Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 9, 2020

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 365

 

Hvis man er til bryllupper, især de royale, så er der mulighed for at svælge i engelske af slagsen i denne uges TV.  Men vi får da også besked om, hvordan man får kors og bånd og stjerner på, vi skal høre om kunstforbrydelse, skibskatastrofe, sygdomme i danmarkshistorien – og Goebbels’ elegante hustru, Magda. God fornøjelse.

 

Danmarkshistorien på vrangen (5:6) - Sygdomme gennem tiderne

DR2, 26. februar, kl. 21:45

I de såkaldt gode gamle dage døde flere af kuren mod sygdommen end af selve sygdomme. Der herskede de mest bizarre opfattelser af kroppen og sindet, og gennemsnitsalderen var i århundreder mellem 30 og 40 år. Pest, kolera og kopper forårsagede igen og igen massedød, og det var først i sidste halvdel af 1800tallet, at man blev i stand til at forstå og bremse epidemierne. Derfor lever vi i dag gennemsnitligt 25 år længere end for blot hundrede år siden. I Danmark skyldtes det blandet andet lægen Emil Hornemann, der nærmest inkarnerer overgangen fra den middelalderlige lægevidenskab til den moderne lægevidenskab.
Tilrettelæggelse: Liv Thomsen
Medvirkende: Jeanette Varberg, Kurt Villads Jensen, Ulrik Langen, Poul Duedahl

 

Dronning Victoria & Albert: Det royale bryllup (2:2)

Britisk dokumentarserie fra 2019.

DR2, 27. februar, kl. 19:05

I 1840 blev to 20-årige verdens mest berømte par. Dronning Victoria og prins Alberts
bryllup var et historisk øjeblik. Et bryllup, der var nøje planlagt til at blive århundredets PR-kup. Her vender vi tilbage til den skelsættende dag for at se, hvorfor brylluppet reddede kongestyret. Og hvordan det kongelige pars bryllupsforberedelser påvirker vores måde at blive gift på den dag i dag.

Første del i serie blev sendt 26. februar

 

Magda Goebbels - Det Tredje Riges førstedame

Fransk dokumentar fra 2018.

DR2, 28. februart, kl. 10:00

I en bunker i Berlin, der dag efter dag blev bombarderet af den Røde Hær, forgiftede en elegant dame den 1. maj 1945 seks af sine børn, før hun sammen med sin mand begik selvmord, fordi de ikke kunne forestille sig et liv efter Hitler. Magda var hustru til den berygtede propagandaminister, Joseph Goebbels. Hun var Hitlerregimets uofficielle førstedame, elegant, veluddannet og charmerende i en verden af nationalistisk snæversynethed. Magda var zionist i sin ungdom. Hvordan endte hun som fanatisk nazist?

 

Prins Charles og Diana: Sandheden om deres bryllup

Britisk dokumentar fra 2019.

DR2, 29. februar, kl. 21:30

I 1981 blev den 20-årige Lady Diana Spencer viet til prins Charles i St. Paul's Cathedral, London. Det var århundredets eventyrbryllup, og op mod 750 millioner mennesker så med verden over. Men alt var ikke så perfekt, som det så ud. Ved hjælp af arkivmateriale og interviews med folk, der kendte parret, afsløres sandheden om det kongelige bryllup.

 

I audiens hos Dronningen - sådan får du kors, bånd og stjerner

DR1, 1. marts, kl. 20:00

Dronningen deler ordener og medaljer ud til både høj og lav i Danmark. Men hvad skal der til for at få dem og er det Dronningen selv der afgør, hvem som skal have dem? Hvorfor har vi hele dette royale ordensvæsen og hvilken berettigelse har de historiske traditioner i vor tid?
I dette program kommer vi med ind bag slottets mure, når Dronningen holder audiens og tager imod danskere fra alle samfundslag, der kommer for at sige tak for deres ordner og medaljer. Hver anden mandag året rundt kommer der op mod hundrede danskere, som hver får nogle minutter under fire øjne med dronningen.
I en åbenhjertig samtale med journalist Karsten Kjær fortæller Dronningen om, hvordan hun som ung var nervøs ved at tale med folk, men nu med stor fornøjelse modtager både kendte danskere og helt almindelige borgere i audiens.
Vi hører også historien om den fineste danske orden Elefantordenen og møder både glade og stolte danskere, når de bliver belønnet af Dronningen med medalje for 40 års tro tjeneste på samme arbejdsplads.

 

Caravaggios stjålne mesterværk

Britisk dokumentar fra 2015.

DR2, 2. marts, kl. 15:00

Det bliver betragtet som en af de største kunstforbrydelser i historien. Tyveriet af Michelangelo Merisi da Caravaggios maleri af 'Kristi fødsel'. Et mesterværk, som blev malet i starten af 1600-tallet og hang i en kirke i Palermo, indtil det blev stjålet i 1969 - og er ikke blevet set siden. Nu vil kunsteksperter skabe en tro kopi af værket ved hjælp af sofistikeret 3D-teknik - og bringe det tilbage til det sted, hvor originalen engang hang.

 

Franklins forsvundne skib - et iskoldt mysterium

Britisk dokumentar fra 2015.

DR2, 3. marts, kl. 15:00

Det er en af søfartens største tragedier. Historien om sir John Franklin som i 1845 førte to skibe og 128 besætningsmænd gennem uberørt, iskoldt vand i Arktis - på jagt efter Nordvestpassagen. Skibene, mændene og deres kaptajn blev aldrig set igen. Nu, næsten 170 år efter deres forsvinden, har man ved hjælp af topmoderne teknologi og et tip fra en inuit løst mysteriet. Hvad skete der med skibene og mandskabet?

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 5, 2020
TV-tips, uge 44, 2019
TV-tips, uge 48, 2018