Sommer på danske museer: Se nogle af de mange tilbud, der er til hele familien på landets museer
Menu
Forrige artikel

Sommer på danske museer 2016: Se nogle af de mange tilbud

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 681

SOMMER PÅ MUSEERNE – MASSER AF OPLEVELSER – HER ER NOGLE AF DEM:

Nedenfor præsenteres oplevelser på Museum Vestsjælland, Danmarks Tekniske Museum, Den Gamle By, Middelaldercentret, Greve Museum, Bunkermuseet i Hanstholm 

Sommeren er fuld af oplevelser for børnefamilierne på Museum Vestsjælland

Der er noget for enhver smag med sommerens aktiviteter. Børnefamilier kan opleve alt lige fra trolde til oldtidssmykker og vikingernes madpakker. 

Middelalderen er i højsædet i Holbæk og Ringsted, hvor der er aktiviteter med bål flere dage hen over sommeren. Der er optakt dels til Ringsted Middelalderfestival den 19.-21. august og dels tilKongens Togt hvor Museum Vestsjælland deltager med en madpakkeaktivitet for børn i Korsør og i Kalundborg. Du kan også mødes i de underjordiske i Sorø eller male silketørklæder på Kalundborg Museum. I Odsherred står sommeren i arkæologiens tegn. Her kan ud både lave sandkasseudgravninger og prøve en metaldetektor. Oldtidsværkstedet byder også på mange spændende aktiviteter.

www.vestmuseum.dk

Opfindelser og rekordforsøg hele sommerferien på Danmarks Tekniske Museum!

Går du med en opfinder i maven eller drømmen om at komme i Børnenes Rekordbog, så tag familien med og besøg Danmarks Tekniske Museum i sommerferien.

Opfindelser

Mandag til torsdag vil der hver dag være opfinderværksted med vejledning fra museets formidlere. Kom og hør hvordan man bliver opfinder, og se eksempler på hvad danske opfindere har bedrevet gennem tiden. Se Danmarks første flyvemaskine og prøv om du selv kan designe et bedre fly i balsatræ, eller lav en drage som dem opfinderen Ellehammer var inspireret af til de første fly. Du kan også prøve kræfter med at lave en musefældebil, dåsetelefoner eller jet-dampbåd. Opfinderværkstedet har åbent mellem kl. 11-15.

Børnenes Rekordbog

I anledning af OL i Rio de Janeiro vil Danmarks Tekniske Museum hver fredag forsøge at sætte forskellige tekniske rekorder. I samarbejde med Børnenes Rekordbog vil museet, sammen med vores gæster, finde på nye rekorder og slå gamle. Kan du fx slå rekorden i Moon-Car sprint, hænge mest tøj op på en tørresnor eller være Danmarks hurtigste til at skrive på et gammelt skrivemaskinetastatur? Alle rekordforsøg udført om fredagen mellem kl. 11 til 15 bliver registreret og vinderne vil komme med i næste års Børnenes Rekordbog.

Parkbanen

Minitogbanen kører udenfor museet på den 850 meter lange bane med afgang fra stationen ved parkeringspladsen. Togene kører mellem kl. 10 til 15 tirsdag, onsdag og torsdag i sommerferien, hvis det ikke regner.

Danmarks Tekniske Museum. Foto: Christoffer Askman

www.tekniskmuseum.dk

Sommeren i Den Gamle By

Nyd sommeren i Den Gamle By og mærk den historiske stemning i højsæsonen 25. juni - 7. august. Mød aktørerne i det levende museum, gå på opdagelse i de historiske butikker, køb hindbærbrød ved bagerfruen og spis madpakken i solen eller besøg en af vores restauranter. 

Levende museum. I sommerperioden har vi ekstra mange aktører i det levende museum. Så du møder mennesker, der forestiller at leve i en anden tid. De laver mad, hugger brænde, strikker eller ekspederer kunder i butikken.

Nyheder i 2016 i Den Gamle By

I 2016 har vi åbnet i børnehave i vores 1974-kvarter. Se hvor meget eller hvor lidt en børnehave har ændret sig igennem tiden. 

Du kan også opleve et moderne somalisk hjem i Danmark. Vi har en særudstilling, hvor vi har indrettet en lejlighed i samarbejde med en gruppe somaliske kvinder.

www.dengamleby.dk

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster: De kommer fra hele Europa - Fantastiske Middelalderdage

Middelaldercentret ved Nykøbing Falster har 25 års jubilæum og i den anledning inviteres der til fantastiske jubilæumsdage på centret i dagene 30. juni til 3. juli. Re-enactere eller Living History grupper kommer fra hele Europa for at deltage. I året op til jubilæumsdagene er der blevet sendt invitationer ud til de bedste og mest professionelle grupper over hele Europa og Skandinavien. Et bedømmelsesudvalg har efter en række ret skrappe kriterier, udvalgt lidt over 200 re-enactere fra blandt andet Polen, Italien, Frankrig, England, Holland, Sverige og Danmark og det bliver formentlig kun denne ene gang det lykkedes, at bringe disse eksperter sammen ved denne specielle lejlighed.

Jubilæumsdagene skydes i gang den 30. juni kl. 14.00 med en meget speciel ridderturnering tilrettelagt af historikeren Kaare Johannesen på grundlag af historiske kilder. Med inspiration fra middelalderens særlige allegoriske eller fortællende dyster, hvor ridderne var klædt ud som f.eks. mytologiske skikkelser eller sagnhelte, mødes Godt og Ondt, Had og Kærlighed - i skikkelse af den sorte og den hvide ridder - i en drabelig strid om selve Gud Amors liv!

www.middelaldercentret.dk

Sommerferieaktiviteter på Greve Museum

Skolebørnenes sommerferie venter lige om hjørnet, og på Greve Museum gør man sig klar til at byde på gode oplevelser for børn og familier. I løbet af ferien er der derfor masser af gode muligheder for at samle på gode oplevelser på Greve Museum, når museet byder på sommerferieaktiviteter for børn. 

Syworkshop for børn

Endnu en mulighed for at udforske de kreative evner kan børn og unge få tirsdag d. 5. juli og onsdag d. 6. juli fra kl. 10 – 15. Sammen med Laila Glienke, der er tekstilformidler, lærer børnene at sy på en helt særlig måde. Det kaldes hedebosyning. Her skal børnene sy med hvid hørtråd på hvidt hørlærred ligesom piger i Greve lærte i gamle dage af deres mor eller bedstemor. Samtidig kan deltagerne også tage et kig på en flot udstilling med hedebosyninger. I workshoppen kan både drenge og piger sy og brodere en fin lille pose, som f.eks. kan bruges til en mobiltelefon. Alder: fra 12 år og opefter. Forældre eller bedsteforældre må evt. gerne deltage sammen med deres barn og hjælpe barnet. Vi holder frokostpause undervejs, så husk mad og drikke. Der kan også købes saftevand, sodavand og kage i museets café. Tilmelding til én eller begge dage skal ske senest den 1. juli på tlf. 43 40 40 36. Pris: 20 kr. pr. dag

Dukketeater for de yngste

Når sommerferien går på hæld er der endnu en mulighed for en sjov sommerferiedag for de yngste, når museet inviterer til dukketeater for de mindste. Onsdag d. 3. august gæster Olsens Teater museet, for at opføre teaterstykket "Bytte bygge købmand". Kom og hør, hvordan man gør en god handel, når Olsens Teater genfortæller H.C. Andersens eventyr "Hvad Fatter Gør…" på en ny og overraskende måde. Tid: Onsdag 3/8 kl. 11 Alder: 3-9 år.

www.grevemuseum.dk

Motordrøn over museumsbunkeren

I weekenden 2.-3. juli vil luften omkring bunkermuseet i Hanstholm dirre af lyden fra motorer af samme alder som bunkeren. Museumsområdet vil nemlig være samlingssted for et større antal køretøjer fra 2. Verdenskrig.

En række grupper og privatpersoner, alle entusiastiske amatører, samles til træf i Hanstholm for at vise deres restaurerede køretøjer, uniformer og andet udstyr fra 2. Verdenskrig frem.

Det er fjerde gang Besættelsestidshistorisk Selskab for Thy og Vester Hanherred arrangerer træf for gamle militærkøretøjer og andet militært udstyr fra 2. Verdenskrig; de forrige gange var i 2010, 2012 og 2014

Der vil blive mulighed for at opleve jernbanesabotage, "mine"-sprængninger og demonstrationskørsel med køretøjer fra 2. Verdenskrig. Blandt køretøjer skal især Gillelejegruppens "Kettenkrad" – en motorcykel med larvefødder – samt det pansrede halvbæltekøretøj Sdkfz. 251 fremhæves. Men der bliver også mulighed for at se mange andre typer køretøjer, jeeps og motorcykler.

Reenactors, som spiller modstandsstandsfolk, tyske, engelske og amerikanske soldater vil være på pladsen og vise deres udstyr frem og fortælle om det.

www.museumscenterhanstholm.dk

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historisk reception på Møntergården
Vestsjælland og Vestindien på Holbæk Museum
Golden Days festival om 1970’erne