Menu
Forrige artikel

Ribes kommende heksemuseum

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 8212

 

Det kommende heksemuseum i Ribe får en overraskende aktør som udstillingsudvikler, nemlig Moesgaard Museums udstillingstegnestue.

”Vi har været i kontakt med mange firmaer omkring det indholdsmæssige”, fortæller Lulu Anne Hansen, Leder af Historie på Sydvestjyske Museer og ansvarlig for det kommende museum.
”Hos Moesgaard fandt vi det rette miks af kompetencer inden for museumsformidling, scenografi, finish og international orientering.”

Det nye Moesgaard Museum er kendt for sin evne til at skabe fantastiske udstillinger. Udstillingsleder på Moesgaard Museum, Pauline Asingh, fortæller:

”Vi har efterhånden opbygget en betydelig erfaring og kompetence på museet i tæt samspil mellem arkitekter, scenografer, grafikere, udstillingsteknikere, medarbejdere der kan en masse inden for udstillingsmediedesign m.m.
Udstillingstegnestuens daglige samarbejde med museets faglige medarbejdere, formidlere, konservatorer, museumshåndværkere m.m. har gennem de seneste seks år ført til mange unikke udstillingsoplevelser. Og vi sætter gerne de kompetencer i spil, hvis andre kan bruge os i forhold til deres projekter."

Det bliver arkitekt og leder af Moesgaard Museums udstillingstegnestue, Ole Birch Nielsen, som får ansvaret for opgaven. 

”Det bliver en utroligt spændende opgave. Lulu Anne Hansen og hendes folk har virkelig tænkt ambitiøst og internationalt. Vi glæder os derfor rigtig meget til at gå ind i et samspil og omsætte deres viden og ideer til en udstilling, der vil gribe unge og gamle. Og så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg er rigtig glad for at vende tilbage til Ribe, hvor jeg voksede op.”

Renoveringen af de smukke gamle bygninger i Quedens Gaard, hvoraf mange er samtidige med hekseprocesserne, forventes færdig til nytår. Sideløbende foregår alle forberedelserne til det indholdsmæssige.

”Vi regner med at kunne åbne Ribe Heksemuseum i sidste halvdel af juni 2020,” fortæller Flemming Just, der er direktør for Sydvestjyske Museer, som museet hører under. 
”Sammen med Jacob A. Riis Museum, som vi åbner her til juni, får vi skabt en enestående karré og vil kunne give de mange danske og udenlandske turister en stærk museumsoplevelse.”

Sydvestjyske Museers hjemmeside

Ill. på forsiden: Hekse på vej til Bloksbjerg (Blocksberg) af L. S. Bestehorn 1732. Foto: Wikimedia Commons

[Historie-online.dk, den 5. marts 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Roskildes skjulte perle
Kameraet og os
Battlevest på Ragnarock