Menu
Forrige artikel

Udgravning på "Oster Mattel"

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 377

 

Tirsdag begyndte Sydvestjyske Museer sin udgravning på en mark, der på gamle kort kaldes Oster Mattel.
Der har metaldetektor-førere allerede gennem flere år fundet smykker og sølvgenstande med mere end 1400 år på bagen. Sidste år valgte Sydvestjyske Museer at lave en forundersøgelse på stedet for at forstå, hvor de mange fine fund kom fra. 

Museet fandt velbevarede rester af en gård fra 500-tallet, som var meget truet af at blive ødelagt pga. pløjning. Sydvestjyske Museer søgte Slots- og Kulturstyrelsens pulje til såkaldt ”dyrkningstruede lokaliteter”, og museumsinspektør Claus Feveile fik armene op over hovedet, da bevillingen kom i hus:

- Der har været mange udgravninger i og omkring Tjæreborg over årene, men her ser vi ud til at kunne belyse lige præcis 500-tallet, hvor der sker store omvæltninger.

1,29 cm stort brudstykke af romersk sølvkar. Foto: Sydvestjyske Museer

Museets teori er, at en del af sølvgenstandene kan være offergaver. De er blevet lagt ud for at formilde guderne efter en stor klimakatastrofe i år 536. Den betød misvækst og hårde tider. 

- Klimakatastrofen bliver kaldt en lille istid og selvfølgelig havde den store konsekvenser også for bønderne i Vestjylland. Med udgravningen kan vi måske finde flere spor efter den indflydelse katastrofen fik på helt almindelige menneskers liv, siger Claus Feveile. Udgravningen fortsætter måneden ud.

Afklippet stykke af romersk sølvservice. foto: Sydvestjkyske Museer

Navnet "Oster Mattel" stammer sandsynligvis fra middelalderen. Det første ord betyder Østre, mens Mattel måske kommer af det tyske Mantel for kappe. Det kan være, markstykket oprindelig var aflangt og rundet som en kappe.

Måske en del af et romersk sølvkar. Foto: Sydvestjyske Museer

[Historie-online.dk, den 9. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Påklædningsdukker. En stor samling
Skattejagt på Gammel Estrup
TV-tips, uge 20, 2020