatet af århundredes forsøg og forskning, og det er ikke i alle århundrede det var lige sikkert at være patient. Torsdag skal vi se på et mørkt kapitel i Schweiz’ historie, nemlig om den rolle som de schweiziske banker spillede for den nazistiske økonomi under krigen, et emne som stadig den dag i dag, deler vandene i Schweiz. I sidste uge var der første episode af Pest over Europa der fortalte den voldsomme historie om da pesten, den sorte død, kom til Europa og endte med at koste 1/3 af den europæiske befolkning livet. Fredag kommer endnu et program om dette, der dog i stedet for at se på hvilke konsekvenser pesten fik, forsøger at finde ud af, hvilken form for sygdom den sorte død egentligt var. Lørdag skal det handle om den fantastiske historie om monumenternes mænd, som var en allieret specialenhed under Anden Verdenskrig, hvis mission det var at forhindre nazistisk ødelæggelse af europæiske monumenter og kunstværker, og redde hvad reddes kunne. Søndag handler det om første episode af en serie om Romanov-dynastiet som var den familie der herskede som Zar’er er Rusland fra 1600-tallet indtil deres død under den russiske revolution i 1917. Mandag ser vi nærmere på Beijings historie, og hvordan det gik til, at det lige netop var denne lille, ubetydelige grænseby, der med tiden skulle ende med at blive hovedstaden i verdens folkerigeste land. Tirsdag slutter vi af med et indblik i noget så simpelt som glassets historie. Glasset ser vi i dag som en selvfølge og et helt naturligt element i vores liv, men sådan har det ikke altid været. 

 

Rigtig god fornøjelse

 

Onsdag d. 22 februar

Død og pine: Lægevidenskabens Historie 2

20:30 på DR K

Patienter har gennem historien lagt krop til smertefulde behandlinger, overtro og uvidenhed, når lægerne har prøvet at bekæmpe de uforklarlige og gådefulde sygdomme, der har truet mennesker. Men patienterne har også fået gavn af de store epokegørende opdagelser, lægevidenskaben har stået for. I dette afsnit fortæller vi historien om den blodige kirurgi - fra barberer til robotkirurgi.

 

Torsdag d. 23 februar

Schweiz - Hitlers hemmelige bankforbindelse

19:00 på DR K

Hvordan finansierede Hitler sine enorme krigsudgifter? Økonomisk set var Nazityskland nemlig en kolos på lerfødder. En række nye afsløringer forklarer, hvordan det alligevel lykkedes Det Tredje Rige at skaffe penge til de enorme udgifter til krigene i Europa. Og at krigen sandsynligvis kunne være endt i 1943, hvis Schweiz havde nægtet at tage mod det guld, som nazisterne havde plyndret i alle de besatte lande.

 

Fredag d. 24 februar

Pest over Europa

12:10 på DR K

Da pesten rasede fattede man ikke, hvorfor den ramte samfundet, men i de sidste 100 år har rotten og dens lopper været udpeget som den skyldige. Det var herfra den bakterie kom, der udløste sygdommen. Men i dag sætter en række europæiske videnskabsfolk et alvorligt spørgsmålstegn ved, hvad det i virkeligheden var for en sygdom, der hærgede Europa gennem 400 år.

 

Lørdag d. 25 februar

Jagten på forsvundne kunstværker - Monumenternes mænd

09:20 på DR K

Gennem historien er nogle af verdens mest fantastiske kunstværker simpelthen forsvundet. De er blevet plyndret, stjålet eller bare blevet væk. Og kun nogle få er kommet til veje igen. Under 2. Verdenskrig plyndrede nazisterne de besatte lande for nogle af deres største kunstværker. I 1944 nedsatte de allierede en gruppe, der dels skulle redde og beskytte uvurderlige kunstværker mod krigens ødelæggelser dels skulle opspore og redde de kunstværker, som allerede var blevet stjålet af nazisterne.

 

Søndag d. 26 februar

Romanov-dynastiet

12:15 på DR K – Episode 1

Rusland var i begyndelsen af 1600-tallet præget af uro og hungersnød, stridigheder om tronen og stærkt truet ude fra af både polske og svenske hære. Adelstandens, bojarernes, valg af den kun 16-årige og i begyndelsen temmelig uvillige Mikhail Romanov i 1613 afgjorde arvestriden, og Romanov-slægten skulle - med lidt hjælp fra den tyske adelsfamilie Holstein-Gottorp - regere Rusland i de næste 400 år.

 

Mandag d. 27 februar

Beijing - en kejserlig hovedstad

14:50 på DR K

Beijing var egentlig en ret usandsynlig hovedstad. Den lå i udkanten af det gamle Kina og kunne have endt som en ubetydelig grænseby, hvis ikke nogle få usædvanlig visionære mænd havde set byens strategiske muligheder. På de flade sletter byggede man en hovedstad, der var designet som en kopi af den kinesiske forestilling om kosmos og i overensstemmelse med principperne i feng shui, den perfekte balance mellem yin og yang, som man var sikker på ville sikre fred og velstand i imperiet.

 

Tirsdag d. 28 februar

Opfindelser der ændrede verden

09:30 på DR K – Episode 3:6

Engelsk videnskabsprogram fra 2014

Forestil dig en verden uden glas. Vores liv og udfoldelsesmuligheder ville være ret begrænsede, hvis vi fx ikke havde vinduer, briller, teleskoper, kameraer, computere og tv-skærme. Men hvem opfandt egentlig det geniale materiale? Programmet kigger nærmere på de ukendte helte, der var med til at opfinde glas.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
TV-tips uge 36
TV-tips uge 31
TV-tips uge 31