Menu
Forrige artikel

Julen 2020 på Frederikssund Museum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1151

 

Julen 2020 på Frederikssund Museum, Færgegården bliver mere digital end tidligere år. Men coronakrisen skal naturligvis ikke forhindre julehyggen, så museet inviterer til både juleforedrag, digital julekalender og julequiz. Og til spejdernes salg af juletræer, der heldigvis er lige så fysiske, som det plejer at være.

Når Frederikssund Museum, Færgegården inviterer til foredrag 10. december, bliver det både muligt at opleve foredraget fysisk på museet og at følge med digitalt via live stream hjemme fra stuen til reduceret pris. For museets julerier skal ud - og denne gang er det selve julens historie, som er i godteposen:

Julen er traditionsrig, den er fyldt med ritualer og særlige skikke, som gentages år efter år. Sådan har man altid gjort – eller har man? 

Er de danske juletraditioner overhovedet danske? Og hvordan kan det være, at man også fejrede jul før Jesus blev født?

Det er nogle af de spørgsmål, som museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen giver svar på i foredraget. Sammen med tilhørerne på museet og hjemme bag skærmene dykker hun ned i juletraditionernes historie og ser på, hvorfor vi egentligt gør, som vi gør. Hun vil undersøge de danske juletraditioners oprindelse og se på, hvordan de har forandret sig over tid. Der bliver også tid til at udforske, hvordan man har fejret jul før julen, som vi kender den i dag.

Museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen julehygger på Færgegården i december måned - digitalt og fysisk, under sikre forhold. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU

Digital julekalender- og quiz

Som altid skal der tælles ned til jul, og det foregår i år på Facebook, hvor Line Jandoria Jørgensen sammen med arkæolog Astrid Wolff-Jensen i 24 afsnit fortæller om julens traditioner - lige fra julemænd og juletræspynt til juleøl og julelege. Undervejs bliver der quizzet om forskellige julede emner - med en lækker præmie fra museumsbutikken på højkant.

Gør juletræskøbet til noget særligt

Noget er, som det plejer; selvom vi skal holde afstand, skal de fleste stadig have et juletræ, og på Færgegården er der alle muligheder for at gøre det årlige juletræskøb til en hyggelig begivenhed for hele familien. To weekender i december sælger spejderne fra Grevinde Danner Gruppen nemlig flotte juletræer på Færgegårdens gårdsplads.

[Historie-online.dk, den 25. november 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kirkebøgerne i Nors og Tved sogne 1675-1815
Opfør dig ordentligt!
Drømmen om Kina