Menu
Forrige artikel Næste artikel

Påskeferie på Arbejdermuseet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 263

Børnenes Arbejdermuseum

Ordet ‘museum’ lyder måske lidt støvet i et barneøre, men spørgsmålet ‘hvordan levede de i gamle dage?’ er altid sjovt at stille, og svaret findes på Børnenes Arbejdermuseum. Her er både faste udstillinger om børns liv i gamle dage og masser af aktiviteter til moderne børn. Ungerne kan fx prøve at arbejde som bybud i købmands-butikken, sortere flasker på bryggeriet eller betjene skrivemaskinen på fagforeningskontoret. De kan også tage en svingom i danseskolen, lege i den lille lejlighed fra 1930’erne, besøge pantelåneren eller deltage i billed-skattejagten rundt på hele museet. Skulle de savne skolen, kan de besøge den gamle skolestue og lave deres egen kludedukke.

Enestående arbejderhistorie

Arbejdermuseet et enestående sted at blive klogere på arbejdernes historie og vores alles fælles fortid. Ud over de faste udstillinger er der i alle påskedagene 24-28. marts kl. 11 og 14 omvisning i lyd- og billedfortællingen En bygning vi rejser om arbejderbevægelsens fødsel. Påskedag, søndag den 27. marts, er der omvisning i Familien Sørensen – fortællingen om en dansk arbejderfamilie, der boede på Østerbro fra 1895-1990 med otte børn i en to-værelses lejlighed. Udstillingen viser familiens lejlighed i 1915, da fem børn stadig boede hjemme. Mon ikke et par danske børn med eget værelse spidser ører, når de hører det?

Unge(s) stemmer

Er storesøster og -bror for gamle til at lege og for unge til at værdsætte historien? Så kan de i stedet dykke ned i særudstillingen Uhørt ungdom om unges demokratiske stemme. I udstillingen kan de unge blandt andet holde en tale, gå en tur i skoven af meninger for eller imod 16-års- valgret – og selv være med til at stemme om det! Hver onsdag kl. 16-19 foregår særlige events i særudstillingen, som annonceres på www.arbejdermuseet.dk og facebook.com/arbejdermuseet.dk 

Klar til værtshus og kaffebar

Intet godt museumsbesøg uden mad og drikke. Arbejdermuseets restaurant, Café & Øl-halle "1892", er Københavns eneste fredede kælderbeværtning med interiør som i 1892 og spisekort som i 1900 – blandt andet, for sarte, moderne maver kan også sagtens blive mætte. Her bydes bl.a. på klassisk, hjemmelavet påskefrokost med arbejderbajeren Stjerne Pilsner til. Bagefter kan I gå op i kaffebaren fra 1950’erne og få kaffe – med eller uden kaffeerstatningen Rich’s – og spise den gammelkendte kiksekage til. Velbekomme!

For yderligere information, interview og pressefotos, kontakt Brigitte Johnen, bjo@arbejdermuseet.dk elller 3348 0319.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks ældste grænsekontrol
Abelines Gård på Holmslands Klit
Seminar: Koordinater og kulturhistorie