Andelslandsbyen Nyvang besættes og befries 30. april og 1. maj.
Menu
Forrige artikel

Andelslandsbyen Nyvang besættes og befries 30. april og 1. maj.

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1018

Luftalarmen skærer gennem luften, et DC3 fly svæver foroven. Tyske soldater i militærkøretøjer patruljerer i gaderne. Trafikanter og publikum kontrolleres ved vejspærringer, og modstandsbevægelsen udfører dristige aktioner mod de forhadte tyskere. Besættelsesårene under anden verdenskrig bliver igen til virkelighed for en stund, når Andelslandsbyen Nyvang besættes den 30. april og 1. maj.

Et omfattende og storslået totalteater om besættelsestiden foregår for syvende år i træk, når Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk besættes (og befries!) den 30. april og 1. maj i år. 

At historien kan opleves lyslevende i Nyvang, er hele eksistensgrundlaget bag det historiske oplevelsescenter, der er en af Danmarks populære historiske attraktioner. Og det gør sig i sandhed gældende, når mere end 120 tyske soldater agerer værnemagt og holder ro og orden, mens de mange civile aktører forsøger at klare sig gennem den svære tid med mørklægning, rationering og stigende militarisering.

Publikum inddrages og får et unikt indblik i de mange små og store historier om besættelsestiden, der gennemspilles og levendegøres for de mange tusinde besøgende. De besøgende børn kommer til at spille en betydelig rolle, når de sættes til at bryde koder og arbejde for modstandsbevægelsen. 

”Nyvangs besættelse er en unik mulighed for at opleve mange aspekter af besættelsestiden lyslevende. Vi slutter totalteatret med en rørende befrielse af landet, hvor kirkeklokkerne ringer, mørklægningsgardinerne brændes, og modstandsfolkene hyldes,” fortæller Benjamin Lamberth, marketingchef i Andelslandsbyen Nyvang. 

Spektakulære fly og ikoniske køretøjer 

Andelslandsbyens besættelse byder, foruden de mange scener fra besættelsen som fx berømte slag fra østfronten, hvervemøder for SS og alsangsstævne, også på ikoniske fly og pansrede køretøjer fra anden verdenskrig. 

Nyvang satser på at imponere både drengerøvene og de historieinteresserede i familien. Publikum kan nemlig i år bl.a. opleve det berømte et-motorers jagerfly, et DC3 fly, StuG – Tysklands mest producerede kampvogn under anden verdenskrig, panservogne, lastbiler og motorcykler som den tyske værnemagt brugte, et danskbygget fly, der har deltaget i krigen, og sidst men ikke mindst to amerikanske grasshoppers, der lander på Nyvangs egen landingsbane.

Andelslandsbyen er ved at etablere et stort areal med skyttegrave, pigtrådsspærringer, minefelter og panserspærringer. Publikum kommer derfor i år helt tæt på skyttegravens pløre, forbindingspladsens groteske feltoperationer og det tyske propagandamaskineri. 

For første gang kan publikum også opleve en jernbanesabotage, som modstandsbevægelsen foretog under besættelsen. Her bliver et kilo krudt sprunget i luften sammen med sphagnum, hvilket kulminerer i åben ild og en regn af jord og sten. Scenen kommenteres af en historiker, der fortæller om jernbanesabotagernes betydning under besættelsen og efter befrielsen. 

Om Andelslandsbyen Nyvang

Andelslandsbyen Nyvang er et historisk oplevelsescenter i Holbæk, der beskæftiger sig med andelstidens landsbyliv og fællesskaber i perioden fra ca. 1870 til 1960. Omdrejningspunktet for formidlingen er den historiske levendegørelse. Der er liv og aktiviteter i de enkelte huse – brugsforeningen, husmandsstedet, smedjen, bageriet, slagteriet, mejeriet m.m. Vore gæster inviteres med på en historisk tidsrejse, hvor de får en hands-on oplevelse af livet i andelslandsbyen i vores bedste, olde- og tipoldeforældres tid. I 2015 besøgte ca. 60.000 mennesker Andelslandsbyen Nyvang. Virksomheden er foreningsejet og har pt. 17 fuldtidsansatte og mere end 400 aktive frivillige. Andelslandsbyen Nyvang råder over 120 tdl.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Ny stor database over gamle pressefotos fra Odense / Fyn lanceres – FynskeBilleder.dk
Danmarks ældste grænsekontrol
Giv det videre